JULEKYS – OG HEJ-JEG-LEVER-STADIG

julekys03

julekys, julemarengs

Nåhmen hej alle sammen. Ja jeg lever faktisk stadig. Selvom det faktisk er mere eller mindre præcist et halvt år siden, at jeg sidst har blogget. Jeg kan godt afsløre for jer, at jeg har savnet det noget så vederstyggeligt. Men der går nok endnu noget tid før jeg kommer til at blogge regelmæssigt igen. Desværre slog jeg mit hovede i juni, hvilket betød, at jeg erhvervede mig min anden hjernerystelse på blot 1,5 år. Og det kunne min hjerne altså ikke rigtigt holde til, så jeg er først lige så småt ved at starte op på arbejde igen efter laaang tids sygemelding. Pyha, det har været lidt af en omgang – og den er sådan set ikke rigtigt slut endnu.

MEN den historie må I få en anden dag, for der er simpelthen sket det, at jeg både har lavet nogle ret dejlige søde sager OG har overskuddet/tankevirksomheden til at tage billeder af dem og nu endda også at skrive om dem (fordelt på tre sessions, ahem).

Opskriften kom til verden i krydsfeltet mellem 3 tiloversblevne æggehvider og begejstringen over at have prøvesmagt Nimbs Afternoon Tea-koncept. Her var Emilie og jeg så heldige at herren bag herlighederne, Torben Bag, kom ud med et par snemandsflødeboller til os (de kan også købes på Nimb, men er ikke en del af Afternoon Tea serveringen). Guffen i flødebollerne var tilsmagt med julekrydderier og udgjorde en dejlig overraskelse. Jeg er normalt ikke til flødeboller med smag og vælger altid de klassiske, men denne smagssatte variant spillede bare.

Hovedbestanddelene i guf og marengs er jo de samme, så jeg tænkte, at smagsprofilen nok godt kunne overføres til marengs med en hvis garanti for succes. Og jeg fik ret! Marengs kan godt være lige vel sødt, sådan på den hvinende måde – og her spiller de varme krydderier altså ret godt op mod sukkeret.

Fremgangsmåden er ret simpel. Jeg har dog i en periode været ramt af marengsforbandelse, hvor det simpelthen ikke kunne lykkes mig at piske en ordentlig marengs. Den periode sluttede den dag, jeg kørte et eddikevædet stykke køkkenrulle over både skålens indvendige side og piskeriset. Tip hermed givet videre.

julekys01

Du skal bruge:

  • 3 æggehvider (str.m/l), cirka 100 g
  • 145 g sukker (alm. hvidt sukker, ikke rørsukker)
  • 1 tsk brunkagekrydderi fra Mill&Mortar (er en blanding af kanel, ingefær, allehånde og nelliker, så erstat om du vil)
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk stødt ingefær

Sådan gør du:

  • Sæt ovnen på 100 g (ikke varmluft)
  • Pisk de tre æggehvider godt stive, så skummet danner toppe, når du trækker piskeriset op. Jeg bruger elpisker og vil klart anbefale dig at gøre det samme.
  • Tilsæt sukkeret lidt efter lidt og pisk løs. Efterhånden skulle massen gerne blive blank i det, men stadig beholde sin stivhed.
  • Tilsæt krydderierne til sidst og pisk det hele godt igennem en sidste gang.
  • Sæt dine marengs på en bageplade beklædt med bagepapir. Hvis du har tylle, så brug den, ellers kan du sætte små toppe med to skeer. Det giver forskellige udtryk, men smagen er overraskende nok ens 😉
  • Giv marengskyssene en time i ovnen, sluk herefter ovnen, sæt en grydeske i klemme i ovnlågen og lad marengskyssene blive i ovnen til den er kølet af.
  • Tag marengskyssene ud og opbevar dem i en lufttæt beholder, når de er blevet helt kolde
  • Velbekomme

julekys02

KIKÆRTE-CURRY OG KØDFRI MANDAG

curry3
Her for et par uger siden modtog vi hos Gane & Gaffel et anmeldereksemplar af Nadia Mathiasens nye kogebog ‘Kødfri mandag’ udgivet sammen med Samvirke. Nadia er på ingen måde vegetar, men har kreeret en bog med masser af dejlige vegetariske retter, baseret på konceptet om at holde sin mandag fri for kød – og dermed bidrage til at spare en anelse på jordens ressourcer og energiforbrug. Jeg er, som Nadia, heller ej vegetar (det kan man nok godt lure på bloggen). Jeg elsker simpelthen bacon, charcuteri og røde bøffer aaaal for højt til at gå den vej.

