Så er vi nået til anden (og sidste) runde i min lille Parisguide. Sidst var det måltiderne – og dermed restauranterne – der var i fokus. Denne gang er det de snacks, der er værd at konsumere, samt lige et pip eller to om nogle af de ting vi så. Selvom fokus selvfølgelig er mad, er der jo ingen grund til at være nærig med de tips man nu en gang ligger inde med.

CANNELE
Cannelés læste jeg om første gang hos den gode Anne Au Chocolat. Og den satte sig fast på min indre liste over ting, jeg SKAL smage. Cannelé er en superlækker svampet og sød lille kage, der har en herlig klistret og karamelliseret overflade. Den er ikke særligt stor, men den gør indtryk til trods for at der ikke er så meget schwung over den. En perfekt hapser til den lille sult, til en god kop kaffe eller i en af Paris’ skønne parker. Jeg købte min(e) i pattiseriet Gerard Mulot – og de var vældigt lækre. Biksen var kæmpestor med alt fra hjemmelavet chokolade og søde sager i sjove former og figurer til tærter, sandwich og andet godt.

Gerard Mulot ligger på Rue de Seine 76

LABRE SANDWICHES
Det virker måske lidt dumt at spise spanske sager, når man nu faktisk er i Frankrig og IKKE i Spanien. Men! Nu kom vi altså lige forbi ovenstående sted og spottede deres helt supersimple sandwich i vinduet (der var et helt tårn, da vi købte vores – jeg tog billedet senere på dagen, da jeg blev nødt til at tippe om stedet). Vi var lidt presset på tid og jeg var sulten med stort S, så jeg nuppede sådan en fætter med. 2 bidder og 10 skridt senere måtte vi lige vende om og købe én til. Det er helt skørt, at noget så simpelt kan smage så godt. Men det gjorde det! God skinke, godt brød – så kører det.

Du finder Viandas de Salamanca på Rue Lobineau 5

CREPES
Det ville jo være helt åndssvagt at være i Paris uden at spise en crepe eller to. Gerne sådan en lille to-go sag, som man kan nyde mens man kigger på flotte gader og smukke mennesker. Efter en lidt mislykket pandekage, insisterede Magnus på at få et par helt frisklavede crepes til trods for at pandekagesælgeren blev ved med at gentage, at dem han havde liggende i en bunke var heeeelt frisklavede. Pandekagesælgeren lavede lidt irriteret et par friske til og og nuuuummenummenum, de var gode. Mine yndlingsversioner er med citron og sukker eller med nutella. Damn, det er lækkert! Jeg har ikke noget specifikt sted, jeg vil anbefale, men hold altid øje med om der er lange køer (kvalitetstegn) eller find et sted, hvor de laver dem friske.

LADUREE
Jaja, jeg måtte jo forbi Ladurée. Det skal man jo nærmest, når man er i Paris – og sidste gang magtede jeg (Magnus) det ikke rigtigt, da vi kun kom forbi den ved Champs Elysees, hvor der var lige vel hektisk. Denne gang havde jeg gjort hjemmearbejdet ordentligt og researchet mig frem til at der sørme lå en filial tæt ved vores hotel.

Jeg smuttede ind og hapsede mig 6 stks macarons i en lille papirspose (gad ikke betale for fin æske, som alle de fine damer gjorde) og en smuk æske the, jeg havde fået anbefalet af Emilie. De smagte fandenfisemig godt, de macarons. Synes faktisk de levede op til deres hype – hvis man vel at mærke er til macarons. Mine gled lystigt ned i løgnhalsen, og de fleste delt i 4 så alle kunne smage (Undskyld Benny, du må vente til du bliver lidt større, før du bliver talt med i sådanne sammenhænge).

Før vi vendte næsen hjem mod hotellet, sneg jeg mit til at tage ovenstående billede af den fine salon (det ved jeg ikke om de kalder det, men det så så fint ud, at det virker passende). Dér ville jeg gerne lige have været inde og smovse igennem, men tiden var knap og jeg måtte nøjes med at stikke fingrene ned i papirsposen og hale en macaron-to-go op. Stellet gad jeg godt eje – så fint!

Der findes adskillige Ladurées i Paris, men jeg besøgte den på Rue Bonaparte 21.

