NY YNDLINGSDRIK - OG HILSEN FRA POLEN

G&GS MUSLINGESKOLE – THE BASICS

Photobucket

Photobucket

Jeg havde for lidt tid siden den fornøjelse at være Gane&Gaffels udsendte på en tur til Limfjorden.

Vi var blevet inviteret af Meyers Madhus, som gerne vil være med til at slå et slag for muslinger i DK. Det forholder sig nemlig sådan, at vi producerer nogle kick-ass muslinger i Danmark. Desværre er vi bare ikke så meget for at spise dem, så langt de fleste muslinger eksporteres til udlandet i stedet.

Og det er da egentlig lidt skørt, når man tænker på, at muslinger smager fantastisk, har et højt proteinindhold, er dyrket både bæredygtigt og lokalt. Derudover er muslingerne supergode for økosystemet i fx Limfjorden, da de er med til at ”bruge” noget af al den næring, der er i vandet i Limfjorden og dermed gør at vandet ikke bliver overloadet af næring og at vandet dermed bliver for iltfattigt (okay, jeg er ikke biolog, så bær lige over med den lidt overfladiske forklaring).

Vi snakkede om, hvorfor vi mon ikke spiser så mange muslinger herhjemme. Selv tænker jeg, at det handler om, at vi måske er mange, der ikke har fået muslingespisen ind med modermælken (or so to speak) og som derfor ikke helt kan overskue at kaste os ud i muslingerierne. Og så er der det jeg vist fik kaldt ”frygten for det hele dyr”, som dækker over, at man godt kan blive en anelse overvældet over, at man skal til at rode rundt med noget levende i sin hele form.

Jeg har efterhånden lavet muslinger nogle gange og blev desuden en del klogere på min tur til Limfjorden – og den viden skal I da ikke snydes for!

Derfor får i lige min how-to: the basics om muslinger.

Det er ikke svært at rense og klargøre blåmuslinger
Det tager lidt tid, bevares. Men det er faktisk meget hyggeligt at gøre sammen med nogen, eller mens man lytter til radio eller musik. Når muslingerne først er renset, går resten af processen til gengæld lynende stærkt!
Gastronomisk rådgiver Bo fra Meyers madhus, som også var med på turen gav nogle gode fifs, som jeg skal forsøge at formidle videre her.

  • Du skal fjerne det fra muslingen, der kan rive sig løs under kogningen. Der kan sidde løst sand og andet ral på muslingerne og hvis det ikke fjernes inden, vil det komme ned i ”juicen” fra muslingerne og ind i muslingerne. Det er ikke fedt, når det knaser, når man sætter tænderne i en musling.
  • Du behøver altså ikke at skrabe hver enkelt musling fri for ALT, hvad der sidder på den (som jeg tidligere har gjort), men derimod gnubbe alle løsdele af dem.
  • Det der altid skal fjernes fra muslingerne er det ”skæg” (det hedder det altså), der sidder mellem de to skaller. Det kan godt være lidt genstridigt, men hiv lidt i det, sådan frem og tilbage, så giver det sig.
  • Skyl muslingerne i masser af koldt vand – og gør det indtil der ikke er flere løsdele/mere snaller i vandet. Vandet skal være helt rent! Da jeg gjorde det den anden dag, delte jeg muslingerne op i lidt mindre portioner, da jeg syntes det var lidt nemmere at håndtere.

Det er ikke svært at finde ud af hvilke muslinger der er dårlige.
Det du skal vide: Muslingerne er levende, når du køber dem, og det skulle de gerne være helt ind til du hælder dem i gryden. Muslinger kan holde sig friske i en lille uge i køleskabet efter de er blevet høstet/fanget. Tjek datomærkningen og brug din sunde fornuft: Du vil tydeligt kunne lugte, hvis muslingen er blevet dårlig/for gammel.

