KYLLINGEBOLLER I KARRY

 photo bollerikarryasiatisk5_zps6845244a.jpg photo bollerikarryasiatisk6_zps92b26f74.jpgEfter en ferie – ofte uanset, hvor lang eller kort den har været – så glæder jeg mig altid en lille smule til at komme hjem og lave min egen mad. For selvom det er total lågsus at spise ude tre gange om dagen, så er der et eller andet over den valgfrihed, der hersker i ens eget køkken, der er svær at slå. Hvis man nu f.eks. går og craver boller i karry, så kan jeg hilse og sige, at det er svært at støve op i Barcelona og omegn!

Men det er jo så heldigvis ikke særlig svært at støve op i sit eget køkken, når først man har været et lille visit i den lokale Netto.

Boller i karry er en klassiker, som jeg altid vender tilbage til med rimeligt jævne mellemrum, og ofte prøver at versionere en lille smule hver gang. Denne gang blev det til en kyllingeversion med brune ris.

Opskrift til 2-3 personer:

Til kødbollerne

  • 350 gram hakket kyllingekød
  • 1 halv porre
  • 1 spsk sesamfrø
  • 1 spsk revet ingefær
  • 1 tsk chilibønne pasta / rød karry pasta
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk stødt korianderfrø
  • Salt og peber

Til saucen

  • 1-2 spsk smør
  • 1 løg
  • 1-2 spsk hvedemel
  • 1-2 spsk karry
  • 3-5 dl. kogevand fra kødbollerne
  • 1-2 dl letmælk
  • Lidt flydende hønsebouillon – gerne Irma’s
  • Evt. lidt Maizena saucejævner
  • Evt. lidt appelsinjuice
  • Salt og peber

Serveres med

  • 1 hakket rød peber
  • 1 håndfuld hakket peanuts
  • Brune ris – følg mængdeangivelser på pakken

Porren finthakkes og alle ingredienser til kødbollerne blandes sammen. Lad farsen stå og trække mens du fylder en gryde med vand (2-3 liters penge vil jeg tro) og lader koge op.  Herefter tager du en spiseske, dypper i kogevandet (der skrues ned til medium varme) og former små kødboller af farsen, der smides i kogevandet en af gangen. Af denne portion kan du stort set godt nå at koge hele portionen ad en omgang. Det tager ca. 5-8 minutter før kødbollerne er kogt færdigt. Når kødbollerne er færdige tages de op og stilles til side. Kogevandet hældes igennem en sigte og over i et deciliter-mål eller lignende, der er nemt at hælde fra.

 photo bollerikarryasiatisk_zps8236b9ef.jpg photo bollerikarryasiatisk2_zps91015306.jpgTil saucen finthakkes løget og svitses i en rimelig stor gryde (der skal være plads til både sauce og kødboller her) sammen med karry og smør ved medium varme. Når løgene er klaret en anelse, smides hvedemelet i, der røres en omgang, og du begynder at hælde kogevandet fra kødbollerne i, mens du rører godt. Fortsæt med dette indtil du har en god jævnet sauce. Er den for tynd, kan du hælde lidt saucejævner i din letmælk, når den tilsættes. Jeg havde hverken letmælk – eller fløde – der også kan bruges, hvis man har det i huset, så min sauce blev rimelig tynd og lidt gennemsigtig i det – og det smagte fint – men vil klart anbefale at gå efter tilføjelsen af et squez mælk eller fløde. Saucen smages til med lidt soya, juice, salt og peber – koges op en omgang og tilsættes kødbollerne, som varmes igennem i saucen en 5 minutters tid inden servering.

Jeg toppede min omgang kyllingekødboller i karry op med hakket rød peber og peanuts. Hvis du er til det – og har det i huset, så vil en omgang hakket frisk koriander også passe fint ind som topping.

 photo bollerikarryasiatisk4_zps91e1442f.jpg photo bollerikarryasiatisk3_zps4f3bddfa.jpg

FLÆSKESTEGSFEST PÅ CAFE LINDEVANG

 photo cafelindevang04_zpsf98c5f9f.jpg

 photo cafelindevang05_zps4de26b3b.jpg

Skærtorsdag aften tilbragte jeg på et af Københavns lettere skjulte steder, Café Lindevang, som efter min mening er en vaskeægte lille brun perle i det københavnske restaurantliv. Når du kigger lidt nærmere på billederne her, giver betegnelsen brun formentlig sig selv. Man kunne også kalde det autentisk, dansk, gammeldaws og så videre. Det er det hele.

 photo cafelindevang07_zps5bc06983.jpg

Men vigtigst af alt, så passer det slet ikke, det der står på skiltet. Maden er faktisk lige i nærheden af fremragende inden for sin disciplin! Og med et menukort der udover flæskesteg byder på schnitzel, kalvelever, frikadeller, hakkebøf og engelsk bøf, camembert frit, gorgonzola med rå æggeblomme, pandekager med is og mere i den boldgade, så rammer vi lige ind i mormors kødgryder og en smag af det gode gamle danske, som man bare en gang i mellem MÅ have!

