Dum trappe og dejlig restaurant i Rom

Nåh! Mens de andre blogdamer vælter sig i kameler og guldbroderede stoffer et eller andet sted sydpå er jeg så småt ved at gro fast på sofaen herhjemme.. Ville lige undgå noget vand på trappen på vej ned i vaskekælderen, hvilket resulterede i at jeg missede et trin og landede med et brag for enden af trappen. Det er nu otte dage siden og min fod/ankel er stadig hævet, øm, dum og blå (og grøn og gul og…). Har nu fået en tid hos en fys i dag, så må vi se hvad hun kan gøre.

Imens er der jo ikke andet for end at forsøge at få tiden til at gå og hvorfor ikke bruge lidt krudt på at drømme sig tilbage til den absolut fantastiske restaurant i Rom, som jeg allerede har pippet lidt om.

Osteria La Gensola ligger i Trastevere – et tidligere arbejderområde i Rom med toppede brosten og smukke okkerfarvede bygninger. I dag vil mange nok mene, at turisteriet har taget en smule overhånd i området og fjernet noget af charmen. Men hvis man ser bort fra ens mange medturister, overhører de danske gloser man støder på og drejer væk fra hovedgaden, så har det gamle kvarter stadig masser af charme i behold, hvis du spørger mig.

Osteriaet ejes af Claudio og Irene. Han står i køkkenet og hun sørger for gæsterne – hver med deres hjælpere. Jeg har spist der et par gange før, men på min svigermors fødselsdag gav vi den ekstra gas og fik smagt på rigtig meget af det gode. Det er en af de bedste restauranter jeg nogensinde har været på i kategorien ”god reel mad uden alt for mange dikkedarer”. Alt er super veltillavet og delikat. Portionerne er af passende størrelse så man godt kan klemme både antipasti, primi, secondi og dolce ned, hvis man gør sig umage. Og så er stemningen helt i top: Rå vægge med fine finurlige kunstværker, hvide duge og masser af vin på hylderne – og så en masse italienere. Selvom også turister finder vej til Claudios kødgryder, så er klientellet overvejende italiensk og man fornemmer at mange af gæsterne er stamkunder. Den aften vi spiste der (den første aften, vi blev nødt til at tage derned igen!) var både en italiensk storfamilie med op til flere småbørn og et farligt fint hold herrer med hver deres blonderede silikoneoppumpede dulle med til at sørge for ægte italiensk og kaotisk stemning. Et andet tegn på at La Gensola er et lokalt sted, er at menukortet i modsætning til mange andre steder i Trastevere kun er på italiensk. Så husk ordbogen eller vær klar til et par overraskelser. Tjenerne er nu søde til at hjælpe!

Lægger du vejen forbi Rom, så kan jeg kun anbefale dig at bestille bord på Osteria La Gensola – både hvis du ønsker at give den hele armen eller hvis du bare vil smage verdens (jo, jeg sagde verdens!) bedste Pasta Carbonara! Og ja, du skal altså bestille bord. Ellers kan du komme til at vente i meget lang tid. Jeg taler af erfaring!

Her et udsnit af hvad vi satte til livs på denne salige aften:

Vi startede med at dele et par antipasti. Her fritterede miniblæksprutter med schweizisk mynte og tuntatar med en æggebaseret sauce. To helt perfekte og kontraftfyldte kombi’er. Miniblæksprutterne var dejligt bløde og tilpas indhyllet i sprød dej med den ret stærke mynte som et elegant og friskt modspil.

Tuntataren var blød som bare fanden og meget enkel i sit udtryk. Den fik selskab af en dejlig lidt fed sauce, der spillede godt sammen med det friske tun og sikrede at smagen ikke blev fad. YUM!

Herefter hoppede vi videre til pastaen. Jeg overtalte min kæreste til at dele en pasta carbonara og en blækspruttepasta med mig. Kunne ikke bære ikke at hilse på carbonaraen, som altså er helt fantastisk, men vurderede samtidig at jeg ikke ville kunne svinge en hel portion ned, hvis jeg også skulle kunne spise andet bagefter.

Når man spiser pasta hos Claudio og Irene (og i Rom i det hele taget) kommer man i tanke om hvordan pasta virkelig skal koges: Al dente, altså ”til tænderne”, dvs. med et vist bid. Jeg har vogtet over min pasta som en ørn, siden vi er kommet hjem! (Altså når den koger, ikke hele tiden..)

Carbonaraen blev serveret med rigatoni pasta, som selvfølgelig var søbet ind i en fantastisk sauce af æg, smør (,olie?) og parmesan – jeg er ret sikker på at de ikke bruger fløde – og noget fantastisk pancetta, der var sprødt og blødt på én gang.

Den anden pastaret var med ”flade spagthettier” og en noget større blæksprutteart (skiver af armene). Saucen smagte både af hav (på den gode måde) og havde en smule stærkt i sig.

Min svigermor fik en fiskeravioli, som hun beskrev som ”sit livs ravioli”. Jeg har desværre ikke noget billede af den. Til gengæld knipsede jeg et billede af hendes hovedret som var fisk – søtunge så vidt jeg husker – som fikst og elegant blev fileteret ved bordet. God stil!

Til hovedret fik jeg en lokal specialitet, som bestod af supermøre oksekødsstrimler kogt ind i tomat og med frisk parmesan over. Størrelsen på retten var ikke særlig stor, men efter sådan et læs pasta var det helt perfekt med en næsten ren kødret af beskeden størrelse. Smagen var helt utroligt intens.

Til dessert gik jeg efter chokoladeretten. Det var en superheftig chokoladekage – jeg kan næsten ikke forstå hvordan de har fået puttet så meget chokolade ind i den, sådan som den smagte. Flødeskummet var perfekt modvægt: let og diskret i smagen. Alligevel måtte jeg levne lidt af bomben – jeg kunne simpelthen ikke spise op.

Jeg fik smagt lidt på en anden dessert, som jeg selv bestilte da vi spiste der anden gang. Den var knapt så heftig og helt igennem fantastisk: Æblekage med hjemmelavet kanel-is. Der er ikke så meget andet at sige, end at det smagte helt vidunderligt og at jeg vil have en ismaskine NU!