Jeg elsker boller i karry. Og det gør mit afkom heldigvis også. Så det kommer ikke så sjældent på menuen herhjemme. Oprindeligt var boller i karry lig torsdage hos min mormor, når mine forældre arbejdede til sent. Det var med de bedste kødboller (jeg nåede aldrig at lure hendes tricks af, ærgrer mig stadig!), opbagt karrysauce og parboiled ris – og jeg spiste, til jeg var ved at segne.

Men nu er det altså mig (eller min mor), der laver boller i karry her i firmaet. I min egenskab af at være ene forælder på matriklen, og samtidig have dage uden barn, har jeg flere gange helliget noget uden-barn-tid til at få fyldt fryseren med kødboller og kogevand. På den måde er halvdelen af den ellers lidt omstændige procedure allerede fikset, og boller i karry kan uden stress og sved på panden præsteres på en ganske almindelig hverdag.

Der findes jo en del forskellige stilarter eller religioner inden for boller i karry. Opbagt sauce vs. jævnet sauce, kødboller kogt i saucen vs. kødboller kogt i vand osv. Jeg er gået helt væk fra at koge bollerne i saucen. Alt for ofte synes jeg de bliver for usammenhængende og smuldrende. Så det er slut nu. I stedet gemmer jeg kogevandet til at lave sauce ud af.

Mht. saucen har jeg i en periode kørt med opbagt sauce, og synes egentlig at det smager ganske forrygende (aka lidt som mormors). Men. Det kan godt blive en kende tungt. Og det er tæt på at være totalt grøntsagsløst, hvilket plager mit lille helsemor-gen. I denne boostede version (med grønne kødboller) har jeg både porrer og æble i, hvilket giver rigtigt dejlig smag til saucen, men den er stadig opbagt.

Derfor har jeg gået og brudt min hjerne med, hvordan jeg kunne snige lidt mere grønt ind i boller-i-karry-konceptet og lette foretagendet en anelse uden at skulle gå på kompromis med den klassiske comfort-food følelse (jeg gider ikke sådan noget wannabe-mad, som bare ikke smager, som det er meningen – så hellere skifte boller i karry ud med en blomkålssuppe en gang i mellem i stedet). På et tidspunkt kom jeg til at tænke på al den frosne blomkål, jeg har liggende i min fryser. Jeg har indkøbt en pose med ikke mindre en 3 kg foranlediget af smoothieopskrifter med blomkål hos Vanløse blues. Her har jeg erfaret, at VB simpelthen har ret, når hun påstår, at man kan putte blomkål i sin morgensmoothie, uden at det kan smages.

Og hvorfor så ikke prøve samme trick med boller i karry?! Det fik jeg endelig gjort alvor af, og projektet er altså godkendt! Både af mig og af barnet (Der som 2,5-årig resolut skubbede den bønnepasta, jeg havde serveret for ham, væk fra sig med ordene: “Det er ikke rigtig pasta”. Ergo: drengens smagsløg fejler ikke noget). Denne sauce blev slubret ind med samme fornøjelse som min salige mormors opbagte version. Succes! Jeg vil sige, at har man en decideret blomkålsfobi, så kan det godt være, at den ikke går, men det var en meget, meget diskret blomkålssmag, der lå under karry, kødboller og ris. Jeg tror måske, at en skefuld mangochutney eller noget æble i saucen kunne eliminere blomkålen helt. Men det må jeg prøve af næste gang. I hvert fald blev det så godt, at jeg ikke har tænkt mig at vente med at dele opskriften med jer. Tydeligvis heller ikke til, at jeg har fået taget et flot billede af maden. Det var enten at poste med grimt iphone billede eller ikke at poste. So bear with me.

