FULDKORNS-RISOTTO MED SVAMPE

fuldkornsrisotto2

Her i det lille hjem er vi så småt begyndt at vænne os til, at vi nu er fire mennesker om spisebordet, og at snart alle fire – inklusiv den mindste på knap otte måneder, sådan set kan spise alt, hvad der bliver serveret (sådan i teorien – selv den snart 3-årige kan stadig være ret selektiv med, hvad der ryger indenbords;)). Nå, men i det regi forsøgte jeg for nogle uger siden at bikse denne fuldkorns-risotto sammen med det formål at lave en blød grødagtig aftensmad, som de små nemt kunne få indenbords, og de voksne stadig kunne nyde.

For at gøre risottoen lidt nordisk byttede jeg de italienske arborio-risottoris ud med Urtekrams fuldkorns-grødris, og hvidvinen med lidt æblecidereddike. Det funkede sådan set fint, men selve kogningen af grøden tager bare lidt længere tid, så det skal man lige have in mente. Dog skal man ikke være lige så meget over retten, som en klassisk risotto.

Risottoen gled flot ned hos os voksne, og så vidt jeg husker, var ældstebarnet OK fornøjet. For den mindste blev det hele nok en anelse for salt, da både parmesan og bouillon jo tæller rimelig højt i saltregnskabet. Så hvis man vil lave den til de helt små børn, er det nok en god idé lige at tage en portion fra til det formål, lige før du putter osten i.

Til ca. 6 personer brugte jeg:

  • Ca. 3-400 gram fuldkorns-grødris
  • Et godt skvæt æblecidereddike
  • 1 løg (finthakket)
  • 1 bakke champignoner
  • 1 fed hvidløg
  • 1,5 l. svampe/grøntsagsbouillon
  • 50 gram parmesan/høost/ravost
  • 2 spsk smør
  • (Salt) og peber

Start med at svits løg og hvidløg for medium varme i en omgang olie, så løgene bliver klare, men ikke branker. Tilsæt risene og rør med et par minutter. Tilsæt så et ordenligt skvæt æblecider-eddike og tilsæt så aal din bouillon. Jeg brugte en blanding af Herbamare grøntsagsbouillon og en terning svampebouillon fra Knoor (og Sverige – ved ikke om man kan få det herhjemme).

Lad nu blot hele herligheden simre sammen i en god rum tid for svag varme. Nok noget nær en time. Under låg. Fuldkornsris tager god tid. Rør et par gange undervejs. Når risene er kogt og møre, og det meste af væsken suget op, så giv evt. gryden lidt tid uden låg med mere smæk på varmen, så lidt mere af væsken fordamper. Når du har en ‘soggy’ grød, så smider du en ordentlig klat smør og ditto håndfuld ost i gryden, ligger låget på og lader det smelte sammen i grøden en 5 minutters tid. Smag til med friskkværnet peber (og evt. lidt salt, men smag lige efter først, jf al den gode saltede ost og bouillon!). Rør det hele rundt – og så er du klar til servering!

PS – vi havde lidt tilovers af retten, som jeg blot varmede op dagen derpå – men jeg tror også at risottoen her i en reste-version ville gøre sig godt stegt på panden a la klassiske risengrøds-klatkager.

fuldkornsrisotto

FYLDIG OG FROKOSTEGNET LINSESALAT

belugasalat2

I sidste weekend biksede jeg denne rare og sunde salat sammen, hvor de små fine belugalinser spillede hovedrollen. Den er i udgangspunktet vegetarisk – men hvis du ligesom mig synes bacon er en rar ting – så smid en god omgang bacon på en pande og top salaten op med lidt bacontern inden servering.

