ISPRODUKTION

ispind

Hollld nu kaje, hvor går tiden alt for stærkt! Jeg tror at jeg lavede disse is for 4-3 uger siden, og følte mig dydig og god, og planlagt madblogger-agtig, sådan at foregribe naturens gang og nå at poste isopskrift før det sådan for alvor blev varmt. Oh well.

Heldigvis ser vejret ud til at fortsætte, så det går vist helt fint med den opskrift nu også! Jeg er totalt på den anden ende af begejstring over det vejr, vi har os pt. Jeg fornemmer, at en stor del af Danmark er med mig på den bølge, men hvor gør vejret altså bare meget bedre og lettere. Skeptisk/realistisk som jeg er, så er jeg ret obs på det vejr, vi har nu, kan blive erstattet af middelmådig regnfuldhed og andre kedelige danske sommertendenser. Derfor har jeg indført, hvad der går under begrebet sommer-yolo, som dækker over, at sommeren er NU, vi ved ikke hvor længe det holder, så det er frem med bare stænger, ud at bade i havet, spise ude, spise nemt, skride på legeplads og bare ud ud ud alt hvad man kan. Og så is selvfølgelig. Og for at det ikke skal stikke helt af for hverken mig eller den 4,5-årige, så holder jeg fast i min gode “vane” med at skrue op for hjemmeisproduktionen. Der bliver også plads til både vaffelis og astronaut-ditto, men det er dejligt at have nogen i fryseren, som er betydeligt sundere end de andre, og som man sådan set kan spise morgen-middag-aften med god samvittighed. Der er endda grøntsager i. Ikke at man kan smage det, men så kan man jo sidde og gnække lidt i skægget over, at man sidder og slubrer blomkål i sig, som blev man betalt for det.

 

Andre gode sunde is, kan findes her på domænet: 

Jordbær-hindbær-is med rød peberfrugt

Mango-lassi-ispinde

Yoghurt-marmelade-ispinde

Choko-peanut-ispinde og blåbær-ispinde

 

isproduktion01

isproduktion02

isproduktion03

isproduktion04

Til cirka 10 ispinde (afhængigt af størrelsen på dine forme) skal du bruge: 

  • 2 mangoer
  • 2 bananer (de skal være godt modne, men husk: jo brunere, jo sødere/desto mere smager man bananen)
  • Et par håndfulde frosne (blancherede) blomkålsbuketter – de er blancherede, hvis du køber på frost.
  • 1 dl yoghurt
  • Saften fra en halv lime
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • En god sjat ahornsirup

Sådan gør du: 

  • Fjern skræl fra mangoer og skær kødet af stenen
  • Fjern skræl fra banan og bræk in mindre stykker
  • Kom ovenstående samt resterende ingredienser i en blender og blend, blend, blend!
  • Smag på smoothiemassen og juster med limesaft og ahornsirup
  • Hæld på forme, sæt pinde i, frys og vent!

isproduktion07

MOR-HACK – BOLLER I BLOMKÅLSKARRY

bollerikarry01

Jeg elsker boller i karry. Og det gør mit afkom heldigvis også. Så det kommer ikke så sjældent på menuen herhjemme. Oprindeligt var boller i karry lig torsdage hos min mormor, når mine forældre arbejdede til sent. Det var med de bedste kødboller (jeg nåede aldrig at lure hendes tricks af, ærgrer mig stadig!), opbagt karrysauce og parboiled ris – og jeg spiste, til jeg var ved at segne.

Men nu er det altså mig (eller min mor), der laver boller i karry her i firmaet. I min egenskab af at være ene forælder på matriklen, og samtidig have dage uden barn, har jeg flere gange helliget noget uden-barn-tid til at få fyldt fryseren med kødboller og kogevand. På den måde er halvdelen af den ellers lidt omstændige procedure allerede fikset, og boller i karry kan uden stress og sved på panden præsteres på en ganske almindelig hverdag.

Der findes jo en del forskellige stilarter eller religioner inden for boller i karry. Opbagt sauce vs. jævnet sauce, kødboller kogt i saucen vs. kødboller kogt i vand osv. Jeg er gået helt væk fra at koge bollerne i saucen. Alt for ofte synes jeg de bliver for usammenhængende og smuldrende. Så det er slut nu. I stedet gemmer jeg kogevandet til at lave sauce ud af.

Mht. saucen har jeg i en periode kørt med opbagt sauce, og synes egentlig at det smager ganske forrygende (aka lidt som mormors). Men. Det kan godt blive en kende tungt. Og det er tæt på at være totalt grøntsagsløst, hvilket plager mit lille helsemor-gen. I denne boostede version (med grønne kødboller) har jeg både porrer og æble i, hvilket giver rigtigt dejlig smag til saucen, men den er stadig opbagt.

