VELKOMMEN TIL HOTEL CHOCOLAT!

EN LØRDAG AFTEN PÅ SLOTTET

PhotobucketSidste jul var jeg så gevaldig heldig at få et gavekort til gourmetophold på Dragsholm Slot, der ligger i det Vestsjællandske/Kalundborgske – og her en fin oktober-weekend blev det endelig tid til at inkassere herlighederne.  Lidt rødvins-tømmermænd, ustyrligt regnvejr på motorvejen, en detour forbi Hagested kiosken (for at tanke chips og sodavand) og en ustabil GPS til trods lykkedes det os at finde slottet – og endda finde det i så fin form, at solen tittede lidt frem bag hvide skyer.

Slottet, området og værelset var så fint i efterårssolen, at der følger et helt separat indlæg herom – men i første omgang vil jeg berette lidt om den fantastiske gourmetmiddag, som Dragsholms ‘Slotskøkken’ diskede op for A og jeg den aften.

I Slotkøkkenets køkken regerer Claus Henriksen og sørger for lækker mad af lokale råvarer – og ligeså lækker vin – primært i den økologiske eller biodynamiske genre (i al fald denne aften, men tror det var et gennemgående tema).

PhotobucketAlt omkring middagen i den fine kælder, hvor restauranten er placeret, er enormt gennemtænkt – bl.a. afsløres aftenens menu i en lille fin kuvert med navn på – ret så tjekket – og ret så personligt.

PhotobucketPhotobucketFørste ret – der faktisk slet ikke var en ret – men bare sådan en herlig lille gourmet-appetizer, blev serveret på et fint efterårs-skovbundsagtigt tableau, hvor vi fandt en omgang saltede hasselnødder, mini snobrød med hybenrose gele og en ultratynd oksebacon (vist nok fra oksen Janus, der havde græsset på markerne omkring slottet). Særligt snobrødene og nødderne var mægtigt dejlige – der er bare et eller andet enormt nostalgisk over snobrød!

PhotobucketPhotobucketEfter appetizer nr. 1 fulgte appetizer nr. 2 – måske egentlig i en funktion af en slags ganerenser – den bestod af et mini-lille-glas med rucolagelé toppet op med en slags rygeost og ristede løg. Ganske interessant kombi, men en anelse for megen bitterhed fra rucolaen til min smag.

PhotobucketEfter de to første retter kom der heldigvis en ret så tjekket anretning af brød og smør (vi var ret sultne, så godt blødt og varmt brød, var lige hvad vi manglede). Smørret til de små fine brød af manitoba-mel kom i tre varianter med henholdsvis brændt jordskokke, stegte porrer og noget saltvandsagtig smag. Kan næsten ikke bestemme mig for min favorit, men tror det ender med jordskokke-versionen!

PhotobucketSom den første rigtige ret på menuen fik vi limfjordsøsters med salater, kærnemælk og urter fra haven. En rigtig smuk og fint afstemt anretning. Jeg er desværre bare ikke særlig god til østers, til trods for adskillige forsøg, så denne ret var ikke min favorit. Til gengæld fik vi en dejlig Pinot Noir til at skylle det hele ned med.

PhotobucketPhotobucketTil gengæld vakte anden ret kæmpe begejstring hos både A og jeg. Den bestod helt simpelt af kogt og rå lammefjordsgrøntsager med muslingesaft og persillecreme. Det var kort fortalt den lækreste tilberedning af grøntsager jeg nogensinde har smagt – punktum! De gode grønne sager var selvfølgelig fra grøntsags-mesteren over dem alle, Søren Wiuff. Det er simpelthen helt vildt, at en så enkel tilberedning kan smage så godt!

PhotobucketHerefter fulgte lidt ventetid – heldigvis flankeret af masser af god Syrah i glassene – og efter ventetiden en virkelig mør og fin hare i dobbeltfløde, tynd og blød flæsk, æbler og majroer. Dejligt afstemte ingredienser i en let og simpel anretning, der røg hurtigt og nemt ned i løgnhalsen.

PhotobucketNå ja – og så røg der endnu mere vino i glassene…

PhotobucketAftenens næstsidste ret stod på løg (igen fra Søren W.) i teksturer med blomsterkarse og pocheret æggeblomme – nænsomt overhældt med en omgang god bouillon. En ganske smuk servering med masser af god og nuanceret smag fra løgene. Jeg synes dog æggeblommen fungerede lidt sjov i suppen, og vil stadig præmiere de rå og kogte grøntsager, som vinder i paraden af aftenens retter.

PhotobucketPhotobucketEndelig sluttede vi aftenen af med Dragsholms version af en kartoffelkage. Ifølge menuen – pudersukker med blå kartofler, sagogryn, mælkeiscreme og vaniljegræs. Det var en rigtig rar dessert og afslutning på middagen. Ikke for tung, ikke for sød, men lige tilpas blød, crunchy og cremet.

PhotobucketAftenens sidste vino smagte ret så fantastisk og hed noget a la Weingut KRONE – meget passende nu vi var på et slot. Efter sidste slurk var drukket, kunne vi konstatere, at vi var blevet opvartet, havde spist, drukket og hygget i godt tre en halv time. Det er virkelig en herlig oplevelse at være så totalt opslugt af lækker mad og vin, at man bare svømmer helt hen i en lille tidslomme, hvor alt kun handler om M.A.D. Ville være mægtigt rart, hvis man havde råd til at gøre det lidt oftere 😉

PhotobucketEn 5-retters gourmetmiddag på slottet inkl. overnatning koster 1.650 kroner per mand  (menuen alene 650 kroner) – topper du op med vinmenu er det 650 kroner ekstra per næse.

4 kommentarer

  • Wauw det er jo et kunstværk i sig selv i har sat tænderne i 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Hej Didda – ja, det var virkelig virkelig smukt anrettet – og smagte heldigvis også dejligt oven i hatten 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det dér ser jo himmelsk ud! 🙂 Når (hvis) jeg en dag kommer til penge vil sådan et ophold ikke være helt af vejen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Åh altså – det var også himmelsk – får helt selv lyst til en tur til, men det kræver så bare lige præcis lidt penge på lommen – var i al fald selv aldrig kommet af sted, hvis ikke jeg havde været så heldig at få et gavekort dertil af mit flinke arbejde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VELKOMMEN TIL HOTEL CHOCOLAT!