Nogle dage..

Sommerfrikassé

færdig frikassé

Af Julie

Nuj det er altså smart det der Aarstiderne! Jeg fik en kasse leveret til sommerhuset, mens vi var deroppe. Man melder bare sin ferieadresse (det er bedst hvis den ligger inden for landets grænser, jeg mener ikke de leverer til Alicante og Atlanta m.m.) og bummelum! Så får man sin kasse leveret til ferieadressen. Det eneste man skal være opmærksom på, er at ens ferieadresse kan have en anden leveringsdag end ens faste adresse. Vi fik f.eks. vores kasse fredag i stedet for torsdag.

Jeg havde denne gang skiftet min sædvanlige KUK-kasse ud med Dogmekassen, da jeg syntes jeg var klar til at prøve noget lidt andet. Jeg kan rigtig godt lide tanken om at alle grøntsagerne er lokale (det er Dogmekassens koncept), men i vinterhalvåret synes jeg det lyder af for meget rodfrugter og grove sager til hvad vi kan nå at komme igennem. Her i sommerhalvåret er det imidlertid en anden snak. Spidskål, gulerødder, nye kartofler, koriander, tomater og meget andet – jo tak.

I ugens udgivelse af Jordforbindelse, som er det blad, der følger med ugens kasse, var en opskrift på frikassé med parmesansauce, som talte totalt til min mave. Friske lettilberedte grøntsager med en smovset sauce med godt med parmesan i – what’s not to like?

Og vi blev bestemt ikke skuffede! Det smagte faktisk helt formidabelt. Til frikasséen fik vi rester af en lækker kalvemørbrad, mine forældre havde med. Jeg vil mene at det meste kød kan bruges i kombination med frikasséen. Så længe kødet svinger med parmesansmagen er alt vel. En hakkebøf eller en god svinekotelet kunne jeg godt tænke mig at prøve til næste gang – for yes, der bliver en næste! (Skal lige undskylde billedkvaliteten med det samme. Jeg synes farverne er blevet lidt gustne. Lad det endelig ikke afholde jer fra at lave retten!)

I opskriften tippes om at retten sagtens kan laves uden kartofler – og at de kan erstattes med f.eks. kål, fennikel eller gourmetbønner. Blomkål kan også tilsættes. Kort sagt kan du bruge de fleste grøntsager du har ved hånden, som godt kan lide at blive dampet lidt.

Rettens styrke er at grøntsagerne ikke får for meget. De skal stadig have masser af bid. Samtidig er det altså vigtigt ikke at være for karrig med saltet. Vær ikke bange for at det bliver oversaltet. Jeg fulgte opskriftens forskrifter om 1 hel spiseske salt og det var helt fjong!

Min mor og jeg syntes ikke at saucen blev helt tyk nok, så vi jævnede den en smule. Den var stadig så flydende, at den nemt flød ned gennem lagene af grønt og blev smågennemsigtig. Det er jo en smagssag, hvor tyk man vil have sin sauce, så du har helt frie tøjler..

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den til 4 personer, der også fik både forret og dessert. Du kan sagtens justere mængderne og arten af grøntsager som du vil. Det betyder ikke det store for resultatet. Der var mere end rigeligt af sovsen, som til gengæld sagtens kan genbruges. Både til samme eller lignende ret, men også som god ven med pasta, ærter og bacon – opskrift følger!

400 g kartofler

8 nye gulerødder

1/3 spidskål

1/2 broccolihoved

6 forårsløg

Top af fennikel.

5 dl letmælk

75 g reven parmesan

Maizena

Muskatnød

Salt og friskkværnet sort peber

 

Forberedelser:

grøntsager chop chop

forårsløg ditto

Skur eller vask alle grøntager

Kartofler skæres i skiver på ca. 1 cm.

Al anden grønt skæres i skiver/stykker på skrå (det er pænest)

Saucen:

parmesan og mælk

Varm mælk og reven parmesan op i en gryde. Det skal ikke koge, men parmesanen må gerne smelte. Bliv ikke forskrækket, hvis det virker lidt grynet. Det går over.

Smag til med muskatnød, salt og peber.

Blend saucen, så den bliver fin og glat.

Hvis saucen ikke er tyk nok til din smag, så rør lidt maizena op med kold vand, smid gryden på blusset igen og jævn saucen (husk at saucen skal være varm for at maizenaen har en effekt). Lidt af gangen, så du kan følge med i processen og ikke ender med mørtel).

Tip: brug gerne en rigeligt stor gryde, hvis du blender med stavblender. Sommerhusets stavblender gjorde i hvert fald saucen lige rigeligt levende, så den havde svært ved at holde sig i den ellers passende gryde.

Note: Vi lavede sommerfrikasséen endnu en gang i sommerhuset og her var der problemer med parmesansaucen. Osten smeltede, nuvel, men den ville ikke forenes med mælken. Her var noget af mælken en promillemælk (dog blandet med letmælk), dvs. med meget lav fedtprocent, og det er det eneste jeg kan se kan have været synderen. Derfor: brug letmælk! Skulle der alligevel ske samme ulykker som for os, så lad osten koge med i mælken et godt stykke tid, til den har afgivet sin smag og kassér så osten og jævn mælkesaucen. Det blev helt fornuftigt alligevel.

Grøntsagerne:

kartofler i vand og salt

i gryden med grøntsagerne

Kog 2 dl vand op i en gryde, der kan rumme alle grøntsagerne.

Smid 1 spsk salt og 2 spsk rapsolie i vandet.

I med kartoflerne og lad dem småsimre 5 minutter under låg

I med gulerødder, spidskål og broccoli, lad dem dampe 2-4 minutter.

Tjek kartoflerne – de må ikke være rå, men må gerne have masser af bid.

Når de er lige ved at være der, smider du forårsløg i. De skal bare lige have varmen.

Hæld vandet fra og tag gryden af blusset.

Anret grøntsagerne, hæld sauce over og drys med hakket fennikeltop. Andre krydderurter kan bestemt også bruges: Dild, persille, purløg og koriander endda.

færdig frikassé på bordet

Server! Og sæt evt. en sovsekande med ekstra parmesansauce på bordet til os der er vilde med smovs.

Aarstiderne angiver tilberedelsestiden til ca. 20 min. og det tror jeg passede meget godt.  Det er supernemt at lave og smager helt helt fantastisk. Friskbælgede ærter ville helt sikkert også være et hit og bidrage med lidt ekstra sødme. Smid dem i samtidig med forårsløgene, de skal endelig ikke have for meget!

Og det er altså ikke besværligt eller særligt svært på trods af min lidt lange opskrift. Promise og på Am’ar!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nogle dage..