IS
Inden vi drog afsted, havde jeg noteret mig at Valdemarsro havde besøgt en isbar ved navn Berthillon. Jeg havde også planer om at finde den, men den fandt mig, før jeg overhovedet begyndte at lede – og så er reglen jo, at så bliver man nødt til at teste. Man ved aldrig om man når tilbage til det igen på sådan en kort tur, så der er simpelthen ikke andet for 😉

Jeg hapsede en vaffel med vanille og saltkaramel. Isen var super veltillavet, men saltkaramellen faktisk en anelse for salt til min smag. Vanillen derimod var superlækker!

Du finder Berthillon på Rue Saint-Louis en l’Île 31

OST
Det er også en god idé at indtag gode mængder af ost, mens man er i Paris. Vi faldt over ovenstående fine forretning og kunne snildt have købt os fattige. Dog besindede vi os og nøjedes med lidt hånd-ost og pølse. Nøjjj det var lækkert. De kan altså noget med ost, de franskmænd!

Ostene finder du på Rue de Rochechouart 36 – men der er helt sikkert mange andre gode osteforretninger at besøge!

BURGERS
På en af lange vandringer igennem byen, spottede jeg dette skilt og tænkte, at dét måtte da være alletiders sted! Jeg fik desværre ikke selv lejlighed til at prøve dem, men gudhjælpemig om jeg ikke netop har set Kia har været derinde – burgerne så greasy-snaskede ud og damen lød meget tilfreds (på instagram), så der kan I nok godt stikke forbi. Også selvom I ikke har brug for en hjernevrider 🙂

I finder Paris New York (som stedet hedder) her: Rue du Faubourg Saint-Denis 50.

Dette billede måtte I altså også lige have med: “bagsiden” af medaljen. Vi snakkede under en morgenmad på hotellet om, at sydeuropæisk mad måske har en tendens til at blive idylliseret en del af os nordboere: Friske råvarer, familiemåltider, luksusingredienser osv osv. Men sydlændingene har helt sikkert også deres guilty pleasures – det mærker man fx når man kigger lidt nærmere i supermarkedet og når man savner en god gedigen dansk morgenmad. Under snakken fik vi kigget lidt på vores morgenbord, som bar præg af at ALT var pakket ind i plastik (og det meste fyldt med sukker). Hver morgen efterlod vi os et landskab af emballage ala dette!

Sidst men ikke mindst, skal I lige have de sidste snaps og sight-tips med!

Smukke frugter. Paris kan noget med frugthandlere og markeder.

Gartnere på arbejde i Jardin du Luxembourg, som helt klart er et besøg værd. Smuk, smuk park med de fineste blomsterarrangementer!

På broerne over Seinen, bl.a. v. Notre Dame, hænger tusinder og atter tusinder af lovebirds’ hængelåse. Faktisk hænger der så mange, at noget af rækværket er gået i stykker og har måttet udskiftes. Det er et overvældende syn med de mange hængelåse – og du kan selvfølgelig købe din egen lås af de servicemindede gadesælgere midt på broen 😉 Der er masser af cool mennesker i Paris, bl.a. den unge trætte herre på bænken. Og så fangede jeg lige en af de der “jeg-har-klædt-mig-i-sølv-og-står-heeelt-stille-giv-mig-en-mønt”-typer off duty (det sjoveste er næsten drengene bagved, der måber, mens de kigger på ham).

Paris’ botaniske have er også et visit værd, hvis vejret er til det, og du godt kan lide parker. Var dig dog for at betræde græsset, der var en del ret aggresive (vi kan også kalde dem passionerede) vagter udstyret med fløjter, som piftede folk synder og sammen, hvis de så meget som tænkte på at dappe ind på plænen. Lidt skørt. Det koster penge at komme ind i drivhuset, men ellers er der gratis adgang. Paris’ lille zoologiske have (der findes også en større andetsteds) ligger i forlængelse af haven, men tager entré (du kan dog godt få lov at se et par kænguruer uden at skulle til lommerne).

Jardin des Plantes, Rue Cuvier 57

Vi besøgte også  Musée d’art Naif (som også går under navnet Musée d’Art Brut & Art Singulier), som var en virkeligt god – og overvældende – oplevelse. Vi så en udstilling lavet af psykisk syge, og der var nogle fantastiske værker iblandt. Det var dog en midlertidig udstilling, men rummet kunne også noget i sig selv. Museet holdt nemlig til i nogle gamle markedshaller og havde det smukkeste lysindfald i bogbutikken. Kommer du forbi, så gå endeligt ind til en kop kaffe og se, om der er nogle gode udstillinger.