Ingredienser

  • 150 belugalinser
  • 1 lille squash
  • 1-2 små gulerødder
  • 1-2 forårsløg
  • Blandet salat, fx et lille hovede romainesalat og en bakke rucolasalat
  • God blød gedeost, ca. 150 gram. fx Tebstrup i olielage

 

  • Dressing af: god olivenolie, æblecidereddike, lidt citronsaft, hvidløg, salt og peber

 

Start med at kog belugalinserne efter anvisning på pakken. Det tager ca 20 minutter. Imens de koger, blandes en olie-eddikedressing af et par spiseskeer olie, eddike, et fed revet hvidløg og citronsaft. Hak også forårsløgene og gulerødderne fint og vend dem i dressingen. Når linserne er kogt, drænes de for kogevandet og vendes med dressing/gulerødder/forårsløg, så linserne soaker dressingen op, mens de stadig er lune.

Skær squashen i tynde skiver og steg den i olivenolie på en pande for høj varme og smag til med lidt salt, peber, oregano eller andre krydderurter.

Skyl og tør salaten og riv den i mindre mundrette stykker.

Anret nu salaten. Start med at læg salaten i et stort fad og fordel herefter linseblandingen og squash ovenpå. Top til sidst op med gedeosten, som du “smuldrer” ud mellem fingrene. Hæld evt lidt af den gode olielage fra gedeosten med over salaten.

Og er du anarkistisk, så smid den der bacon på toppen;)

Vi serverede salaten med godt hvedebrød og hummus

belugasalat belugasalat3 belugasalat4

KIKÆRTE-CURRY OG KØDFRI MANDAG

curry3
Her for et par uger siden modtog vi hos Gane & Gaffel et anmeldereksemplar af Nadia Mathiasens nye kogebog ‘Kødfri mandag’ udgivet sammen med Samvirke. Nadia er på ingen måde vegetar, men har kreeret en bog med masser af dejlige vegetariske retter, baseret på konceptet om at holde sin mandag fri for kød – og dermed bidrage til at spare en anelse på jordens ressourcer og energiforbrug. Jeg er, som Nadia, heller ej vegetar (det kan man nok godt lure på bloggen). Jeg elsker simpelthen bacon, charcuteri og røde bøffer aaaal for højt til at gå den vej.

Men jeg synes det er ekstremt fornuftigt at skære ned på sit kødforbrug – både for de miljø- og sundhedsmæssige fordele – der er forbundet hermed. Især synes jeg det er fornuftigt i et landbrugsland, som Danmark, hvor vi igennem et lille århundredes tid har vænnet os til bygge vores måltider op om frikadellerne, flæskestegen, bøfferne osv. – og hvor grøntsagerne stadig er det lille sidekick i mange familier.

Vi får som oftest Aarstiderne herhjemme, og der er kødforbruget til vores aftensmad fx reduceret til i alt max 200 gram kød til 2 voksne og et barn – hvilket, indrømmet, ca er halvdelen af, hvad jeg plejede at købe ind til. Det tog lidt tilvænning i starten, men nu kan jeg næsten synes det er vulgært at lave spaghetti kødsauce af sådan en alm. pakket hakket oksekød med 400 gram kød. Det har også været interessant at få et lille barn og aflure hendes spisevaner. For kød – særligt det der skal skæres i, er ikke et hit i hendes bog. Og det ansporer jo også de voksne til at droppe lidt mere af det der kød, når det alligevel bare ligger der på tallerken og bliver glemt.

Så det gør vi så lidt i det små, her i det lille hjem. Altså forsøger at droppe kødet i ny og næ.

Inspireret af Nadia, Kødfri mandag og de mange gode opskrifter, lavede jeg i mandags denne virkeligt gode kikærte-curry, der faktisk ikke blot er kødfri, men også regulært vegansk (= fri for enhver slags animalske produkter).

KIKÆRTE-CURRY TIL FIRE PERSONER

  • 2 dl kikærter (ligges i blød dagen forinden og koger en time, inden de skal bruges)
  • 1 stort løg – skåret i tynde både
  • 3-4 bagekartofler – skåret i store tern
  • Ca. 6 små gulerødder – skåret i skiver af 1 cm
  • 5 tomater
  • 2 fed hvidløg
  • En bakke frisk spinat
  • 1 – 1 1/2 dåse kokosmælk (FOR GUDS SKYLD IKKE LIGHT)
  • 1 dl vand
  • 2 spsk god karry, 2 spsk korianderfrø (gives en tur i morteren), 1 spsk spidskommen, 1 -2 spsk gurkemeje
  • Salt og peber, og evt. lidt limesaft til at smage til med
  • Kokosfedt/olie til stegning