 photo cafelindevang02_zps3751839d.jpg

 photo cafelindevang03_zpsfb2ea52f.jpg

Jeg har efterhånden været der en god håndfuld gange og valget falder som regel på flæskesteg. I torsdags da vi inspicerede serveringen nærmere kunne jeg egentlig godt forstå hvorfor. Serveringen er – som alle andre hovedretter – rustik og storladen. Der er nok til alle! Ribbensstegen var kødfuld, perfekt tilberedt, så kødet var dejligt mørt og medgørligt, sværrene var knasende sprøde, sovsen næsten sort og med en skøn intens kødsmag, de hvide kartofler perfekt kogt, agurkerne knasende sødsyrlige og selvom de brunede kartofler kom fra et glas, så var de lige som jeg kan lide dem og leverede et herligt sødt element til tallerkenen. Eneste element jeg ikke festede over var rødkålen, men jeg er kun til hjemmegjort varm rødkål eller rødkålssalat, så der var ikke nogen overraskelse i det.

 photo cafelindevang01_zpsd1bc5b1d.jpg

 photo cafelindevang06_zps49a63718.jpg

Alt i alt var det et superfornøjeligt gensyn med Cafe Lindevangs gavmilde portioner og skønne stemning. Maden kalder på et lidt andet klientel end mange af de andre steder, jeg kommer, og er særligt præget af store mænd, der kan tage fra. Jeg havde udover min svigerinde selv medbragt to, der formåede at spise hhv. 4 og 3 tykke skiver flæskesteg og kvæle et par store fad. Lige som det skal være på Lindevang.

Stedet har også et snapsekort, som er værd at kigge nærmere på, hvis man er til den slags. Selv nøjedes jeg med et par danskvand, selvom fordøjelsen godt kunne have brugt en dram til at hjælpe med den store opgave.

Vi sluttede af med at dele en enkelt omgang pandekage med is. Klassisk servering med flødeskum og chokoladesauce til, og med et dejligt pift af appelsin.

 photo cafelindevang08_zps98f17582.jpg

Ahh. Café Lindevang får altså mine varmeste anbefalinger, hvis den skal stå på gammeldags dansk mad og nostalgi. Tror jeg må ud og kigge nærmere på deres gårdhave til sommer! Hvis I er blevet nysgerrige, kan I finde Café Lindevang her.

Har du været på Café Lindevang? Eller kender du lignende steder, hvor kvaliteten også er i orden?

LET FROKOST

 photo tunoggroslashnt_zps3ab53352.jpg

I dag faldt min første påskeferiedag sammen med Aarstidernes leveringsdag. En kombination af to gode ting.

Det resulterede i ovenstående frokost, som jeg faktisk sidder og nyder netop nu. Dejligt friskt, let, varieret og hurtigt at lave.

Tuncremen har I set før, og opskriften finder I her. Den kan dog varieres i det uendelige, og du kan også vælge ikke at blende cremen, men i stedet lave det til en art tunsalat. Jeg kan godt lide rigeligt citron i min tuncreme – tun og citron er bare et godt makkerpar. Tilsæt evt. lidt finthakket kapers, hvis du er i det humør – eller lad dig inspirere af denne lækre sag og blend en ansjos eller to med.

I dag var der bl.a. spidskål, tomat, agurk og små gulerødder med top med i kassen – det hele passer faktisk formidabelt til tuncremen.

Jeg forestiller mig at min lille anretning også ville gøre det godt som en lille snacktallerken til at starte en god aften med 🙂 Haps!

SPIS BRØD TIL

 photo nordiskbroedhus7_zpsbfa774d6.jpgLørdag morgen før resten af byen tilsyneladende havde fået øjne, gik min vej forbi Nordisk Brødhus på Rantzausgade til en morgenmadsdate med min veninde G. Der var bomstille på gaderne udenfor, der lørdag morgen kl. 8.30 – og vi fik stort set stedet for os selv, hvis man lige ser bort fra de mange morgenfriske (primært fædre og mødre), der stak hovedet forbi brødhuset for at hente nybagt brød og croissanter til lørdags-morgenbordet.

Nordisk Brødhus har vel eksisteret i godt et års tid på matriklen, og da Rantzausgade var en del af turen på vej hjem fra arbejde til min gamle lejlighed, kan jeg faktisk huske, at jeg ærgrede mig lidt over, at jeg skulle til at flytte, så jeg ikke ville nå at få daglig glæde af at cykle forbi stedet, når det endelig åbnede. Der skulle så også gå lidt tid før min vej faldt forbi. Men da jeg så G’s Instagram foto fra en tilsvarende morgenmads-seance dernede fra, var jeg totalt solgt og fik hende heldigvis lokket til at konvertere en eftermiddags kaffeaftale til en morgenmadsdate.