Du finder Halle Saint Pierre, som huser museet, på Rue Ronsard 2.

Husk at kigge op og spotte månen på din aftenstur. Jeg ved ikke helt hvad det er med Paris, men der er altså noget magisk og ikonisk over den by. Glæder mig allerede til, at jeg skal tilbage!

 

Bonjouurrrrr! I starten af juli drog Clausen, Benny og jeg med min mor og papfar til byernes by. 5 dage havde vi – og vi udnyttede dem til fulde og lykkedes med at spise ude hver aften, hvor Benny enten sad med til bords eller blev puttet/gået i søvn i klapvogn af os alle på skift. Totalt succes. Når det er sagt, så er en storbysferie måske ikke det absolut optimale for en unge på 10 mdr. Benny blev i hvert fald lidt træt af sin klapvogn til sidst 🙂

Jeg havde lige investeret i et nyt objektiv til mit kamera, da vi tog afsted, og det resulterer nu i, at jeg bliver nødt til at lave et regulært billedspam til jer. Nyt fotolegetøj og fotogen storby er altså en herlig kombi!

Vi starter med de anbefalelsesværdige måltider. Herefter vil jeg gå igang med #2 af guiden, som kommer til at bære titlen Snacks og Sights!

LA PALETTE
Herligt ærkeparisisk sted, med masser af udendørs borde og rimeligt no-nonsense mad – bl.a. en del omeletter på øko-æg, som jeg kastede mig over. Det var ikke nogen sindsoprivende madoplevelse, men der var hyggeligt, herlig venlig-arrogant betjening og så gik jeg forbi en aften, hvor Benny skulle trilles i søvn og blev mødt af en summen uden lige fra La Palette. Alle udendørs borde var fyldt og der var virkelig en skøn stemning. Pariserne (?) forstår virkelig at gå UD uanset om det er tirsdag, torsdag eller lørdag.

CREPERIE BROCELIANDE
En dag vi travede til Montmartre og tilbage igen, spiste vi frokost på en lille knejpe, der har specialiseret sig i galettes – en boghvedepandekage med fyld. Vi kom tæt på lukketid og kunne derfor kun vælge deres faste menu, som bestod af en kop cider eller juice, en galette efter eget valg og en dessertpandekage eller en kugle is. Drik, galette og dessert gik for en samlet pris af ca. 10 € og efterlod os mætte og glade. Jeg valgte en galette complete – med ost, skinke, æg og friske tomater, som smagte fortrinligt. Og herefter en skøn, blød pandekage med citronsaft og sukker. Normalt ville jeg måske ikke vælge to gange pandekage til samme måltid, men skønt var det nu.

Creperie Broceliande, Rue des 3 Frères 15. 

Ovenstående er noget mere rustikt og nok også billigere end Breizh Café, som altså også er virkeligt anbefalelsesværdigt!

SEMILLA
Turens måske bedste måltid indtog vi på Semilla på Rue de Seine. Stedet fandt vi frem til ved lidt af et tilfælde, da vi egentlig ville besøge fiskerestaurant, Fish La Boissonnerie, på Rue de Seine (nr 69). De havde ikke plads, men oplyste os om, at de også stod bag restauranten på den anden side af gaden. Her kunne vi få bord dagen efter (HUSK at bestille bord i Paris, hvis der er noget, du ved, du vil!), så vi slog til. Klogt gjort! Stedet er rimeligt stort, moderne indrettet og med åbent lækkert køkken, så man kan kigge med. Betjeningen var virkeligt god og de tog alle vores krumspring (klapvogn i restauranten, spis-selv-barn, der forlystede sig med (og tabte) maden, gemme og genvarme hovedret til Clausen, der gik med Benny, min stædige fotografering af alt, der blev sat på bordet osv. osv.) ikke bare med et smil, men med sød og serviceminded indleven.

