Hos Manfreds

Af Julie

Tirsdag i sidste uge var jeg på Manfreds i Jægersborggade. Manfred er Relæs ”lillebror”, selvom Manfred faktisk har eksisteret længere tid end Relæ (der jo lige har fået en Bib Gourmand og som jeg skal spise på i næste uge, juhu!). Ombygningen af Relæs lokaler tog nemlig noget længere end forventet og derfor besluttede Puglisi og co. at starte et lille uformelt sted på den anden side af gaden. Og tak for det!

Der er vel plads til små tyve mennesker derinde og så kører de vist en del takeaway. Man kan nu bestille bord dernede: Kl. 17.30, kl. 19.00 og kl. 20.30. Vi ville egentlig have spist kl. 19, men der var ikke tid, så det blev den tidlige i stedet. Det var egentlig meget rart, da det stadig var mørkt og vinterkoldt.

Nåh men altså, lad mig sige det lige ud: Manfreds er måske mit yndlingsspisested i København! Det er lækker veltillavet mad. Billigt og uformelt. Og med dejlig stemning. Hver gang jeg har været der, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at man ville have betalt op til dobbelt op uden at blinke stort, hvis omgivelserne og serveringen havde været lidt ”finere på den”. Det jeg vil sige er, at man på Manfreds får usædvanlig god kvalitet for pengene, når man godt gider at hente sit bestik og knappe sin egen øl op. Jeg er også fan af simpelheden: 2 forretter, 2 hovedretter (én med kød, én vegetarisk) og så ost og en dessert (der er vist også et par snacks). Menuen skifter så vidt jeg ved hver uge.

Jeg vil egentlig påstå at man kunne blive glad og tilfreds ved blot at spise en hovedret (ca. 100 kr) hver. Vi kommer dog som oftest til at gå ”all in”, når vi spiser der.

Sidste uge var der svampesuppe og saltet torsk til forret. Begge to var bomben! Svampesuppen, som jeg fik lov til at smage lidt af, var fyldig og cremet og torsken, som jeg spiste, var mild og fin i smagen og kombineret med tynde sprøde baner af syltet rødbede, æblekompot og salat vendt i vinagrette. Ejj hvor var det godt. Og så var det en god portion, der gav den første mæthed.

Til hovedret var der onglet (som vist hedder nyretapper på dansk – onglet lyder flottere, så det holder jeg mig til her). Kødet har en ret sjov struktur og er som udgangspunkt ret så mørt. Det var mere mørt nogle steder end andre (noget af det så mørt at man næsten ikke skulle tygge det – udtrykket ”smelte på tungen” var ret aktuelt her!) uden at noget af det var tørt og kedeligt. Til ongleten fik vi en selleripuré som var helt helt fin og ensartet blød samt en kartoffelterrin: tynde skiver kartoffel i mange lag, som jeg gætter på var bagt først, så skåret ud og stegt hårdt på den ene side. Både blød og sprød. Ahm! Og så en sauce af brunet smør – need I say more? Vi bestilte en sidesalat som er hverken mere eller mindre end forskellige typer af salat vendt i en god vinagrette.

Efter de to retter var vi ved at revne. Vi diskuterede mulighederne for dessert og kaffe, men endte med at give op på begge. Eller… faktisk ikke helt. Jeg nægtede at acceptere min mæthed og dermed gå glip af desserten, så jeg købte en med hjem! Total genistreg fra min side!

Jeg fik en boks med chokoladekage og chokolademousse ovenpå toppet med (syltede?) solbær og rugbrødscroutoner. Efter en times slåen mave (og løben op og ned af trappen fra 4. sal til kælder for at vaske tøj) var jeg klar til desserten og my oh my! Syndig chokolade og moderat syre med god dybde fra solbærrene. Rugbrødscroutonerne gav lige det lille knas, der løftede desserten op fra at være ren ’blødt i blødt’.

Jeg drak en Naturfrisk Ginger Ale til måltidet. Hvis du ikke har haft grabberne i sådan én før, så kan jeg kun anbefale at du skynder dig at lokalisere én. De smager faktisk af ingefær og kan på ingen måde sammenlignes med Schweppes version (=meeeget bedre, meget friskere. Emilie har også nævnt den her)

Sidt men ikke mindst må jeg lige fremhæve deres brød. Jeg arbejder på en hypotese om restauranter og brød: Brød er en udmærket indikator for det måltid der venter – er brødet godt, er maden det som regel også. Og omvendt. Som regel holder hypotesen stik. Faktisk kan jeg kun mindes én gang, hvor min hypotese fejlede. Det var da bloggen var på Brasserie Nimb under Copenhagen Dining Week (en lille anmeldelse kan findes her). Brødet var lyst og ikke noget at råbe hurra for, hvor maden altså klarede sig en del bedre.