KANELSNEGLE I FAD

RIBSLAGKAGE MED MASCARPONECREME

 photo IMG_7467_zpsf4eee399.jpg

Ribsbuskene bugner og mange steder er det ved at være sidste udkald for at høste de sprængmodne bær. Vores buske har ikke givet så meget i år, men det har vores venners og vi har derfor hjulpet dem med at sætte en stor del af dem til livs. Bl.a. i en formidabel ribskringle, som jeg skrev om her, en æble-ribs-crumble med marcipan og sidst men ikke mindst denne labre lagkage, som vi frembragte i fællesskab. Ikke bare smagt den godt, den var også ret yndig og dansk-sommer-ish med sine rød-hvide farver.

Den blev dog serveret en sen sommeraften, hvor mit kamera og jeg måtte opgive en smuk forevigelse af kreationen – derfor får i billeder af resterne, som vi indtog som morgenmadsdessert, hvilket stærkt kan anbefales!

Det skulle være lidt nemt og hedebølgen lagde en dæmper over lysten til at stå med hovedet inde i ovnen, så bundene blev købt i den lokale Fakta.

Jeg vil anbefale at lagkagen lægges sammen i GOD tid. Gerne dagen før. For mig er lagkager næsten altid bedst dagen derpå, hvor de gode sager har fået lov til at synke ind i bundende, som suger væske og smag til sig. Pynt så lagkagen lige før servering, så den stadig ser smuk og frisk ud.

Nogle af angivelserne er lidt på slump, så brug din sunde fornuft, når du skal fouragere til kagen. Jeg lover, det kan ikke gå helt galt!

 photo IMG_7463_zps082be1d4.jpg

Vi brugte:
Et sæt købte lagkagebunde (3 styks)
1/2 l piskefløde
1/2 bakke mascarpone
1/2 vanillestang (en hel kunne også være en mulighed)
En ordentlig bunke ribs – vil nok svare til to bakker, hvis du køber – eller ca 0,75 l hvis du plukker i en skål.
2 spsk sukker

Sådan gør du:

Start med at sætte 2/3 af ribsene over i en gryde sammen med sukkeret og evt en my vand (bare så det dækker bunden). Lad ribsene koge op og simre til væsken begynder at fordampe. Smag til: syltet skal være syrligt, men ikke surt. Giv evt en smule mere sukker, men lad være at overdrive. Sluk for blusset, når der kun er en smule flydende væske tilbage (hvad der svarer til 2-3 grydeskeer).

Rør imens mascarponen blød og jævn med vanillekornene i en stor skål – det er her din creme skal samles. Pisk 2/3 af fløden. Den skal være rimeligt fast, selvfølgelig uden at den bliver gullig og smøragtig. Vend flødeskummet i mascarponen til du har en jævn creme. Vend det sammen med en dejskraber. Det er nemmest og den blideste måde at gøre det på.

Når ribs-syltet er kølet lidt ned, skal lagkagen samles. Læg første bund på et fad og søb væsken fra ribs-syltet op med en ske og væd bunden med det. Det er ikke noget der skal være jævnt eller avanceret, men det hjælper kagen til at “smelte sammen” og blødgøre bundene. Smør herefter halvdelen af ribs-syltet jævnt ud over bunden. Læg herefter halvdelen af mascarponecremen ovenpå og jævn ud. Læg næste bund på og gentag processen med resten af væden, ribs-syltet og mascarponecremen. Afslut med sidste bund, dæk kagen over sæt på køl indtil servering.

Inden servering piskes den sidste 1/3 af flødeskummet og fordeles jævnt oven på kagen. Den sidste 1/3 friske ribs skylles, tørres og fordeles på toppen af kagen. Vi kørte den tilfældige stil, men gør som du synes er flottest.

Server kagen og NYD!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KANELSNEGLE I FAD