Vi besluttede os for at dele nogle forskellige forretter, jeg tog en lille hovedret (en del retter fås i halv portion) og mine forældre delte et stykke lammebov, som også Clausen fik del i og blev mæt af. Alt vi smagte var veltænkt og vellavet! Uden undtagelse. Forretterne vi kastede os over var “tomatvand” med bønner, courgetter og mozarella, kalvetatar med estragon og grønt, ceviche af dorade med noget citrus i, røget laks med vagtelæg, peberrodsskum og radiser samt sardiner med ærter. Lækre og spændende smagssamensætninger – og smukke var retterne også.

Til hovedret hapsede jeg en tallerken med to tilberedninger af kanin, en cremet polenta (to die for!), bagt løg og hvidløg. Det. smagte. fantastisk! Mine forældres lammebov var fuldkomment perfekt tilberedt og rundede lige bordet, før den blev skåret op. I panden havde den fået selskab af hele, ristede kartofler, bagte løg og laber sauce.

Til dessert fik jeg en chokoladetærte med is. Da den blev serveret var jeg selv ude og vandre med et styks sovende barn, så billederne af den er ikke værd at vise. God var den nu: Sprød, næsten karamelliseret kiksebund, supercremet chokoladelag og en dejlig blød vanilleis. Resten af bordet hoppede på hhv. osten og en tiramisulignende dessert med kaffe, whisky og amarettooverhældte kiks. Begge dele modtog stor ros.

Lige ved siden af Semilla ligger sandwichbaren Cosi, som også er ejet af de samme folk (de ejer således 3 restauranter i samme gade(!)) – vi fik ikke prøvet stedet selv, men at dømme ud fra køen foran, så er det helt klart værd at besøge.

Her er Boisonnerie, som vi altså ikke nåede, set udefra – er det ikke bare en fin facade?!

Semilla. Rue de Seine, 54.

LE PETIT VATEL
Superhyggeligt lille fransk bistrot, som vi passerede og noterede os ved et tilfælde, og som Clausen senere samme dag opdagede fik ret så fine anmeldelser på tripadvisor. Så da det gik op for os, at feberramt baby rimer dårligt på restaurant med storskærmsvisning af Frankrig-Tyskland-kampen, daffede Clausen, Benny og jeg ned og sikrede os et bord til efter kampen. Perfekt.

Maden er virkeligt simpel med med masser af smag og charme. Et dejligt no-nonsense sted fri for pynt og fancy serveringer – og nogle gange kan det simpelthen være så befriende. Maden var lige i øjet, betjeningen var sympatisk, venlig og smilende, til trods for at der kun var en tjener og der var trangt overalt! Der er plads til ca 16 indenfor og i takt med at besøgsfrekvensen steg, satte den søde tjener flere borde op udendørs, så der i alt var omkring 8-10 pladser på gaden.

Vi delte igen 4 forretter, en makrelpate, en tamara (som så vidt jeg kan google mig frem til er en torskerognssalat), stegte røde pebre og en salat bestående af reven gulerod, koriander, sesamfrø og citronsaft. Ved første øjekast var det nogle små portioner, men det passede ualmindeligt glimrende til vores sult denne aften.

Til hovedret delte vi en hovedret to og to. Clausen og jeg fik kylling med couscous, syltet citron og løgkompot, mens mine forældre fik farseret kalv med diverse grøntsager. Særligt kalven brillerede med masser af smag og smørmørhed. Bønnerne til var tilberedt fuldkomment perfekt. Vores kylling (et helt lår) var lige i øjet og citronen tilførte en superparfumeret smag til retten. Delte hovedretter efterlod plads til både at smage de to oste, kortet bød på og til at smage på et par desserter – en chokoladefondant, en cheesecake på ricotta og en kirsebærclafoutis. Her var det helt klart cheesecaken (som vel var det mindst franske indslag) der løb med sejren som bedste dessert!

Le Petit Vatel. Rue Lobineau 5.

Favoritten: Kalvekød, kapersbær, oliven, hvidløg og parmesan. 