Men jeg synes det er ekstremt fornuftigt at skære ned på sit kødforbrug – både for de miljø- og sundhedsmæssige fordele – der er forbundet hermed. Især synes jeg det er fornuftigt i et landbrugsland, som Danmark, hvor vi igennem et lille århundredes tid har vænnet os til bygge vores måltider op om frikadellerne, flæskestegen, bøfferne osv. – og hvor grøntsagerne stadig er det lille sidekick i mange familier.

Vi får som oftest Aarstiderne herhjemme, og der er kødforbruget til vores aftensmad fx reduceret til i alt max 200 gram kød til 2 voksne og et barn – hvilket, indrømmet, ca er halvdelen af, hvad jeg plejede at købe ind til. Det tog lidt tilvænning i starten, men nu kan jeg næsten synes det er vulgært at lave spaghetti kødsauce af sådan en alm. pakket hakket oksekød med 400 gram kød. Det har også været interessant at få et lille barn og aflure hendes spisevaner. For kød – særligt det der skal skæres i, er ikke et hit i hendes bog. Og det ansporer jo også de voksne til at droppe lidt mere af det der kød, når det alligevel bare ligger der på tallerken og bliver glemt.

Så det gør vi så lidt i det små, her i det lille hjem. Altså forsøger at droppe kødet i ny og næ.

Inspireret af Nadia, Kødfri mandag og de mange gode opskrifter, lavede jeg i mandags denne virkeligt gode kikærte-curry, der faktisk ikke blot er kødfri, men også regulært vegansk (= fri for enhver slags animalske produkter).

KIKÆRTE-CURRY TIL FIRE PERSONER

  • 2 dl kikærter (ligges i blød dagen forinden og koger en time, inden de skal bruges)
  • 1 stort løg – skåret i tynde både
  • 3-4 bagekartofler – skåret i store tern
  • Ca. 6 små gulerødder – skåret i skiver af 1 cm
  • 5 tomater
  • 2 fed hvidløg
  • En bakke frisk spinat
  • 1 – 1 1/2 dåse kokosmælk (FOR GUDS SKYLD IKKE LIGHT)
  • 1 dl vand
  • 2 spsk god karry, 2 spsk korianderfrø (gives en tur i morteren), 1 spsk spidskommen, 1 -2 spsk gurkemeje
  • Salt og peber, og evt. lidt limesaft til at smage til med
  • Kokosfedt/olie til stegning

Når dine kikærter har kogt, drænes de for  kogevandet og smides sammen med løget i en stor opvarmet gryde/wok, der forinden har fået en god klat kokosolie/fedt. Efter et minuts tid, tilsættes finthakket hvidløg og de øvrige krydderier. Svits videre et par minutter og tilsæt så kartofler og gulerødder. Skru lidt ned for varmen og suppler evt med lidt mere fedtstof. Herefter er det tid til tomaterne, der hakkes i små tern.

Endeligt hældes din dåse kokosmælk og lidt vand ved – og så skal herligheden simre en times tid. Umiddelbart inden, tilsættes den rensede spinat, der koges igennem endnu engang og retten smages til med salt, peber og limesaft – og serveres.

Ved godt det ikke er en særlig billedskøn ret – men den smager rimelig fænomenalt!!

curry curry2

LUCIA-TID

luciabroed2

Det her bliver måske et af de korteste indlæg længe, men ville sådan set blot lige tjekke ind og minde om, at det er lucia-tid (officielt på tirsdag d. 13. december).

Og det betyder jo både små søde børn i luciaoptog men ikke mindst også dejlige luciabrød (eller lussekatte, som de hedder i det svenske broderland, hvor de stammer fra).

Jeg bagte dem her i går – frit efter denne her opskrift fra Spisestuen.dk, der virkelig giver en fantastisk elastisk og medarbejdsom dej. Kan kun anbefale den på det stærkeste!!
luciabroed luciabroed3