Til 2 personer skal du bruge: 

• Kødboller (jeg bruger som oftest Valdemarsros opskrift som rettesnor – denne gang havde min mor efterladt et parti. Bless her!)
• 1 lille løg
• 3 håndfulde blomkål (jeg brugte blancheret, frosset. Er sikker på at friskt er ligeså fint, men det skal muligvis koge lidt længere)
• Karry efter smag
• Kogevand eller grøntsags/kyllingebouillon (jeg brugte nok 0,75-1 l)
• 1 dl piskefløde
• Soya, salt og peber
• Evt. lidt stødt gurkemeje til at farve saucen lidt gul
• Ris

Sådan gør du: 

• Start med at lave/tø kødbollerne op
• Kog risene efter anvisningen på pakken.
• Pil og snit løget og svits det klart i fedtstof
• Tilsæt din blomkål og lad det varme godt igennem
• Tilsæt karry og svits af
• Tilsæt kogevand/bouillon og fløde og lad herligheden koge til blomkålen er mør
• Hæld saucen i en blender og blend, blend, blend til saucen er glat. En stavblender kan også bruges, men pas på det ikke sprøjter og hav lidt tålmodighed.
• Hæld saucen tilbage i gryden og juster smag og farve. Skulle saucen være blevet for tyk, så tilsæt mere kogevand/bouillon. Er saucen for tynd, så jævn den evt. med maizena
• Smag til med salt, peber, soya, evt. lidt sukker. Og juster evt. farven med gurkemeje.
• Kom bollerne i saucen og kog igennem
• Servér!

 

Som sagt skal jeg forsøge mig med lidt æble næste gang. Det vil jeg skære i tern og tilføje sammen med blomkålen. Mangochutney vil jeg tilsætte til sidst under tilsmagning. Jeg kan se, at Emilie bruger sød chilisauce til samme formål i denne opskrift.

.

Så rykker vi videre til anden og sidste del af mine Budapest noter, denne gang med restauranter i fokus. Første del handlede om morgenmad og kaffe og kan læses lige her.

Først aften endte vi lidt spontant på Nobu. En japansk kæderestaurant, der har michelinstjerne. Og hvorfor så lige japansk, når man er i Budapest? Well, jeg er ikke helt sikker. Vi ville bare ude og have noget god mad og flotte os lidt. Det er umindelige tider siden, at Nina og jeg har rejst sammen. Vi har både været i Kina og Indien og en masse mindre eksotiske steder sammen, men med børn, hund, arbejds- og voksenliv samt en hjernerystelse eller to, så er det jo ikke lige noget der sker hver dag. Så vi havde aftalt, at vi godt måtte give den lidt gas!

Egentlig ville vi have været hjemme og skifte tøj og slappe lidt efter “the spa experience”, men endte med at tage direkte derover i store sweatre og støvler og med halvvådt hår. Efter lidt usikkerhed omkring hvorvidt vi matchede stedets fancyness, blev vi enige om, at hvis de syntes, vi var upassende påklædt, kunne de jo egentlig bare sende os ud igen. Der var jo ingen grund til, at vi smed os selv på porten på forhånd, og vi havde intentioner om at betale på præcis samme vis, som de lidt mere nydeligt klædte gæster gjorde 🙂 Der var så absolut heller ingen problemer, så det var bare ind i varmen med os!

På tjenerens opfordring valgte vi at tage de to store omakasemenuer, de havde på kortet. Den ene består af signaturretter – deres mest populære retter på tværs af deres restaturanter. Den anden stod køkkenchefen på denne restaurant for. Ved at dele de to menuer kunne vi komme vidt omkring på kortet og smage lidt af det hele. Set i bakspejlet, skulle vi nok hellere have holdt os til at bestille sushi a la carte. Der var nogle fabelagtige serveringer, men anden halvdel af menuerne blev ret tung og kødfuld og slet slet ikke så mindblowing, som første del havde været.

Vi kom af med cirka 2000 danske kroner for de to menuer og et par glas vin og en cola. Turens dyreste måltid by far! Og næsten lige så dyrt som vores to retur-billetter 🙂

Et par af highlightsene fra Nobu. Fantastisk sashimi og nigiri. Altså på den måde, hvor man (eller i hvert fald jeg) uhmmer højlydt under indtagelse.

Innio

Innio stod på den liste, jeg fik stukket i hånden på kaffebaren. Og var det eneste sted, vi havde booket hjemmefra. De beskriver deres mad som New Hungarian fine bistro. Maden tager udgangspunkt i Ungarn, men er bl.a. inspireret af det nye skandinaviske køkken. Billederne af maden på hjemmesiden var smukke og bekræftede bare, at her skulle vi hen.