 photo nordiskbroedhus5_zpsdd1bf81b.jpg Det viste sig at være et rigtig godt bytte! For det var simpelthen enormt hyggeligt at sidde og kigge ud af brødhusets solbeskinnede vinduer og se på, at resten af verdenen vågnende, samtidig med at vores morgenmad blev serveret i en lind strøm og den snaksagelige ejer og bager Lennart  underholdte os med anekdoter om stedet, brødet, brøndkarse og hans gigantiske italienske stenovn, der fylder det meste af brødhusets forlokale og spytter det gode brød ud med lige så jævne mellemrum, som de bliver langet over disken til kunderne.

 photo nordiskbroedhus_zps864d9af4.jpgVores morgenmad – der var stedets såkaldte ‘måltid’ stod til den dejligt nette og runde sum af 100 kroner – og bestod af usandsynligt dejligt – og friskbagt brød bagt på surdej og mel fra Skærtoft Mølle, et perfekt blødkogt æg – for ikke at forglemme en himmelsk croissant, hjemmekværnet smør, friskpresset æblemost, fanøskinke, ost og hjemmelavet skyr – og naturligvis kaffe eller te til. Alt sammen gode – og for det meste – hjemmelavede sager af høj kvalitet. Altså, hvor ofte er det lige man får hjemmekværnet smør og hjemmelavet skyr!! Og vil man ha’ mere af det gode brød, skal man bare sige til. Vi sagde dog aldrig ’til’, for måltidet – og den brødkurv vi allerede havde fået stillet til rådighed – mættede godt og solidt som det var – men altså det er jo bare sejt, at man får tilbuddet under alle omstændigheder!

 photo nordiskbroedhus4_zps27b45da7.jpg photo nordiskbroedhus3_zps1096ade6.jpg photo nordiskbroedhus6_zpsdb4b4f09.jpgDer kan faktisk kort sagt kun lyde en gevaldig stor anbefaling herfra til at stikke ned forbi brødhuset, få en snak med Lennart og fx tage et friskbagt brød fra den gigantiske stenovn med sig hjem, nyde en rar morgenmad, en stenovnsbagt pizza, eller hvad der nu ellers lige er på brødhusets (nye) aftensmenu. Og faktisk er der kun en sølle kilometer fra mit nye hjem til brødhuset, så der er vist heller ikke nogen undskyldning for mig, for ikke at stikke hovedet forbi i ny og næ – også selvom cykelruten fra arbejde ikke falder lige forbi:)

VIVA ESPAÑA (ELLER RETTERE CATALANA)

 photo vivaespana_zpsbdc70bea.jpgEfter et skud velfortjent ferie og forår i Barcelona vendte jeg i går hjem til det københavnske med en solskoldet næsetip og kufferten fuldt med gode spanske godter! Ka’ forstå, at det har været koldt mens jeg har været væk?? Lader til at det har været helt perfekt timing for et besøg under varmere himmelstrøg;)

Nå, men hvad var kufferten så ladet med af gode sager fra det spanske? Her et lille billedgalleri af godterne, som det generelt godt kan anbefales, at købe med sig hjem fra Barcelona og omegn.

 photo vivaespana3_zpsd59b5038.jpgFørst paprika i alle afskygninger – til venstre i en sød udgave og til højre i en røget & bittersweet (agridulce) udgave, som jeg glæder mig gevaldigt til at bruge til forsommerens grillmarinader, salsaer og andet godt.

 photo vivaespana4_zpsa8b37932.jpgOg så flere kilo mandler i alle afskygninger – posen bagerst er smækfyldt med et halv kilo salte Marcona-mandler, der giver de dødelige mandler, der er at finde i danske supermarkeder, så meget baghjul, at man skulle tro det var løgn! Og forrest en god massiv blok spansk turrón, der er en slags mandelnougat – lidt a la, hvad man kender som fransk nougat. Tænker det vil være perfekt at choppe op og smide over en god vanilje-is af en slags – fx flankeret af en slags dulce de leche…. Uhmmm…

Nå ja – og så røg der naturligvis også en ordentlig pakning af jamón serrano, chorizo og andre spanske pølser, der sikkert vil gøre sig godt på mangt et tapas-sammenskudsbord i vennekredsen.

 photo vivaespana2_zps5fe76579.jpg photo vivaespana5_zpsa75270ff.jpgOg midt i alt rodet herunder kan vist også godt spottes de små fine lerskåle, der meget autentisk anvendes til de fleste spanske tapas som patatas bravas, albondigas eller en omgang stegte gambas i hvidløgsolie. De kostede den nette sum af 0,90 € og kan holde til alt udi ovne, mikroovne, opvasker og gasblus – er allerede ved at udtænke mig den fine spanske middag jeg skal kreere, hvor de skal i brug:)

 photo vivaespana6_zpsc75d4310.jpgDe fleste af de gode sager blev indkøbt på det helt fantastisk fine mad-marked Mercat de la Boqueria på Ramblaen. Et must for alle foodies på tur til Barcelona! Sandsynligvis meget mere herom i et senere indlæg.