LE COMPTOIR
Meget tæt på vores hotel spottede min mor og jeg en restaurant, der udmærkede sig ved at have kø ved stort set alle måltider. I Paris er det et ret godt tegn på, at der foregår noget godt. Vi besluttede os derfor for at bruge lidt tid på at få et bord til aftensmad en af dagene. Er man bare to tager det ikke særligt lang tid, men er man 4 og ønsker man et lidt afsides bord, så bebsen kan sove i fred, så kan det tage lidt længere tid. Efter lidt sprogvanskeligheder og en anelse fransk arrogance fra overtjenerens side, blødte han op og sørgede for at vi fik det bord, vi ønskede os. At Benny så ikke havde fået memo’et om at han skulle sove fredfyldt var hvad det var. Han endte med at være med til bords under hele middagen!
Maden på Le Comptoir er bistrot brasserie på den raffinerede facon. Nogle af serveringerne var fantastiske – andre var måske en anelse sære. Men alle retter var veltillavede og interessante.
Vi delte lidt af det hele og fik bl.a. lækker laks i noritang med peberrod, tuntatar med hindbær, foie gras og min favorit: Kold salat med kalvekød, kapersbær, rå(syltede) hvidløg, oliven og parmesan. Mhhhh! Den kunne jeg godt tænke mig at genskabe på dansk grund!

Le Comptoir. Carrefour de l’odeon 9.

Af Julie

Altså. Det er godt nok ved at være noget tid siden, at vi kom hjem fra Paris. Men altså. Da min veninde H i lørdags fortalte, at hun snart skulle på madferie til netop byernes by, måtte jeg simpelthen få rodet mig frem til mine billeder fra Le Chateaubriand og dele dem med jer. Det er nemlig et af de steder, jeg synes ville være dumt at glippe på en ferie til Pari’.

Le Chateaubriand ligger nummer 9 på den liste, Noma ligger nummer 1 på. Og før du begynder at tænke at Le Chateaubriand dermed er lige så fancy og dyr som Noma, så stop lige en halv. San Pellegrinos liste over Worlds best restaurants er nemlig noget lidt andet end Michelin guiden. Her behøver restauranterne ikke være superfine og fornemme for at komme i betragtning. Det er kort sagt nogle andre – og måske lidt mere frie/moderne – kriterier restauranterne bliver bedømt ud fra på San Pellegrinos liste end på Michelins. Om end de begge sætter smagen (surprise) i højsædet.

Le Chateaubriand kører med et stramt koncept. En menu, 50 Euro. Det eneste du selv vælger er hvilken vin du vil have til (ingen vinmenu her) og om du vil have dessert eller ost. Bum. Menuen skifter ofte, måske ligefrem hver dag. Maden er eksperimenterende og legende og kokkene bag arbejder bl.a. med at servere råvarerne uden for meget forarbejdning.

Der er to seatings på en aften. Du kan kun bestille bord til den første. Netop denne regel blev vores redning. Vi havde nemlig forgæves forsøgt at ringe (på et forkert nummer) og havde dermed ikke fået bestilt bord. Vi gik forbi om eftermiddagen og spurgte hvad vi skulle stille op, hvis vi ville spise der samme aften. Ledige borde til første seating havde de ikke, men anbefalede os at komme ca. 21.15 og stå i kø til vi fik et bord.

Som anbefalet så gjort. Vi troppede op ca. kl. 21.30 og blev mødt af en kø på 8-10 mennesker. Har du været bare en enkelt dag i Paris går du ikke i koma over det, som du ville gøre hvis det var til en restaurant i København. De franske folk ved hvad de vil have og venter gerne på det. Faktisk opdagede vi, at kø ofte var lighedstegn med kvalitet. Vi stilledes os bagest og ventede vel 20-30 min. før vi fik et bord. Vil dog lige indskyde her, at vi og en del andre ”2’ere” kom til noget hurtigere end de 4 der også stod i kø. I hvert fald denne aften var det altså langt nemmere at få et bord, hvis man bare var 2.

Der var godt styr på køsystemet og efter lidt tid blev vi inviteret ind i baren, hvor vi kunne stå og hænge og drikke et glas cider eller vin.

Vi blev vist til vores bord og fik hjælp af en superduper vintjener. Efter vi havde siddet og gloet hjælpeløst i det omfangsrige vinkort, bad han os komme med en max pris og fortælle ham hvad slags vin vi godt kunne lide. Og ramte så plet med den vin han bragte til bordet.

Og så begyndte retterne ellers at komme. De kører i en lind strøm, måske grænsende til det fortravlede (især hvis man er notorisk langsomspiser som mig), men der var også rigtig meget at komme igennem og vi endte nok med at spise i 3,5 time, så på sin vis var det jo fint, at der var en anelse tempo på.

