Nu har jeg skrevet en introduktion til BLW og en udstyrsguide. I dette indlæg vil jeg, på hvad man kan kalde “den anden side af processen,” komme med et par tips baseret på vores erfaringer. Med den anden side mener jeg, at introduktionen til mad er overstået og Benny på godt 2 år og spiser som så mange andre glade og nysgerrige børn.
Informér bedsteforældre og andre, der er tæt på barnet om hvad BLW er, og hvad I har tænkt jer at gøre.
En læser her på bloggen skrev på et tidspunkt, at deres valg om at køre BLW desværre ikke blev bakket op af bedsteforældrene. Og det er jo så surt altså! Selv synes jeg hurtigt man bliver lidt ekstra sårbar, når man går væk fra den veltrådte sti og gør noget andet. Det bliver meget tydeligt, at man har truffet et lidt anderledes valg omkring sit barn – et valg man helt sikkert kommer til at forklare nogle gange. Derfor kan det være en god idé at få fortalt de mennesker, der er omkring én, om BLW på en ordentlig måde “upfront” og så ellers tage sig tid at forklare konceptet løbende.
Med mindre dine/jeres forældre er supermeget med på beatet, har de højst sandsynlig ikke hørt om BLW før. Derfor vil de måske også være noget skeptiske over for BLW. Helt naturligt. Snak med bedsterne upfront, forklar dem hvad det går ud på, og at deres opbakning er vigtig for jer – og send dem evt. et par links til gode introduktioner til BLW, så de selv kan læse lidt om det.
Udover at få afmystificeret BLW fra start, så er der også noget helt praktisk info, som er godt at have givet videre på forhånd. Som for eksempel at baby kan gagge, når/hvis brækrefleksen bliver udløst, og hvordan man skal forholde sig til det. Det glemte vi, og det resulterede i panisk stemning ved påskefrokostbordet, da Benny gaggede noget mad frem i munden. Flere familiemedlemmer troede, at han var ved at blive kvalt, og vi sad ikke selv lige ved siden af, så det kunne hurtigt have udviklet sig dumt (vi sad udenfor, og jeg stod lige inden for døren, og nåede heldigvis at springe ud og råbe “Han kan godt selv”, før der var nogen der kastede sig ud i Heimlich-manøvren!)
Ro på, ro på, ro på.
Ting tager tid. Og at få et barn til at spise selv, som i rigtigt spise, dvs. målrettet at indtage reelle mængder af mad, kan tage ret lang tid. Det er meningen med BLW! Så at være utålmodig omkring det er bare spild af tid og kræfter.
Børn er, som vi voksne, forskellige. Så derfor er det selvfølgelig svært at sige noget generelt. Jeg er dog med i et par BLW-fora på nettet og kan se, at Benny bestemt ikke er det eneste barn, der ikke bare begynder at spise fra start. Han legede med maden, undersøgte den, puttede den munden, spyttede den ud, tabte den, maste den osv. osv. osv. Og på et tidspunkt begyndte han også at spise den. Faktisk virkede han mere målrettet omkring spisning de første par gange, og måske også derfor så jeg til med en anelse bekymring og slet skjult utålmodighed i de lange perioder, hvor der bare ikke kom noget ind, eller i hvert fald ikke ned. Jeg synes heldigvis, at jeg formåede at slå koldt vand i blodet og bruge min sunde fornuft, der sagde mig, at han nok skulle komme til at spise. Som kloge folk har sagt: Jeg kender ikke nogen børn/mennesker, der ikke spiser mad, så lur mig om de ikke får det lært.
Er du indstillet på – måske – at amme “længe”?
Længe i citationstegn fordi det simpelthen er så forskelligt fra kultur til kultur (og fra tid til tid), hvor længe det er normalt at amme. I dag stemmer sundhedsstyrelsen i DK”s anbefalinger overens med BLW’s: At man fuldammer til 6 måneder. Jeg kan se at den artikel jeg henviser til her, er opdateret en måned før jeg fødte Benny. Jeg er rimeligt sikker på, at I det trykte materiale jeg modtog, da jeg var gravid, blev det anbefalet at give grød fra 4 måneder. I må ikke hænge mig op på det, men så vidt jeg ved har sundhedsstyrelsen netop ændret deres anbefalinger inden for de sidste par år. Anbefalingen om at amme delvist til “12 måneder eller længere” stemmer sådan et også meget godt overens med at BLW’ere ofte siger at “food before one is just for fun” og at man dermed supplerer med amning ved siden af familiens mad.
Alligevel har jeg mange gange haft den oplevelse, at folk var helt i chok, når jeg fortalte at jeg stadig ammede efter Benny blev over 12 måneder. Det har som sådan aldrig været noget jeg har planlagt at gøre. Jeg faldt bare over BLW og syntes det gav mening og det gjorde så, at jeg har ammet længe. Det kan sagtens være at dit barn trapper meget hurtigere ud af bryst end mit, det har jeg set mange mange eksempler på, og man kan også sagtens trappe BLW børn ud af bryst på et tidspunkt, hvis man selv bliver træt af det.
