KAFFEBIKSEN – EN FAMILIE-VENLIG CAFÈ

kaffebiksen2

For lidt tid siden gav jeg et par tips til gode steder at spise med små børn. Føljetonen fortsættes hermed med endnu en anbefaling. Denne gang til en hyggelig (oplagt barsels)café i mit nabolag. Nemlig Kaffebiksen på Falkoner Allé nr. 79 (ved det kedelige kryds tæt på Åboulevarden). Og det der med barsel er faktisk ret relevant for mig, for siden mine sidste spise-anbefalinger ramte bloggen, er jeg gået hen og blevet mor til to!! Jeps – jeg er nu den stolte mor til to søde piger, hvoraf jeg pt. barsler den med den yngste på 3 måneder. Det er både stort, skønt og drønhårdt kan jeg hilse og sige 🙂

Kaffebiksen er et ret nyt sted, og ved første øjekast ligner det ikke noget særligt. For at være helt ærlig, så signalerede skiltet på facaden snarere ‘studenter-joint’ (i favør for de mange nærliggende CBS-locations i nabolaget), end familiehygge i min optik. Men indenfor viser det sig, at de to ting måske godt kan forenes. Og så virkede menneskerne bag kassen oprigtigt interesseret i at yde god service og hygge om kunderne. Caféen består af et stort lokale ud mod vejen, og et mindre lokale bagved, hvor der er højstole til børnene, legetøj, et par borde og et lille sofaområde. Praktisk sted at gemme sig for et par damer med barnevogne på tur, eller som vi gjorde, en familieudflugt en formiddag med hele familien. Toilettet er tilmed udstyret med pusleplads, så på den praktiske note, er der tænkt på det hele.

Udvalget i caféen er morgen/frokost-mindet, selvom de vist nok har åbent til kl. 20.00. På den drikkelige konto, smagte vi voksne kaffen. God (var dommen fra min kaffekyndige mand), men måske (lidt for) stærk til min smag og fortsatte status som kaffe-novice. Ella fik en kakao med masser af flødeskum, og fik næsten lov til at beholde den selv, den misundelige mor måtte kun smage et par gange;)

Udover det drikkelige kan du selvfølgelig få et bredt udvalg af kager og boller, samt 2-3 forskellige madder. Vi snuppede en bolle af den hjemmebagte slags til ældstebarnet og hver voksen fik en avocado-mad med sirligt skårne skiver af god avocado, toppet med en tomatrelish, der dog måske havde fået selskab af liiidt for meget rødløg for min smag. Hele familien toppede måltidet op med at dele en klassisk god tebirkes.

Priserne er særdeles overkommelige, som det måske kan lures af billedet herunder. En mad koster 29 kroner og en bolle med smør 19 kroner. Og der er postevand ad libitum til høflig selvbetjening. Så det var det der med, at både de fattige studerende og fattige børnefamilier kan være med.

Jeg forudser at mange barselsformiddage kan spenderes her uden at jeg ruinerer familien 😉

kaffebiksen kaffebiksen4 kaffebiksen3

ONLINE KAFFE-NØRDERI OG HJEMLIG KAFFE-ZEN

homebarista01homebarista05homebarista07

SPONSORERET INDLÆG

Uh altså. Findes der noget dejligere end velbrygget kaffe og en lille stund med ro til at nyde den i?

Vi har begge været langsomme startere på kaffefronten, og måske derfor drikker ingen af os kaffe bare for at drikke kaffe, altså i vanesammenhæng. Næh. Det skal altså være ordentlig kaffe! Sur termokaffe og kedelig slavemaskine-ditto springer vi nemt over.

Men altså. Det kan faktisk godt gå hen og blive en dyr affære, at besøge sin fancy kaffepusher for ofte (spørg bare disse to damer på hhv. barsel og deltidssygemeldt med hjernerystelse. Der er (lidt for) god tid til at købe kaffe). Derfor kom buddet om at teste Homebarista og deres sortiment noget så belejligt. Homebarista sælger kaffegear af den lækre slags – og har et velkurateret udvalg af kafferelaterede produkter. Lige fra kaffekværne, tragte i forskellige materialer, espressomaskiner og aeropresser til kaffebøger, smukke kander og gear til din outdoorkaffe. Kort sagt, alt hvad du har brug for til at brygge din kaffe selv.

homebarista03homebarista02

Vi faldt bl.a. for det sindssygt smukke brand KINTO, som ingen af os kendte til før, men som ligesom Hario og Kalita stammer fra Japan. De kan altså bare noget med æstetik og funktionalitet, de japanere!

KINTO har bl.a. et kaffefilter i rustfrit stål, hvilket jo er intet mindre end genialt. Aldrig løber man tør for filtre og sørme om det ikke kan gå i opvaskemaskinen (Succeskriterium nummer et – Hurra!). Sådan ét røg i kurven sammen med denne sindssygt smukke porcelænstragt (vi er i øvrigt forelsket i alle kopperne, som bruges på billederne af KINTO-produkterne. Må nok tage på shoppetur til Japan snarest, eller – måske mere realistisk – afsøge alle kroge af internettet..), denne serveringskande og denne kedel, som gør det nemmere at hælde vandet i det rigtige tempo over kaffen (og som er ret god til at vande potteplanter med også, hvis man må være så fri!) . 