Det var hands down det bedste måltid på turen. Så er det sagt. Stedet var smukt indrettet med en spøjs blanding af plankegulve, rå murstensvægge, lædersofaer, kunst med kød og David Bowie og noget new yorker feel. Og dejlig betjening. Vi stødte, som nævnt i første indlæg, på en del ret traurig betjening, men her blev vi mødt af en smilende tjenerinde, der var så hjertelig og fin. Resten af holdet var lige så søde, og den eneste småreserverede tjenerinde, blødte op i et kæmpesmil, da vi sagde, at det var det bedste sted vi havde spist i Budapest (selvfølgelig rimeligt nemme point på dag 2 i byen, men jeg tror hun fornemmede vores begejstring).

Der var hapsere til at begynde med. En skål lavet af skallen på en jordskok, fyldt med skum på marv og med rogn på toppen. Totalt himmeringsmundfuld. Næsten stadig mætte fra vores 7-retters-ridt gennem Nobu dagen før valgte vi 4 retter hver samt vin og vand. Hverken Nina eller jeg kan stå for østers, så vi startede begge ud med østers, der var grillet et sekund eller to, abild/skovæble og en peberrodsdashi (så vidt jeg husker) samt noget røget/tørret spæk eller lignende. Virkeligt forbidabel ret, som vi slubrede i os.

Herefter peakede min aften med en uhørt delikat foie gras-servering. Jeg elsker foie gras, og har nok en ret høj fedt-tærskel, men i denne servering fra foie gras’en høvlet (sikkert i frossen tilstand) i silketynde spåner ud over helt, helt tynde skiver pære. I mellem spånerne gemte sig enkelte havtorn og små rosenkål (nok de bedste jeg nogensinde har fået). Alle smagsindtryk gik op i en højere enhed, og lige der som jeg sad med lukkede øjne og smagte henført på en bid med lidt af det hele, følte jeg mig som mig selv igen. Det lyder måske lidt wierd og passer muligvis ikke ind i en madanmeldelse. Men det var et virkeligt vigtigt øjeblik. Den hjernerystelse har virkeligt slået mit liv ud af kurs. Og pludselig sad jeg dér og kunne huske, hvorfor det var jeg elskede at gå ud at spise. Ja jeg havde muligvis hjernekriller og musikken var for høj og jeg burde ikke drikke det 1,5 glas vin, for min hjerne lukkede mere eller mindre ned, da vi ramte lejligheden. Men fuck det. Foie gras, pære, rosenkål og havtorn lavet af nogen, der går op i det, og nydt med en, man godt kan lide – det er livet!

Nina fik en lammeterrine med umodne ferskner, hvor særligt fersknerne var superdelikate, men lammeterrinen druknede lidt i min foie gras-mund.

Min hovedret var lam med aubergine, hvor lammet var vanvittigt mørt og lækkert, men hvor tilbehøret måske ikke i sig selv var nogen overvældende oplevelse. Sammen gjorde elementerne dog helt klart noget godt for hinanden.

Nina fik udbenet poussin, som også modtog roser.

Desserten var en chokoladeganache med svineblod og rødbede samt en kvædeis og noget crumblehalløj. Ingen af os kunne dy os for at bestille desserten med blod i – det er da ikke hver dag man kan få den slags serveret! Blodet gav en jernagtig smag til chokoladeganachen, der i sig selv godt kunne virke en anelse overvældende. Men i kombination med kvæden udgjorde det en virkeligt lækker og interessant dessert.

Efter desserten fik vi serveret noget klassisk ungarsk bagværk med blommekompot i. I stedet for smør i dejen var der brugt svinefedt, hvilket efter sigende skulle gøre det endelige resultat endnu mere sprødt. De smagte ret så fantastisk! Og så fik vi kaffe. Fra Coffee Collective. Morede mig ret meget over at tage til Budapest for at drikke kaffe fra min nabokaffebar derhjemme.

For 4 retter hver plus diverse hapsere (som også talte friskbagt brød og hjemmelavet friskost) og 4 glas vin endte vi på cirka 800 kr.

 

Dobrumba

Dobrumba var også en anbefaling fra kaffevennerne og her nåede vi et sidste måltid inden vi skulle i lufthavnen. De sidste par timer var præget af den der følelse, at nu skal du nå det sidste på den her tur. Klemme citronen helt. Samtidig med at man selvfølgelig ikke skal stresse. Kender I det? Det gælder måske særligt på korte ture, men jeg følte mig slet ikke færdig med turen og ville vildt gerne have været forbi Espresso Embassy, men kunne faktisk ikke drikke kaffe. Og jeg var sulten, men gad ikke bare spise et eller andet random, når nu det var sidste måltid på turen.