Derfor har jeg gået og brudt min hjerne med, hvordan jeg kunne snige lidt mere grønt ind i boller-i-karry-konceptet og lette foretagendet en anelse uden at skulle gå på kompromis med den klassiske comfort-food følelse (jeg gider ikke sådan noget wannabe-mad, som bare ikke smager, som det er meningen – så hellere skifte boller i karry ud med en blomkålssuppe en gang i mellem i stedet). På et tidspunkt kom jeg til at tænke på al den frosne blomkål, jeg har liggende i min fryser. Jeg har indkøbt en pose med ikke mindre en 3 kg foranlediget af smoothieopskrifter med blomkål hos Vanløse blues. Her har jeg erfaret, at VB simpelthen har ret, når hun påstår, at man kan putte blomkål i sin morgensmoothie, uden at det kan smages.

Og hvorfor så ikke prøve samme trick med boller i karry?! Det fik jeg endelig gjort alvor af, og projektet er altså godkendt! Både af mig og af barnet (Der som 2,5-årig resolut skubbede den bønnepasta, jeg havde serveret for ham, væk fra sig med ordene: “Det er ikke rigtig pasta”. Ergo: drengens smagsløg fejler ikke noget). Denne sauce blev slubret ind med samme fornøjelse som min salige mormors opbagte version. Succes! Jeg vil sige, at har man en decideret blomkålsfobi, så kan det godt være, at den ikke går, men det var en meget, meget diskret blomkålssmag, der lå under karry, kødboller og ris. Jeg tror måske, at en skefuld mangochutney eller noget æble i saucen kunne eliminere blomkålen helt. Men det må jeg prøve af næste gang. I hvert fald blev det så godt, at jeg ikke har tænkt mig at vente med at dele opskriften med jer. Tydeligvis heller ikke til, at jeg har fået taget et flot billede af maden. Det var enten at poste med grimt iphone billede eller ikke at poste. So bear with me.

bollerikarry02

Til 2 personer skal du bruge: 

  • Kødboller (jeg bruger som oftest Valdemarsros opskrift som rettesnor – denne gang havde min mor efterladt et parti. Bless her!)
  • 1 lille løg
  • 3 håndfulde blomkål (jeg brugte blancheret, frosset. Er sikker på at friskt er ligeså fint, men det skal muligvis koge lidt længere)
  • Karry efter smag
  • Kogevand eller grøntsags/kyllingebouillon (jeg brugte nok 0,75-1 l)
  • 1 dl piskefløde
  • Soya, salt og peber
  • Evt. lidt stødt gurkemeje til at farve saucen lidt gul
  • Ris

Sådan gør du: 

  • Start med at lave/tø kødbollerne op
  • Kog risene efter anvisningen på pakken.
  • Pil og snit løget og svits det klart i fedtstof
  • Tilsæt din blomkål og lad det varme godt igennem
  • Tilsæt karry og svits af
  • Tilsæt kogevand/bouillon og fløde og lad herligheden koge til blomkålen er mør
  • Hæld saucen i en blender og blend, blend, blend til saucen er glat. En stavblender kan også bruges, men pas på det ikke sprøjter og hav lidt tålmodighed.
  • Hæld saucen tilbage i gryden og juster smag og farve. Skulle saucen være blevet for tyk, så tilsæt mere kogevand/bouillon. Er saucen for tynd, så jævn den evt. med maizena
  • Smag til med salt, peber, soya, evt. lidt sukker. Og juster evt. farven med gurkemeje.
  • Kom bollerne i saucen og kog igennem
  • Servér!

 

Som sagt skal jeg forsøge mig med lidt æble næste gang. Det vil jeg skære i tern og tilføje sammen med blomkålen. Mangochutney vil jeg tilsætte til sidst under tilsmagning. Jeg kan se, at Emilie bruger sød chilisauce til samme formål i denne opskrift.

.

SPAGHETTI AMATRICIANA

pastaam3Vi har fået en ny kærkommen take-away joint i nabolaget. Og selvom alle take-away bikse vel er kærkomne, så er denne i særdeleshed kærkommen fordi de serverer pasta, der som bekendt er de fleste (små)børnsfamiliers hofret. Det drejer sig helt præcist om den lille kæde Pasta du Nord, der bl.a. ligger på Hovedbanegården, og serverer gode pastaretter med udgangspunkt i økologisk pasta. Og nu altså på Falkoner Allé i vores hood. Ved første øjekast er det ikke fordi Pasta du Nord gør meget væsen af sig, men det er virkelig regulært god pasta – selv klassikeren Carbonara formår de at lave helt perfekt med god god bacon og parmesan-æggecreme (og ikke det der svømmende flødeplask, mange etablerede selvhævdede “italienske” restauranter, påstår er Carbonara).