Og med ovenstående sæt har vi så kastet os ud i vores fælles første nørdede filterbryg. Homebarista har bl.a. skrevet en guide til filterbryg på Hario V60, som vi lurede lidt på. Og på de fine æsker til KINTO-produkterne stod en lignende illustreret vejledning. Vi havde valgt en ret lyst ristet kaffe, da det er det, vi begge synes passer bedst til filterbryg – og i første hug lykkedes det altså at få en virkeligt dejlig kop kaffe i kanden. Samtidig gav det faktisk ret meget blod på tanden til at fortsætte nørderiet og tilpasse bryggeriet til lige netop vores smagsløg.

homebarista04homebarista06

Der er virkeligt noget zen-agtigt over at brygge kaffe på denne måde. Selvom vi både havde vægt og timer ind over, så var det bare dejligt at fordybe sig i noget så simpelt som at hælde vand over kværnede kaffebønner. Se dampen fra vandet stige til vejrs og kaffen “blomstre op” og nyde duften, imens vi bryggede. På samme måde som man kan have det, når man ustresset (dvs. uden børn der græder/hiver en i buksebenet/kravler på køkkenvæggene) forbereder et måltid mad, og bare er i flow med råvarer og stegepandens brusen, så giver kaffebryggeriet et dejligt break fra alle mulige og umulige tanker, mentale huskelister og praktiske smågøremål. Og så tager det altså ikke meget mere end 5 minutter. Et ret hyggeligt og overkommeligt selvforkælelsesritual.

Har du også gået og overvejet at opgradere dit hjemmekaffegear, så kan du tjekke Homebarista.dk ud OG få 10% rabat indtil 28. februar 2017 med koden GIVEME10. Du kan også følge Homebarista på facebook og følge med i gode tilbud m.m.

POMMES ANNA – SMØRSTUVEDE KARTOFLER

pommesanna3

Godt nytår! Vi har været dødstille her over jul og nytår, og været ganske ustrategiske bloggere, der ikke har formået at give jer søde læsere særligt gode tips til helligdagenes fester, så totalt på bagkant giver jeg her opskriften på nogle virkelig fine og velsmagende Pommes Anna, der kom på bordet til vores nytårsaften.

Nytårsaften blev for mit vedkommende fejret sammen med Julie og vores veninde N, mænd, børn og hunde i Julies families sommerhus. Og ser man billederne så skulle man måske også tro at vi var taget en tur til 80’erne med vores menu. Det var dog mere et tilfælde end en bevidst strategi, selvom 80’erne har en stor plads i vores (mad)hjerter 😉

Ingredienslisten til de pæne pommes er simpel, det samme er fremgangsmåden. Det eneste bøvl, du har med den her ret er tiden – Pommes Anna skal nemlig gerne stå i pres over en nats tid.

Ingredienser:

  • 2 kg kartofler (ikke for melede)
  • 200 gram smør
  • Salt, peber, evt. frisk rosmarin

Dag 1:

Skræl kartoflerne og snit dem fint – oplagt på et mandolinjern. Smelt smørret i en gryde, tilsæt friskkværnet peber, flagesalt og rosmarin og varm igennem uden smørret bruner. Find dit ovnfaste fad (gerne teflon) – på ca. 20 x 25 cm, og begynd så det møjsommelige arbejde med at ligge kartofler og smørsauce i lag. Start med at pensle bunden af fadet med smør og læg så kartoflerne sirligt, så de lapper over hinanden (som hvis du gjorde dig umage med en omgang flødekartofler). Efter hver lag kartofler, pensles der påny med smør-blandingen. Husk evt at fordel salt, peber, rosmarinsnasket mellem lagene, da det godt kan ligge og klumpe sig sammen i bunden af gryden. Når du er færdig og har brugt alle kartofler og al smørsaucen, så lægges et lag bagepapir over herligheden og et lidt mindre fad, der nogenlunde kan dække din flade med kartofler, sættes oven på, så kartoflerne kommer under pres. Smid fadet med kartoflerne i en 200 grader varm ovn i ca. 50 minutter.

Og så er det bare at sætte det på køl til næste dag. Vores kartofler fik kun 4-5 timer på køl under pres, og blev også helt fine, så mindre kan altså godt gøre det.

Dag 2:

Inden du skal servere kartoflerne, skæres de nu i firkanter, “udstanses” med en rund form, eller hvad fantasien nu rækker til, og smides en sidste gang i ovnen i ca. 30 minutter ved 200 grader. Giv dem evt. lidt grill til aller aller sidst, hvis de ikke er blevet gyldne på toppen.

Og så har du flotte og virkelig velsmagende pommes, der egner sig fremragende til alskens godt kød og klassiske serveringer med sauce. Jeg er fan – og for en erklæret flødekartoffel-entuasiast som mig, så må jeg indrømme, at jeg næsten har fundet en lige så herlig kartoffel-spise i denne variant!

pommesanna pommesanna2 pommesanna4