Først: Amuses bouche.

Vandbakkelser med birkes

Et cevicheshot – nyfortolkning af ceviche. Den hvide fisk var stadig marineret i lime, men i stedet for at fisken spillede hovedrollen, var den gemt i et lille shot af limesaft. Det var bare at lægge nakken til bage, bunde og tygge.

Blæksprutte, blæk og en grøn (ærte?)puré.

En supermørt stykke kød (måske var det svin? Det har jeg glemt) med kinaradise.

Som sidste amuses bouche kom en kold suppe lavet af salat (!). Det var nok den ret jeg var mindst oppe at ringe over. Salat smager bare ikke af så meget og først syntes jeg bare, at det var noget sært noget. Men da skeen fandt ned til bunden, hvor kapers og andet godt og salt gemte sig, blev det hele meget bedre.

Dernæst første ”rigtige” ret og et af aftenens højdepunkter. Hvide asparges, mozarellamælk og parmesanis. Nøjjj det gik godt i spænd. To slags ost, der hver i sær blev præsenteret på en noget anden måde end man er vant til. Milde i smagen var de begge – perfekt til at støtte op om den smukt tilberedte asparges uden at overdøve den.

Næste tallerken på bordet bød på slethvar, skiver af gulerødder, de allerførste udsprungne hyldeblomster og en ”iberisk juice” – en klar sauce lavet på iberisk skinke. Slethvarren var stegt på skindsiden, men virkede nærmest som om den var pocheret. Igen milde smage i fisk, gulerødder og hyld med saucen til at give salt og fedme. Eneste anke var at gulerødderne var skåret noget tidligere og dermed virkede en anelse tørre.

”Hovedretten” var lam med tynde skiver af fennikel, bagte stykker af rabarber og tamarind. Kors det var lækkert. Lammets fedme spillede flot op mod rabarbernes syrlighed og fenniklens sprøde friskhed og milde smag af lakrids. Tamarindens rolle har desværre fortabt sig i den gode vins tåger.

Det samme gjorde tankerne om at få taget et billede af næste ret FØR jeg kastede mig over den. Derfor dette billede af en næsten slut omgang af stegt salat, orangeis og knust stegt/brændt/et-eller-andet  ”krymmel” af sorte oliven. Fantastisk fint at få en dessert lavet på bl.a. oliven og salat, der stadig opfylder alle ens ønsker om, hvad en dessert skal smage af.

Clausen valgte oste, jeg valgte (selvfølgelig?) mere sødt. Førstnævnte blev superelegant serveret med den blå og bløde hvide gemt under tynde strimler af gul fast ost. Kan overhovedet ikke huske hvad ostene hed. Men der var tilfredshed at spore på den anden side af bordet.

Jeg fik som det sidste en fantastisk dessert af chokolade og ”brændt” knoldselleri. Tilberedningen af sellerien havde fjernet al vand og fremhævet sødmen. Tilbage var sprøde søde flade stykker selleri, der gik så godt sammen med den mørke chokolade. Selleri til dessert. Ja tak!

Aftenens sidste punktum var et par jordbær dyppet i fennikelfrø – nogle af dem kandiserede, som man f.eks. ser det i Indien. De blev serveret sammen med regningen, der lød på 157 euro. Det var absolut pengene værd!

Uh. Og så må jeg lige bringe en advarsel. Der findes flere restauranter, der hedder Le Chateaubriand i Paris. Og det er altså den her, du skal tage på. Mine forældre blev fanget i noget totalt turistfælderæs, da de troede, at de skulle på den restaurant vi havde anbefalet dem. Derfor: Skal du besøge Le Chateaubriand, så ring på nummeret ovenfor eller gå gennem San Pellegrinos Worlds best restaurants hjemmeside.

Af Julie

Clausens is: Vanille, pistacie og mørk chokolade

Jeg har stadig godter tilbage fra Paris, her får I én af dem. Det sidste stykke tid har det jo været isvejr, så hvorfor ikke drømme sig tilbage til den vidunderfulde is fra GROM. Jeg læste også om dette sted på www.parisblog.dk – den ene blogger er kokken bag den nu hedengangne Luns, Jens Vestergaard, som i dag står bag gryderne på hans egen restaurant Melée (som jeg helt sikkert snart skal forbi!).