Jeg kan huske at jeg sad og kiggede på Benny under en amning, hvor han var omkring de 6 måneder og bare tænkte at jeg slet ikke ville kunne holde ud, hvis jeg skulle amme ham i ligeså lang tid endnu. Han er nu over to, og jeg er faktisk ikke færdig med at amme endnu (som sagt det har altså ikke været min plan, og jeg går ikke og føler mig som en bedre mor fordi jeg langtidsammer – det er bare blevet sådan og det fungerer for os). Jeg ammer ham 1-2 gange i døgnet og det fungerer ok. Han er begyndt at glemme at bede om bryst om eftermiddagen og det passer mig egentlig fint, hvis han selv trappede ud af den sidste amning inden længe. Ellers kan det være at jeg kommer til at stå for udtrapningen 🙂
Heldigvis har min erfaring været at ammeoplevelsen (æh, hvis det er et ord) ændrer sig meget, som barnet bliver ældre, og for mig har det været meget meget nemmere og mere problemfrit at amme et lidt større barn end et spædbarn.
Hvis du ikke er vild med at amme, men gerne vil køre BLW kan du overveje at skifte til MME på et tidspunkt. Om det fungerer, svinger nok lidt. Jeg har ikke selv prøvet at give Benny flaske, men har hørt fra en del småbørnsmødre, at hvis bebs er glad for babs, så kan det godt være lidt svært at overbevise dem om, at flasken pludselig er det nye sort.
I øvrigt vil jeg lige huske at indskyde, at du selvfølgelig sagtens kan køre BLW, hvis dit barn får flaske!!
Hands off – og nyd det
Hele pointen med at køre BLW er jo, at barnet skal spise selv. Det kan godt være lidt svært at huske på i de perioder, hvor man måske ikke helt synes, at barnet spiser, hvad det “skal”. Det kan enten være fordi, overgangen fra bryst til mad går langsommere end man havde forventet, eller det kan være i de faser, hvor der måske er tænder på vej eller udviklingsspring, og barnet derfor lægger en seriøs dæmper på madindtaget. Jeg har virkelig øvet mig i ikke at nøde Benny, da jeg synes, at det giver så god mening, at barnet faktisk selv kan mærke om det er sultent eller ej – og man derfor ikke behøver at blande sig i dets naturlige appetitregulering.
Samtidig tror jeg at hands off metoden kan lægge et godt fundament, til når barnet bliver lidt større. Mange eksperter peger på, at når børn enten er meget kræsne eller når de stort set nægter at spise, kan det hænge sammen med en overfokusering på barnets madindtag fra forældrenes side. Barnet fornemmer simpelthen forældrenes fokus og stress over hvad de spiser, og det gør, at de spiser endnu mindre, eller at de bruger “kræsenhed”/fravalget af mad/særlige madvarer som et kontrolmiddel (jeg har et indlæg på vej om kræsenhed, hvor jeg skriver lidt mere om dette).
Mit bedste råd må være, at man efter bedste evne læner sig tilbage og lader sit barn udforske maden i sit eget tempo og så lader sig betrygge af, at barnet har fri adgang til amning og derfor nok skal blive mæt. Ved BLW undgår man de madkampe, der potentielt (POTENTIELT!!) set kan opstå, når man mader sit barn.
Og hvad med autoriteterne?
Som jeg har skrevet lidt om længere oppe, så er BLW overordnet set ikke i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Når det så er sagt, så flyder BLW-fora ofte over med historier fra nervøse mødre, der har fået besked fra sundhedsplejerske eller læge om, at de skal begynde at fylde noget grød eller mos på deres barn. Nu. Der følger tit en argumentation med, om at det er nu, der er et “vindue” ift. at få barnet til at spise rigtig mad, som skal udnyttes. Her må jeg igen henvise til filosofien om, at der ikke findes mange voksne mennesker, der lever af hverken modermælk eller MME, så mon ikke barnet kan lære at spise, selvom man ikke mader barnet med grød eller mos? En anden argumentation er, at barnet er sultent og derfor sover dårligt, men ud fra egne små komparative studier mellem BLW-børn og ikke BLW-børn er det ikke sikkert, at grød har en positiv effekt. Nogle mener, at grød eller vælling muligvis får dit barn til at sove, men at det er fordi, du overbelaster dets fordøjelse. Det skal jeg ikke gøre mig klog på om er rigtigt. Og så kan der selvfølgelig være noget ift. vægt og her vil jeg ikke forsøge at gøre mig klog på, hvad der er rigtigt og forkert, men blot huske på at modermælk er meget nærigstæt ift. mange andre fødevarer, så det kan i min logik ikke altid give mening at trappe mælk ned ved lav vægt.
Min egen læge har været helt cool, calm og collected ift. BLW og har i øvrigt fortalt mig mange spændende ting om, hvornår et foster faktisk begynder at opleve smage og lugte inde i livmoderen. Jeg har ikke inddraget min sundhedsplejerske synderligt i Bennys spisevaner, så jeg har ikke selv oplevet noget i den dur. Men sæt dig ind i metoden og søg evt. second opinion andetsteds, hvis din læge eller sundhedsplejerske siger noget, du synes virker vrøvlet. Jeg opfordrer altså ikke til at man ignorerer sundhedsfagliges råd, men i tilfældet med BLW pt., er der så mange misforståede opfattelser af hvad det er, at man kan opleve at få velmenende men ubrugelige råd. Så brug (også) din sunde fornuft.
___
DISCLAIMER.. Ahh jeg kan mærke, at når jeg skriver et indlæg som dette, så forsøger jeg at veje mine ord lidt mere end normalt – og jeg ved, at noget af det jeg skriver kan misforstås. Derfor vil jeg blot lige bruge de sidste (af mange) linjer på at understrege, at jeg ikke synes at BLW er den eneste rigtige vej frem. Jeg kender personligt stort set ingen andre, der har kørt BLW, og jeg synes, at alle mine veninder (som vel er dem man naturligt sammenligner sig med) er superseje mødre, der gør et blændende stykke forældrearbejde. Også når det kommer til mad!