Derfor endte jeg med at slæbe Nina væk fra det Ramen-sted, vi lige havde besluttet os for at spise på, for at få hende til at traske til den anden ende af hovedgaden og spise på Dobrumba. Hun var muligvis en my træt af mig lige der, men det var heldigvis den meget kolde vandretur værd.

Dobrumba er sådan et ret herligt sted, der ikke kører et stramt koncept, men som serverer mad fra alle mulige steder i verden. De skriver selv noget om mellemøsten, middelhavet og kaukasus – men det må også siges at være rimeligt bredt. Vi gav den rimeligt godt gas trods begrænsede tid, men tjeneren fangede den og sørgede for at vores hovedret kom kort efter vores snack-attack, så vi kunne nå at spise det hele, inden vi måtte haste mod vores lufthavnsbus.

Virkeligt fin og hyggelig indretning, med kæmpe “udsigt” på endevæggen.

Snack-attack med jordens bedre hummus med auberginesnask (jeg tænker stadig på den!), nogle spinat/rødbede-feta-kugler, oliven, ristet blomkål med tahin-sauce og en syrisk rød peber-valnødde-granatæble-mush. Og så varm citron-ingefær-limonade til at tackle to meget kolde korpusser.

Shakshuka med lammekød. Virkeligt lækker og fyldig ret, hvor kødet agerer topping. Vi var mere end mætte efter sådan en omgang her!

Priserne på Dobrumba og generelt i Budapest er yderst rimelige. Shakshukaen her kostede 60-65 kr og jeg tror vi endte på 280 kr for måltidet i alt.

 

Steder jeg gerne ville have været – restauranter og resten

Bock Bisztro

Jeg har læst godt om Bock Bisztro flere steder, og søndag morgen forsøgte jeg at bestille et bord til frokost. Der var booket et par dage frem, så det lod sig ikke gøre. Næste gang!

Konyha

Konyha var også dukket op i søgninger, men havde ikke lige sat sig fast. På samme sidste gåtur, hvor vi spottede Blue Bird, så vi også Konyha, der også havde et vibe, der gjorde, at jeg havde lyst til at gå ind af døren. Nu har jeg læst mig frem til at deres trademark er utraditionelle retter i uformelle omgivelser. Det både lyder og ser godt ud, så det er også på listen.

Tasting Tables

Vinbar med fokus på ungarske vine. Vi  kom forbi på den sidste dag, hvor vi havde (desperat) brug for frokost – og absolut ikke brug for alkohol. Men stedet så indbydende ud og havde også en masse lækre snack-tallerkener, som vi savlede lidt efter. Men altså, deres fokus er på vinsmagninger, så det nåede vi altså ikke i denne omgang.

Costes

Costes blev anbefalet af en sød løser på første Budapest-indlæg, og nu har jeg virkeligt lyst til at tage tilbage og spise der.

Derudover er der god inspiration at hente i Gastromands guide til Budapest, hvor jeg særligt gerne ville have været forbi Hungarikum Bisztro og ikke mindst Borkonyha, som jeg også fik anbefalet andre steder fra.

 

Så er jeg (efterhånden vel) retur fra Budapest. Det var en virkeligt dejlig tur, og Budapest var en virkeligt dejlig by, at have den tur i 🙂

Budapest er jo kendt for sine termiske bade og spa i det hele taget. I første omgang troede vi, at vi skulle bo på et spahotel, men vi var lidt for længe om at bestille, og pludselig var der ikke længere plads på det hotel, vi havde udset os. Vi endte derfor i en hotellejlighed i centrum. Og selvom den ikke var lige så nydeligt indrettet, som den vi havde set på nettet, da vi bookede, så var den fin, ren og lå supercentralt.