Nu skal dette indlæg faktisk ikke helt handle om Pasta du Nord, men da vi i søndags dovnede den big time og egentlig ikke gad lave aftensmad selv, så var vi endnu engang centimeter tæt på, at lade Pasta du Nord stå for søndagsmiddagen. Dog blev vi så absolut dovne, at vi ikke gad gå udenfor en dør, og ja – så måtte jeg jo rent faktisk lave et eller andet spiseligt selv, hvis ikke vi skulle sende to sultne piger i seng uden aftensmad. Den nemmeste løsning, når nu maden ikke lavede sig selv, blev i dagens anledning den simple klassiker Spaghetti Amatriciana. Og den er altså virkelig nem. Sådan her blev vores søndagsversion til:

Opskrift til ca. 4 personer:

  • Pasta til fire personer – ca. 500 gram, hvis det er voksne vi taler
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dåse flåede tomater
  • 150 gram god bacon
  • 2 spsk tomatpuré
  • Salt, peber, olivenolie, lidt stærk paprika og et skvæt god balsamicoeddike

Start med at skær løg i små tern og bacon i lidt større tern. Smid først din bacon på en pande ved høj varme og svits til det bruner. Smid herefter løg på, og skru lidt ned for varmen. Herefter er det på med hvidløget, der blot er grofthakket, og derefter lidt balsamicoeddike, der lige kan få lov at koge en tand ind. Endeligt er det i med tomatpure og flåede tomater, lidt salt, peber og paprika (eller chili, hvis du gerne vil have lidt mere bid), og så må hele herligheden meget gerne koge et kvarters tid eller 20 minutter. Mens saucen koger, kan du så passende koge din spaghetti. Når pastaen er kogt, drænes den for stort set alt kogevandet. Det gør ikke, at der er lidt tilbage. Pasta vendes med den nu lidt indkogte tomatsauce – og så er der serveret!

Faktisk er det vist helt rigtigt at bruge bucatini pasta til amatriciana. Jeg havde kun helt almindelig spaghetti, og det var altså helt fint, og rub og stub blev spist af store som små.

pastaam pastaam2

MÜSLIBARER TIL MADPAKKEN

muslibarer3Mens jeg har holdt sommerferie fra bloggeriet, er min ældste datter Ella startet i børnehave. Det har været rimelig udramatisk, da hun har øvet sig en masse sammen med sin vuggestue, der ligger i stueetagen i samme hus. En af de eksotiske sager ved at starte i børn’eren er dog, at børnene nu selv skal have formiddags- og eftermiddagssnacks med. Vi har derfor hver dag skulle pakke den tudegrimme, men højtelskede “Elsa & Anna” madkasse med alskens sager, vi synes var nogenlunde lødige til en 2-årigs madpakke. Udover lidt frugt, boller, smoothie osv., har vi også haft held med de her müslibarer, der er så godt som sukkerfrie. Opskriften er blot fordoblet og tilpasset fra Bærmonster. Tænker at de også vil være et hit til skole-madpakken, som efter-skole/træning-svømning-snack, eller til at tage med på langfart.

Til ca. 16 muslibarer:

  • Ca. 4-5 dl havregryn/müsliblanding
  • En lille håndfuld solsikkekerner
  • En lille håndfuld rosiner
  • Lidt tørrede abrikoser
  • 2 bananer
  • 2 æg
  • 1 tsk kanel og 1 tsk vaniljesukker

Start med at mos bananerne godt med en gaffel, og rør dem så sammen med æggene, så du har en godt moset grød af æg og banan. Tilsæt herefter alle de øvrige ingredienser og form dem ud på en bagepapirsbeklædt bageplade, og smid dem i en 200 grader forvarmet ovn i ca. 10 minutter.

muslibarer muslibarer2muslibarer4

SOFUS’ FØDSELSDAG

sofusfoedselsdag

De fleste børnefamilier kan sikkert nikke genkendende til, at weekenderne godt kan blive lidt lange, når det kommer til aktivering og underholdning af husstandens mindste beboere.

Især i de lidt køligere måneder, som vi (forhåbentlig) netop har lagt bag os, kan det trække tænder ud at finde på sjov og ballade indendørs, når svømmehallen, biblioteket, LEGO-klodserne, TV’et og iPad’en allerede er godt slidte. Det var derfor også en kærkommen adspredelse og ski..god idé, da “vores” farmor foreslog om vi ikke skulle fejre Ellas yndlings-sovedyrs fødselsdag en søndag i marts.

Ellas yndlings-sovedyr er suttekluden Sofus, som hun har haft siden hun blev født, og den blev således pakket i tasken til fin festivitas hos farmor, der var gået all-in på pynt, flag og gaver til alle deltagere 😉

Til fejringen af Sofus stod den naturligvis på lagkage på den helt simple måde med lagkagebunde (de gode fra Irma!) og kagecreme. Og så fik Ella (og Sofus), ellers lov til at hjælpe med at pynte med jordbær, “slik”, mandariner og des lige på toppen – ført med en hjælpende hånd fra mor og farmor.

Ella havde en fest – gaver, fødselsdag og fine sugerør er generelt bare et HIT, når man er to år. Farmor havde opfundet en god undskyldning for at overøse barnebarnet med sødt og gaver, og forældrene kunne ellers bare nyde et underholdt og glad barn en god lang eftermiddag. Så hermed den fine idé givet videre!

Kan afsløre at “vi” allerede glæder os til at fejre Ellas andet yndlings-sovedyr ‘Hunni VovVovs’ fødselsdag snarest. Det er vel lidt ligesom dagligvarehandlens fødselsdagsfejringer – det behøves der jo ikke nødvendigvis at gå et helt regulært menneske-år imellem 😉

sofusfoedselsdag2 sofusfoedselsdag3