Når du renser muslingerne, skal du sikre dig, at de alle kan lukke sig i. Det er tegnet på, at de stadig er levende:

  • Hvis muslingen ikke er lukket, så giv den et lille ”klonk” mod bordkanten eller tryk lidt på den. Giv den et øjeblik til at reagere og lukke sig. Hvis der ikke sker noget: Kassér!
  • Hvis skallen er tydeligt itu på en musling: Kassér!
  • Når muslingerne er tilberedt, skal de gerne have lukket sig op. Muslinger der stadig er helt lukkede, er muligvis ikke blevet tilberedt nok og kan derfor være rå. Er en musling ikke åben efter tilberedning: kassér! (Du kan dog selv gøre meget for at muslingerne åbner sig under tilberedning: Det handler om HØJ varme: Masser af kul på, så muslingerne hurtigt åbner sig.)

Hvis du stadig synes det virker lidt uigennemskueligt, så foreslår jeg, at du opererer ud fra et ”better safe than sorry”-princip: Er du i tvivl om hvorvidt en musling kan spises, så smid den ud. Efterhånden som du har prøvet at lave muslinger et par gange, får du en bedre fornemmelse for hvordan, de skal se ud og lugte – og så bliver du også bedre til at vurdere om de skal kasseres eller ej.

Photobucket

I løbet af den kommende uges tid kommer der også en opskrift og masser af inspiration til muslingemad her på bloggen – og lidt om min tur og om hvad linemuslinger er for en størrelse. Stay tuned! Indtil da kan i også tjekke de relaterede indlæg herunder.

Har I lavet muslinger? Eller synes I det virker uoverskueligt?

8 kommentarer

  • Elsker muslinger – især de danske blåmuslinger!
    Dampede i smør og hvidvin med timian, hvidløg, persille, løg som base + godt brød til at suge det dejlige juice op med… MmmmMmmmm 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Sjønne, jeg kunne ikke være mere enig! Jeg fik dog også ny inspiration til muslingeretter under mit besøg ved Limfjorden den anden dag, kommer snart på bloggen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker blåmuslinger, jeg laver den nogle gange som en fyldig suppe med kartofler og andre rodfrugter i, dampet i øl og fløde, det smager bare godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina N

    Er det ikke noget med, at man i visse måneder ikke må spise muslingerne? 🙂 Og jeg eeelsker moules frites – det er gode sommerminder fra Sydfrankrig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Kristina. Jeg skal selv lige have repeteret sæsonen, blev faktisk lidt i tvivl på turen (der var megen ny info), men lover, at det kommer i en af de næste muslingeindlæg, så hold endelig øje 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hersom

    Jeg har aldrig smagt muslinger og jeg kommer heller aldrig til det.

    Der hvor det går galt for mig er at de bliver kogt levende. Hvorvidt de kan mærke smerte/lider og hele den debat vil jeg ikke bevæge mig ud i nu, jeg synes bare det er uetisk forkert at koge levende dyr. Det samme gør sig gældende for alle de andre skaldyr som skal koges levende og andre typer aflivningsmetoder der involverer en del eller nogen ‘ventetid’ for dyret.

    Hvis der en dag kommer bevis for at kogning som aflivningsmetode er en hurtig og smertefri død, så er jeg frisk på at prøve muslinger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Hersom
      Og tak for din kommentar. Jeg har lige gået og tygget lidt på den – den satte nogle tanker i gang. Om der findes bevis for, at det er smertefrit at blive kogt levende, skal jeg ikke kunne sige. Dog har jeg læst noget om at en hummer fx bliver bedøvet af den varme damp og derfor ikke mærker noget.
      Vi har jo alle vores grænser for hvad der er okay og hvad der ikke er okay. Jeg har også spist en levende reje på Noma og nogle vil nok også mene, at det er at gå over grænsen.

      Jeg har hverken problem med at spise muslinger eller levende rejer – eller foie gras for den sags skyld – og tænker nogle gange at det er lidt tilfældigt hvor man sætter sin grænse. Mange der ikke vil spise foie gras har fx ikke noget i mod at spise konventionelt slagtesvin, der måske er blevet fragtet på uhyre uhumsk vis til et slagteri langt borte. Nåh, nu roder jeg mig vist ud i en længere filosofisk tankerække. Summasummarum er vist bare, at vi ikke er enige, men at din kommentar satte nogle gode tanker i gang 🙂 God dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NY YNDLINGSDRIK - OG HILSEN FRA POLEN