Når dine kikærter har kogt, drænes de for  kogevandet og smides sammen med løget i en stor opvarmet gryde/wok, der forinden har fået en god klat kokosolie/fedt. Efter et minuts tid, tilsættes finthakket hvidløg og de øvrige krydderier. Svits videre et par minutter og tilsæt så kartofler og gulerødder. Skru lidt ned for varmen og suppler evt med lidt mere fedtstof. Herefter er det tid til tomaterne, der hakkes i små tern.

Endeligt hældes din dåse kokosmælk og lidt vand ved – og så skal herligheden simre en times tid. Umiddelbart inden, tilsættes den rensede spinat, der koges igennem endnu engang og retten smages til med salt, peber og limesaft – og serveres.

Ved godt det ikke er en særlig billedskøn ret – men den smager rimelig fænomenalt!!

curry curry2

QUINOA-CORN FRITTERS

corn-fritterDet er ikke altid, at vi er topgode til at få brugt alle de tørrede sager, der følger med vores Aarstiderne-kasse. Eller indrømmet. Det er mest mig, der er dårlig til det. Jeg begynder at freestyle lidt – og særligt, hvis der er bulgur eller couscous i kassen, SÅ bliver der freestylet – jeg kan simpelthen ikke lide det (så er det sagt!). Men på den konto sker det så også, at quinoaen får samme stedmoderlige behandling. Og det er faktisk dumt – for DET kan jeg godt lide – og især når de bruges som ingrediens i vegetariske deller, som jeg har gjort et par gange før – her og her.

I denne omgang blev quinoaen til nogle mægtigt rare quinoa-majs-fritter, der oplagt kan bruges som tilbehør til et aftensmåltid, hovedperson i sit eget måltid eller som lækkert tilbehør til en brunch, måske med en god klat urtericotta på toppen.

Ingredienser:

  • 100 gram quinoa – koges
  • 2-3 dl majs – fx fra frost
  • 1 håndfuld friskreven parmesan eller lignende ost (fx pecorino eller primadonna)
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 bundt finthakket basilikum
  • 2 æg
  • Ca. 2 dl. hvedemel
  • Salt, peber og spidskommen
  • Smagsneutral olie til at stege i

Fremgangsmåde:

Kog quinoaen og lad den køle af. Tø samtidig majsene op (hvis du bruger dem fra frost). Bland herefter quinoa og majs i en skål med alle de øvrige ingredienser. Justér din melmængde efter konsistensen på “farsen”. Den skal være grødagtig, lidt a la almindelig frikadellefars, men lidt løsere. Den skal nok sætte sig på køl og ‘holde sammen’, når den steges.

Smid skålen med quinoa-farsen på køl i ca. 30 minutter og steg efterfølgende dine fritter i smagsneutral olie på en pande. Sæt dejen i “klatter” på panden med en spiseske.

De skal have ca. 2-3 minutter på hver side og blive fine gyldne i overfladen (først får høj varme og så middel varme resten af tiden).

corn-fritter

SPINATLASAGNE

spinatlasagne6Hey, det er weekend og efterår, så det er tid til comfort food. Og skulle du have lyst til comfort food af den vegetariske skuffe, så kan denne spinatlasagne stærkt anbefales. Den var fuld af smag og dejlig snasket. Der er ikke så meget hokus pokus ved opskriften. Men jeg vil dog gerne understrege to tips, som gjorde en positiv forskel:

1) Lav din bechamelsauce i så god tid, at den kan nå at køle af, inden du samler lasagnen (lidt ligesom, hvis du købte en færdigversion af slagsen). Det gør at saucen ikke smelter for meget sammen med de øvrige elementer, men ligger sig i gode bløde lag, så du får dejlige “lommer” af bechamelsauce, når du spiser din lasagne.

2) Sørg for at giv den færdigbagte lasagne lidt hviletid, så den kan nå at sætte sig. Det gør den nemmere at skære (og spise) og smagene får lov til at udvikle sig på den gode måde.

