OK – nu må I ikke tro at vi laver en gentagelse af efteråret, hvor vi nærmest i en måned kun postede om supper i alskens afarter – men altså, hver sin årstid, hver sin spise. Og ligesom efterår og vinter er gode til suppe, så er forår og sommer jo fantastiske til salater. Salater er nemt, hurtigt og let, og så tillader de at man bruger sin tid i solen fremfor køkkenet (og netop derfor kan vi nok ikke love, at vi ikke kommer til at spamme jer bare en lille smule med sommerlige salater de næste par måneder:)).

I forbindelse med weekendens sommerhustur skulle vi netop have gang i en lynhurtig omgang aftensmad til fredag aften, hvor vi fræsede fra byen efter arbejde, og derfor ikke havde et sekund at spilde i køkkenet, når nu sommerhusets terasse og den sidste solskin ventede os derude.

Vi købte derfor en Boys kylling (og ja – I know… den skriver vi også meget om for tiden!) med fra Nørrebrogade, som skulle udgøre kernen i salaten. Da vi nåede sommerhuset fik Boys-kyllen følgeskab af en omgang fintsnittet spidskål, et bundt grønne asparges i små stykker, fintsnittede radiser og forårsløg, og et par avokadoer i tern. Hertil kogte vi en stor håndfuld små kartofler, der blev skåret over på tværs. Hele baduljen blev rørt sammen med en klassisk dressing af olivenlie, sennep, citronsaft og salt og peber, og så var der ellers dømt fyldig kylle-rylle salat og solnedgangshygge på terassen. Sommer er nu en rigtig rar ting!

Nogle retter er bare så helt igennem såre simple, at de takket være et par få velvalgte råvarer, går hen og bliver all-time restaurant- og gæste-middags klassikere. Særligt italienerne ser ud til at have grejet denne fidus, og dagens bud på en af disse såre simple retter kommer da også fra støvlelandet.

Der er naturligvis tale om klassikeren Insalata Caprese, der i al sin enkelhed kun består af gode solmodne tomater, en god kvalitets bøffelmozzarella, frisk basilikum, god olivenolie og et drys salt og friskkværnet peber.

Og her i den fantastiske solrige weekend vi har lagt bag os, blev capresen et oplagt valg til en hurtig frokost i solen på en dejlig sommerhustur (flere indlæg følger!). Vi spicede klassikeren op med noget god parmaskinke, og så var der ellers serveret! Piece of cake!

Det eneste springende punkt ved denne ret er faktisk råvarernes kvalitet, så spar ikke på tomaterne (glade danske sommertomater vil gøre sig godt i de kommende måneder) og se også gerne om du kan finde et godt tilbud på god mozzarella!

Ahhh solen skinner og vi har fri!

Det skærer i mit lille sol&sommer-hjerte at kigge på vejrudsigten fremad. Det ser slet ikke særligt sjovt ud. Derfor er min plan, at stikke UD i solen og nyde dagen i gode venners selskab.

Jeg har netop skudt dagen i gang med ovenstående sukkerfri snydeis – her er det en blanding af hindbær, blåbær, friske mynteblade, citronskal og et lille squeez citronsaft og endelig piskefløde, som er blevet blendet godt og grundigt. Smager fantastisk!

Jeg måtte selvfølgelig forbi Pompi igen. Fantastisk sted. Denne gang sad jeg med mine forældre udenfor og nød et stykke tiramisu og lidt af min mors kaffeis. Begge dele lander hurtigt på min top ti over gode desserter. Hvis man vil spare lidt – eller ikke magter så stor en portion is som denne – så husk, at det som regel altid er billigere at bestille ved kassen og tage sin is/tiramisu med sig. Bestiller du selv ved kassen kan du få en enkelt kugle is, bestiller du ved bordet, får du ovenviste moppedreng 🙂

Til min store glæde – og forhåbentlig også et par af jeres – spottede jeg en lille Pompi-filial noget mere centralt end den originale. Den originale Pompi ligger nemlig lidt uden for centrum, hvor mange turister måske ikke lige kommer forbi. Hvis du skal til Rom og ikke kommer i nærheden af Via Albalonga (tæt ved Metro-stationen Re di Roma), kan du ganske tæt på den spanske trappe nyde Pompis takeaway-tiramisu! Det kan du på Via della Croce nr. 82 (det må være ret nyt, da det ikke en gang er kommet på deres egen hjemmeside endnu).