Vi kom også i spa en enkelt dag. På Gellert hotel – der hvor vi i første omgang havde planlagt at bo. Spa-oplevelsen var mildt sagt en kaotisk en af slagsen. Gellert har til huse i den smukkeste bygning med statuer, mosaikker og jeg skal give dig. Desværre havde de sgu ikke så godt styr på logistikken, og både vi og de andre besøgende var fuldkomment lost i forhold til hvor vi skulle klæde om, bade m.m. Og der var virkeligt ikke meget hjælp at hente. En enkelt meget fåmælt bademester, der gjorde alt for at undgå øjenkontakt (og komme med mere en enkelt-sætninger), blev jagtet rundt af alle os, der havde brug for hjælp til hvor vi skulle lægge tøjet, leje et håndklæde, finde hen til badene osv. Det blev en lidt surrealistisk oplevelse, hvor badegæster i bare tæer og badedragt gik af labyrintiske gange sammen med folk i fuld vinterudklædning og store vinterstøvler. Nåh men det lykkedes os da at finde vej til et varmt udendørs bad, og det var ret vidunderligt at sidde der i kulden, omsluttet af varmt, varmt vand og kigge ud over Budapests tage.

Derudover bød Budapest på flot østeuropæisk arkitektur, rigtigt meget smådårlig depri-betjening, og en masse gode vintagebutikker. Nina og jeg festede allermest i en Humana butik på Károly krt. Men vi stødte på en del gode, som var mere eller mindre “kuraterede”, og priserne var ret fair generelt. Sidste dag dristede vi os op i Budapest eye, et stort pariserhjul, og på trods af en anelse højdeskræk og generel angst over at sidde oppe i sådan en kasse, der bevægede sig, så var der den smukkeste udsigt på sådan en frostklar Budapest-dag! Alt i alt er Budapest en rigtigt smuk by og passer sig fint til en sviptur, både vinter som sommer (sommer-delen kan medrejsende Nina stå inde for, da hun var et smut i Budapest i herligt sommerklima for nogle år siden).

Når det så er slået fast, så må det være tid til at dele lidt madtips med jer som lovet. Jeg tænker, at dele det lidt op, da jeg er bange for aldrig at få udgivet noget, hvis jeg først skal være færdig med alt, jeg har at sige og vise 🙂

Vi starter med morgenmad og kaffe-kategorien – og så svinger vi os op til nogle restauranter i næste runde (læs den her!).

Szimply

Første morgen (aka formiddag – husk det er to småbørnsmødre, der var på tur) gik vi målrettet efter første anbefaling fra de flinke Coffee Collective folk. Nemlig mod Szimply, der ligger gemt væk i en lille gård/passage tæt på, der hvor vi boede. På den ene side af passagen ligger en kaffebar og på den anden side ligger caféen, der serverer morgenmad hele dagen. Man kan tage sin kaffe med fra kaffebaren over på caféen, men ikke omvendt. Om sommeren kan man nyde begge dele udenfor mellem de to steder. Der var godt run på spisedelen, men vi fik at vide, at vi var nummer 4 i køen og fik os en buzzer, der ville buzze, når der var et bord klart til os. Med den i hånden kunne vi roligt og uden stress kante os ned ved et bord på kaffebaren og starte morgenmaden ud der med dejlig kaffe og en delecroissant.

Da vi blev buzzet var kaffen drukket og croissanten delt, så vi tøffede over på den anden side af gaden og delte to anretninger, hvor særligt avocadotoasten gjorde et positivt indtryk. Begge tallerkener var fuld af elementer og farve – og den rødbede/gedeost-spread, der var en del af avocado-serveringen var intet mindre en himlen. Stedet var både hyggeligt og hipt, og der hang det fineste kort på væggen med knappenåle fra alle de steder, der havde været gæster fra. Fin ide – og en perfekt start på vores Budapest eventyr.

 

Fekete

Allerede dag ét efter vores morgenmad spottede vi flere steder, som så lovende ud. Og talte i den forbindelse om de der koder, der gør, at man kan se, at her er der et sted, der går op i deres kaffe, bare ved at se deres skilt og kaste et enkelt blik ind af vinduet. Det kan selvfølgelig snyde, men det var påfaldende hvor meget logo, skrifttype og indretning mindede om noget velkendt i samme kategori herhjemme.

