EMILIES INTERKONTINENTALE BLOG TIPS
I forbindelse med alle jer læseres fantastiske input til vores konkurrence om, hvad, der gør en madblog go’ kom jeg i tanke om, at vi vist egentlig aldrig rigtig har skrevet om, hvilke madblogs vi er inspireret af og går og lurer lidt på fra tid til anden. Så tænkte derfor det var på tide at give mine tips til tre fantastiske madblogs fra det store udland (a ka det amerikanske kontinent), som jeg jævnligt liiiige må kigge forbi.
En af mine absolut yndlings madblogs er den amerikanske The pioneer woman – der faktisk er en blog om alt muligt andet end mad også – i særdeleshed om livet som cowboy-kone ‘på prærien’ med sine mange børn og sin mand – passende kaldet ‘Marlboro Man’. The pioneer woman (Ree Drummond) laver fantastisk comfort food af bedste amerikanske skuffe. Det betyder, at der aldrig er sparet på fløde, smør, ost, kød, pasta, kartofler og diverse mere eller mindre forarbejdede fødevarer og halvfabrikata, som sikkert ville være bandlyst af fødevarestyrelsen herhjemme. Og så skriver hun i et ret så fantastisk sprog om alt det syndige mad hun laver – man kan simpelthen ikke andet end blive i godt humør (og gevaldig sulten) af at læse med.
Billeder fra The Pioneer Woman
En anden rigtig hyggelig blog er den canadiske Closet cooking. Bag bloggen står Kevin Lynch fra Toronto, der med udgangspunkt i sin egen kedelige madlavning, besluttede sig for at stramme sig an og begynde at eksperimentere i sit lillebitte skabs-størrelses køkken (deraf bloggens navn). Kevin er i særdeleshed effen udi diverse varianter over BLT sandwiches, turkey sandwiches, mad gratineret med enorme mængder ost og andet godt og greasy mad, der samtidig ikke tager en krig at lave.
Billeder fra Closet Cooking
Endeligt er jeg også glad for den New York baserede madblog Smitten Kitchen. Bag bloggen står Deb Perelman, der laver lidt mere øko/østkyst agtig mad end de to ovenstående madbloggere, der må kategoriseres i den lidt mere ret rustikke og kalorietunge ende (selvom, der skam også er masser af kager og gode sager hos Deb!). Hos Deb blir der lavet karameller, gode supper, tærter, knækbrød og andet godt – med en lille smule overvægt af fokus på mad med grønt og kager med frugt. Lidt i samme boldgade som The pioneer woman, så skriver Deb rigtigt fint – så man også er godt underholdt mens man læser med om hendes eskapader i det lille køkken i New York.
Billeder fra Smitten Kitchen
Tak for de gode tips – jeg kender ingen af de tre blogs, men jeg vil glæde mig rigtig meget til Pioneer Woman – ikke mindst, fordi hun kalder sin mand for Marlboro Man. Jeg har altid kaldt min for Bondemanden på min blog, så jeg aner et vist søsterskab på tværs af kontinenterne 🙂
vh/Karen