Noget af det jeg selv sætter stor pris på ved blogs er den troværdighed der (for det meste) følger med: man danner sig gennem bloggen en idé om personen bag, hvad han/hun godt kan lide, hvad de har forstand på osv. Ud fra det kan man vurdere de ting de skriver om og anbefaler. Og derfor har blogposts en langt højere troværdighed for mig end f.eks. en artikel i et magasin, skrevet af en jeg ikke kender.

Dertil kommer usikkerheden om hvorvidt bladet har en eller anden reklameaftale med virksomheden bag det produkt/sted, de skriver om (jeg er ret mistænksomt anlagt). Her synes jeg også, at de fleste bloggere er gode til at gøre opmærksom på de forhold, de har til virksomheder og produkter.

Aaaanyway når nu Jens Vestergaard er kok, og en sej en af slagsen (han stod også bag Ensemble sammen med Mikkel Maarbjerg), så tager jeg virkelig hans ord om mad for gode varer. Og det viste sig at være en god strategi. Han gjorde mig nemlig opmærksom på den isbar der lå i samme gade som vi boede på i St. Germain kvarteret.

Dog tænker jeg at den lange kø ude foran stedet, måske også ville have været et meget godt hint om, at der her foregik noget godt. Pariserne har ikke noget i mod at stå i kø, når det er for at få fingrene i noget godt. Jeg vil faktisk mene at man kan bruge kø-indikatoren til at finde en masse gode steder i Paris, hvis man ikke har nået at ”forberede sig” inden turen. Kø=Kvalitet. Smart!

Og kø var der altså foran Grom. Hver dag. Grom er en italiensk isbar – lille og no-fuss lokale, et par høje borde og ditto stole ude foran and that’s that. Og dog.. For så har de den mest lirede isbar med den lækreste is i. Vi nåede at spise is derfra to gange.

Første gang fik jeg yoghurt, saltet karamel og citronsorbet, anden gang vanille og jordbærsorbet. JESUS hvor var det dog godt! Isen havde en helt perfekt cremet og næsten sej konsistens. Smagene var i alle isene fremme i skoene og var på en gang friske og fyldige. Jeg har egentlig aldrig været det store sorbetmenneske, men disse sorbet’er var jeg helt vild med. Må teste et par sorbet’er herhjemme for lige at lure om det bare var Gromsk magi, der gjorde det eller om mine smagsløg bare har ændret sig på endnu et punkt (hej til kaffe, spiser oliven, sennep og mayonnaise).

Er du i Paris, så synes jeg lige du skal tage forbi Grom is. Den ligger på Rue de Seine nr. 81.

Af Julie

Jeg havde faktisk læst om Breizh Cafe på www.parisblog.dk, som jeg havde støvsuget for restaurantanbefalinger kort før afgang til skønne Paris. Men jeg forstod på deres anbefaling, at det var svært at få et bord, så jeg havde droppet at skrive navn og adresse ned. Første hele dag i Paris, netop som vi begyndte at tale om frokost stod vi lige pludselig foran Breizh – jeg syntes sådan at det lidt specielle navn virkede bekendt, så jeg stak lige hovedet inden for og jo, den var god nok. Lækkert pandekagested OG de havde et enkelt bord ledigt i solen (dog i begrænset tid, men nok til at smage en pandekage hver).

Den søde tjener var hurtig til at foreslå et par af dagens specials – og var ikke bange for at sige, hvilken en der var hendes yndlings. Det kan jeg altså meget godt lide – så længe det ikke bliver anmassende. Vi endte med at dele to af dagens specials – begge med asparges i hovedrollen.

Den ene med hvide asparges, røget andebryst og et spejlet æg

Den anden med både hvide og grønne asparges, tomater, æg og finthakket chorizo.

Ahmmmm hvor var de bare fantastiske. Jeg har aldrig fået den slags pandekager før (de stammer vist fra Bretagne). Mørke, smågrove og saltede. Sprøde med småhuller i. Og så pakket sammen så fyldet bliver vist frem i midten.

Kommer du forbi Paris, så stik lige forbi Breizh Cafe, ik. Men bestil hellere et bord (et råd der kan bredes ud til stort set alle gode steder i Paris – så er det sagt!).

Her: 109, Rue Vieille du Temple. Paris