Et af de steder vi passerede, gik vi tilbage til på dag to. Og således spiste vi morgenmad og drak kaffe på Fekete. Vi havde kun set det lille kaffebarslokale, der lå ud til gaden, men havde på nettet luret, at de havde noget morgenmad også. Et lille skilt pegede ind i en baggård og derinde var det fineste lokale med hvælvede lofter og både køkken og kaffebar. Vi bestilte en flat white, noget græsk morgenmad (scrambled æg med tomat, ristet brød, salat) og en stor juice hver. Det var et pakketilbud til nærmest ingen penge. Kaffen var virkeligt dejlig, juicen fin og morgenmaden desværre en tand for salt. Og med noget rimeligt kedeligt brød. Men der var også diverse tærter, bagværk, croque monsieurs (og økologiske æg i det hele), så jeg ville bestemt have mod på at give maden en chance til en anden gang.

 

1000 teas og en kælegris

Dag tres morgenmad blev på en café på samme store gade som Fekete. Dog uden hipsterfaktor og desværre også uden god kaffe, så den springer vi let og elegant over. Vi faldt dog på dag to over et ret hyggeligt thested, som også lige må med på listen. Vi var ved at være godt kolde og trængte til et eller andet, som gav varmen og som samtidig ikke mættede mere end at vi kunne give den gas til vores middagsreservation lidt senere. Tilfældigvis kom vi forbi et skilt med teksten “1000 teas” på, og det lød jo faktisk både varmende og let. Igen var det noget med at smyge sig ind i en smøge for at finde vejen ind, og i en lille gård med en bænk udenfor (kunne potentielt set være et dejligt sted at sidde om sommeren, men jeg aner det ikke) fandt vi indgangen til den ret hyggelige thecafé. Ikke meget hipsterfaktor her, men masser af forskellig the på kortet og en meget eksotisk indretning. Og – turens dyre-relaterede højdepunkt: Mødet med en tre måneder gammel kælegris! Den var med en af cafégæsterne og var simpelthen så kær! Anede ikke at man kunne blive kælegrisskruk, men det kunne man så godt!!

 

Chimney cakes

Dette er ikke et sted, men en spise, som er til at få på hverandet gadehjørne. En slags brød/kage, der nok bedst sammenlignes med snobrød. Noget sødt gærdejsbrød, der bages med et stort hul i midten og herefter rulles i kanel eller vanillesukker.

Man kan vælge at få fyldt skorstenen op med is, nutella, chokolade m.m., men det føltes en anelse voldsomt, den morgen vi besluttede os for en før-morgenmads-snack. Så vi nøjedes med henholdsvis kanel og vanille. Meget hyggelig snack! Langos burde vi jo også have smagt, men det nåede vi altså ikke. Og apropos alt det vi ikke nåede:

 

Steder, jeg gerne ville have været – cafeer og morgenmad

3 dage er jo ikke vildt lang tid, og vi har (selvfølgelig) langt fra nået alt, hvad vi (ahem eller jeg) gerne ville prøve. Derfor lister jeg lige alle de ting vi IKKE nåede, men som vi på den ene eller anden måde faldt over og blev nysgerrige på, enten online eller irl. Måske har du mere tid, når/hvis du skal til Budapest. Måske er det listen til min egen næste tur. Vi får se:

Blue Bird Cafe

Dette sted gik vi forbi efter vores sidste måltid (på Dobrumba) på vej til hotellet for at blive kørt til lufthavnen 5-10 minutter senere. Der var derfor ikke rigtigt tid til at smutte indenom. Men der så bare så hyggeligt ud, og efter hjemkomst har jeg læst, at de rister deres egen kaffe og serverer noget godt noget af slagsen. Så det skal helt klart tjekkes ud, hvis jeg vender retur til byen.

Espresso Embassy

Espresso Embassy fik jeg anbefalet af Coffee Collective-folket og ville sygt gerne have været forbi. Da vi endelig var i nærheden var vi dog desværre langt fra kaffetørstige, og blev enige om, at vi da sagtens kunne nå forbi til et besøg senere, fremfor et “proforma-besøg”, hvor vi dårligt havde plads til en kop kaffe. Det kunne vi så ikke. Næste gang!

Gelarto Rosa

Issted, der serverer vaffelis, hvor isen er formet som en blomst. Jeg fik det anbefalet af mine søde barista-pals, men måtte sande, at der var både for få dage og for få plusgrader til, at det blev i denne omgang, at vi fik smagt Rosas is.