MIMOSABRUNCH OG MIT NYE HOOD
Har brugt gode dele af weekenden med de skønne damer G og K i min nye lejlighed. De var så rare at flytte ind fredag eftermiddag med soveposer, seks poser chips, dvd-film og malertøjet klar, så vi kunne tage første hug på at male mine hvide vægge endnu mere hvide.
Det var jo så til gengæld også en god undskyldning for at spise ocaeaner af hyggelig mad, slik og de seks poser chips (der hen af aftenen blev til syv, da G’s veninde, der ankom lidt senere, da også liige havde en pose chips med til hyggen:))
Til aftensmad fik vi en omgang comfort food af bedste skuffe i form af en Shepards Pie (dog med revet squash og champignoner i stedet for selleri), hvorefter chipsene stille og roligt blev inhaleret til en baggrundsstøj af fodbold-EM på fjerneren og Juno på DVD’en.
For at lade op til malerarbejdet lørdag skulle der dog lidt mere spiselig opvarmning til – og hvad kunne være bedre at varme op med en lille mimosabrunch med hjemmebagte boller. De blev endnu engang til efter forskriften fra Halken Skytte og Amo bageworkshoppen dog med lidt gær i stedet for surdej. Og de er simpelthen stadig lige uovertrufne!, hvis I ikke har prøvet dem endnu, er det kun om at komme i gang;)
Men vi kunne jo ikke bare bruge en hel solskins-lørdag på maling, så vi måtte naturligvis også ud og inspicere mit nye nabolag for mad og drikke. K kunne nemlig fortælle, at der lige netop var åbnet en ny Coffee Collective i nabolaget. Og ganske rigtigt – godt gemt på en stikvej fra Godthåbsvej (nr. 34b) har kaffekollektivet åbnet den fineste biks i hvad, der ligner en gammel lagerhal. Virkelig virkelig fint sted, som godt kunne blive lidt stamstedsagtigt – også selvom jeg faktisk ikke er særlig god til kaffe! Men kaffen var god og betjeningen sød. Sådan på den opmærksomme måde, hvor vi gerne ville tage den med ud i solen, og fik lov at få den i glas og kopper i stedet for papkrus (for så smager den jo bedre, som den søde unge tjener sagde). God stil! (Læs evt. mere hos Politiken, der har taget en snak med folkene bag kaffen her).
Herefter nåede vi faktisk ikke meget længere på lørdagens mad-inspiceringstur end til Frederiksberg centeret (hvis man da lige ser bort fra den dobbelte flæskestegssandwich, der blev indtaget på det nærliggende Vesterbro en del timer efter, da lørdag nat blev sluttet af efter en aften på Cafe Dyrehaven), men tror godt jeg kan love, at der kommer flere rapporter fra mit nye nabolag i den nærmeste fremtid. Bor nemlig nu i en farlig kort radius fra Meyers, Saigon Qúan, Cofoco, Forno a legnas fantastiske pizzaer, Salon 39, Chai Wong m.m., så kan næsten ikke vente med at spise mig igennem kvarteret!
Hvilke favoritsteder kan I anbefale på det Frederiksbergske, der skal føjes til mit projekt-spis-dig-gennem-Frederiksberg?
Prøv også Madglad og Thai Kacha på Vesterbro. Et par tilføjelser til de mange kulinariske fristelser i området 🙂