Dog må jeg lige bringe den lille note, at Pompi filialen nær den spanske trappe desværre savner en del af originale Pompis charme. Modsat den originale Pompi som er stor, glad, folkelig og med et festfyrværkeri af desserter, vin og mad i alle former og farver, så er Pompi nær den spanske trappe lille, minimalistisk og wannabe-fancy med et par stramtantede damer bag disken. Dog er tiramisuen lige skøn, så det bærer man over med.

Jeg kan simpelthen ikke huske om de også har is i den nye butik. Kiggede meget fokuseret på deres tiramisu, da jeg lige var inde i butikken og lure, så jeg glemte helt at spotte om isen også var til stedet. HVIS den ikke er, kan jeg stærkt anbefale Venchi, en lille fancy (alt er altså lidt fancy i det Spanske trappe-område) isbutik skråt over for Pompi, som har eksisteret siden 1878.

Vi smagte deres vanilleis og en mørk og kraftig chokoladeis (som jeg desværre ikke husker, hvad hedder. Det var den næstmørkeste efter den, der hedder Azteka). Den var mørk, bitter på den gode måde og super smagsfuld. Også et sted, jeg gerne vender tilbage til! Måske for at lure lidt mere på deres mange spændende choko-kuriositeter, som bl.a. kakosmør til madlavning og chocaviar (!).

Normalt når man er ude og rejse, så ved man, at hovedreglen er, at jo tættere man kommer på de store seværdigheder, jo dårligere og dyrere bliver maden. Heldigvis er der også undtagelser til sådan en regel – og Da Fortunato al Pantheon er én af dem.

Den ene dag rendte jeg rundt med min mor og papfar og vi var ved at være godt sultne, mens vi forgæves forsøgte at finde et særligt område. Pludselig stod vi foran Pantheon og tænkte straks, at vi da virkelig måtte væk herfra for at få noget ordentlig mad. Heldigvis kom min papfar i tanke om, at han havde læst om en restaurant i nærheden i den udmærkede spiseguide “Spis med Anders Grøndahl i Rom”. Den kom op af tasken, og sørme om vi ikke lige var gået forbi det omtalte spisested.. Ti skridt tilbage og skrup-frokost-sultne ind på Da Fortunato.

Og tjek lige hvilket syn der ventede os derinde.

Anders Grøndahl anbefalede parmaskinke, bøffelmozzarella og pasta al vongole – det var lige præcis hvad vi kastede os ud i.

Parmaskinken og bøffelmozzarellaen delte vi alle tre til forret. Pyha, hvor er det vildt at noget så simpelt, kan smage så fantastisk. Sådan en frisk bøffelmozzarella kan jo på ingen måde sammenlignes med sådan en “dødsyg” supermarkedsmozzarella herhjemme.

Derefter kastede min mor sig over en risotto med asparges. Utrolig mild, men med et lille skud ekstra parmesan og peber, udviklede smagen sig hurtigt til noget meget større. Skøn ret.

Min papfar og jeg fik begge spaghetti alle vongole – spaghetti med venusmuslinger. En smuk ret, som smager fantastisk. Der er som oftest en anelse chili i, som giver retten en anelse kant. Det var der også i denne. Lige tilpas efter min smag!

Jeg overtalte mine forældre til at snuppe kaffen her, så husets kaffe sprang vi over. Det samme med desserten. Det må blive en anden gang, for jeg kommer helt sikkert gerne igen 🙂

Jeg ved faktisk ikke hvad måltidet endte med at koste, men i Anders Grøndahls guide, kan jeg se at han sætter lejet til et sted mellem medium og dyrt. Maden var virkelig god og det var et fint mix af lokale og turister, der gæstede stedet. Vi var alle tre tilfredse og man følte sig bestemt ikke taget ved næsen. Om priserne har fået et lille hak op på grund af beliggenheden skal jeg ikke kunne sige, men hvis de har, er det er jo egentlig meget naturligt, når man tænker på husleje og den slags :-).