Opskrift til ca. 3-4 personer:

Tomatsauce:

  • 1 løg
  • 1 lille bakke cocktailtomater
  • 1 peberfrugt
  • 2 små fed hvidløg (eller 1 stort)
  • 1 dåse flåede tomater eller god tomatsauce på glas (jeg havde en øko-version fra Aarstiderne)
  • Frisk eller tørret oregano
  • Rødvin (en sjat – kan erstattes af balsamicoeddike)
  • Grøntsagsbouillon + en sjat vand
  • Salt, peber og olivenolie

Spinat:

  • Ca. 450 -500 gram hel spinat (fra frost) – eller ca. 2 poser/bakker af den friske slags
  • 1/2 porre (gerne den hvide del)
  • Lidt smør
  • Salt, peber, reven muskatnød

Bechamelsauce:

  • 20 gram smør
  • 2-3 spsk hvedemel
  • 6-7 dl. letmælk
  • 1 håndfuld friskreven parmesanost
  • Salt, peber, reven muskatnød

Desuden:

  • Lasagneplader
  • 1 kugle bøffelmozzarella
  • Rasp (fx panko)

Start med bechamelsaucen. Den må meget gerne være kølet af, før du samler lasagnen (se ovenstående tip). Smelt smørret i en lille gryde for medium varme og pisk melet i med et piskeris til du har en god smørbolle. Supplér langsomt med mælken – ca. de 6 dl) – og kog op, så du får en god tyk sauce. Når saucen har nået sin rette konsistens, rives parmesanosten i og der smages til med salt, peber og friskreven muskatnød. Stil saucen på køl, mens du gør de øvrige elementer klar. Er din sauce blevet meget fast af afkølingen, så kan du evt. supplere med den sidste ene dl mælk, så den bliver lidt mere flydende igen.

Til tomatsaucen hakkes løg, hvidløg, peberfrugt og tomater i små tern. Start med at svits løgene for medium varme i olivenolie til de er blevet klare. Tilsæt herefter peberfrugt, hvidløg og tomat og steg videre et par minutter. Tilsæt den friske eller tørrede oregano og dit skvæt rødvin og rør videre. Suppler nu med dit glas tomatsauce/flåede tomater, lidt ekstra vand, grøntsagsbouillon, salt og peber, og lad saucen stå og småsimre en 20 minutters tid under låg.

Optø spinaten ved at svitse den langsomt i lidt smør og olie på en pande. Når spinaten er optøet suppleres med porre i skiver og der smages til med salt, peber og reven muskatnød og evt. en lille teske smør mere. Hvis du bruger frisk spinat, så skyl den og smid på panden samtidig med den halve porre (skåret i ringe) og smag til som ved ovenstående fremgang.

Nu er det tid til at samle din lasagne. Tænd ovnen på 180 grader varmluft og find et ildfast fad på ca. 20 x 25/30 cm (mit passer til, at der lige kan ligge tre lasagneplader på tværs). Hæld lidt olie i bunden af fadet. Byg lasagnen op ved at starte med et lag spinat, derefter tomatsauce, så bechamel og så lasagneplader. Gentag processen ca. 3 gange. Ved det sidste lag skal der bare lasagneplader og toppes med rigeligt bechamelsauce, så sørg for at du har nok tilbage til afslutningen:) Ovenpå det sidste lag sauce ligger du mozzarella i tynde skiver og der drysses med lind hånd lidt rasp (for sprødhed). Pankorasp gør det rigtig godt til formålet.

Smid nu lasagnen i ovnen i ca. 45 minutter og lad den efterfølgende stå i 10-15 minutter i den slukkede ovn, så den kan sætte sig lidt. Jeg er ofte for utålmodig til dette, men da mine medspisende lod vente på sig, så gik det helt naturligt – og det gør altså en verden til forskel. Lasagnen bliver mere fast og smagene får lov til at udvikle sig lidt mere.

spinatlasagne2 spinatlasagne spinatlasagne3 spinatlasagne4 spinatlasagne5 spinatlasagne6