BUTTERNUT SQUASH MUFFINS
Jeg er aldrig rigtigt blevet vild med hverken hokkaidogræskar eller butternut squash i madlavning. Det er ufatteligt sødt – og konsistensen har jeg ofte også lidt svært ved at holde af. Men nu havde vi altså et butternut squash liggende og så må man jo sno sig. Nød lærer sulten kvinde at bage.. eller hvad det nu er man siger.
Jeg har flere steder set opskrifter på græskarpandekager og det gav mig idéen til at forsøge mig udi noget bagværk med butternut squashen. Nu gik det jo så fint med at bage muffins den anden dag. Derfor googlede jeg lidt rundt og faldt over en Jamie Oliver opskrift. Jeg har tilpasset den hist og her og videregiver nedenfor min version. Men jeg kan godt allerede nu afsløre, at los muffins er værd at lave!!
Du skal bruge:
- 400 g butternut squash i tern (uden kerner, med skræl)
- 70 g honning
- 70 g sukker
- 4 æg
- 140 g hvedemel
- 60 g fuldkornshvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 2-4 tsk kanel
- 1 tsk kardemomme
- 2 håndfulde hasselnødder (grofthakket)
- evt. 2 håndfulde rosiner
- 1,5 dl smagsneutral olie
Sådan gør du:
- Start med at tænde ovnen på 180 grader (ikke varmluft).
- Udkern butternut squashen og skær det i tern. Smid ternene i en minihakker eller foodprocessor og giv det en ordentlig omgang indtil det er findelt.
- Smid det i en skål og bland honning og sukker i.
- Rør æggene i blandingen og tilsæt herefter resten af ingredienserne.
- Rør det hele godt sammen med en ske – det skal ikke piskes, massen skal blot blive ensartet og jævn.
- Hæld dejen i dine muffinsforme (jeg sætter papirsforme i en fast muffinform) – fyld dem ca. 3/4-del op. Jeg får ca. 12-16 muffins ud af denne portion.
- Sæt dine muffins i ovnen og giv dem ca. 20-25 minutter. Jeg kigger til mine, når der er gået 15 minutter. Muffins’ene er færdige, når du kan stikke en kniv eller en kødnål i dem og den kommer ren op igen.
- Tag dine muffins ud af metalformen og lad dem køle af på en rist.
- Servér med smør – eller alternativt med en glasur, måske lavet på citronsaft og flormelis. Du kan også lave en frosting af flødeost, flormelis og citronsaft. Og måske pynte med lidt revet citrusskal.
Der er masser af variationsmuligheder i disse muffins. Jeg har selv forsøgt med med at erstatte butternut squash med rødbede og det var en succes. Gulerødder og squash – og måske endda pastinak – er også en mulighed. Eller måske et mix. Rosiner kan erstattes med dadelstykker, tørrede tranebær eller lignende. Og hasselnødderne kan erstattes med valnødder, mandler, macademia osv. På grund af det høje indhold af grøntsager holder muffins’ene sig dejligt svampede i mange dage – hvis de da holder så længe!
Hej Julie
Er fulstændig vild med butternush squash og disse muffins lyder så lækre