WANNABE-HYLDEBLOMSTSAFT FOR DE SÆSONSTRESSEDE

Det sidste stykke tid har mine cykelture rundt i Kbh og omegn (rigtigt meget cykleri til/fra kolonihaven blandt andet) været præget af modstridende følelser. Først rammer den liflige duft af hyldeblomst mine næsebor og sender mig ind i et parallelunivers af sommerminder, soldage og sødme. Straks herefter bliver jeg ramt af det, jeg kalder sæsonstress. Den stress der relaterer sig til, at det er NU, der er hydeblomster, NU der skal plukkes jordbær, NU brombærrene er modne og FUCK jeg nåede ikke ramsløgene eller de næstenmodne hasselnødder.

Igen i år har det været svært at få dedikeret tid og køleskabsplads til hyldeblomstplukning en tidlig morgen og store gryder, der skal stå og trække i flere dage. Så den eneste hjemmelavede hyldeblomstsaft, jeg har fået, var til sommerfest i børnehaven, hvor ungerne havde samlet hyld i naturbørnehaven og lavet saft til festen (jeg elsker den børnehave!).

I weekenden var vi så i kololand og søndag morgen, da vi fulgtes med vores nabo ned fra fællespladsen (og ditto toiletter :-)), stødte vi på nogle hyldeskærme, Benny og jeg havde studeret dagen før. Nabo Laila fortalte, at man kunne lave hyldeblomst-the, hvilket var nyt for mig, og vi plukkede en stor håndfuld skærme for lige at teste det af.

Tilbage i kolo’en bryggede vi hyldeblomstthe til morgenmaden ved at plukke de tykkeste stængler af skærmene og overhælde dem med kogende vand i en thekande. Den duftede fantastisk af hyld, men smagte “bare af the”, som den fire-tre-kvart-årige konstaterede. Jeg tænkte, at sødmen og citronen jo er noget af det, der giver den klassiske hyldesmag i den traditionelle saft – og besluttede derfor at lave et lille eksperiment:

Jeg siede theen, blandede ahornsirup (det var det sødemiddel, der var) og noget citronsaft i, hvorefter jeg satte det på køl. Et par timer senere tog jeg den nu afkølede the frem, smagte til med yderligere citronsaft og ahornsirup – og yes. En slags hyldeblomstsaft! Ikke den ægte vare, men det smagte ret så skønt og mildt og sommerligt. Den skal ikke fortyndes og kan helt sikkert ikke holde sig overvældende lang tid, men til gengæld var det så urimeligt nemt, at du ikke har brug for anden opskrift, end hvad jeg lige har skrevet ovenfor.

Du kan sikkert bruge sukker i stedet for ahornsirup, hvis du tilsætter sukkeret, mens theen er varm. Men det gode ved ahornsiruppen er, at den opløses lige så fint i den kolde saft og dermed er god til den sidste tilsmagning.

ISPRODUKTION

ispind

Hollld nu kaje, hvor går tiden alt for stærkt! Jeg tror at jeg lavede disse is for 4-3 uger siden, og følte mig dydig og god, og planlagt madblogger-agtig, sådan at foregribe naturens gang og nå at poste isopskrift før det sådan for alvor blev varmt. Oh well.

Heldigvis ser vejret ud til at fortsætte, så det går vist helt fint med den opskrift nu også! Jeg er totalt på den anden ende af begejstring over det vejr, vi har os pt. Jeg fornemmer, at en stor del af Danmark er med mig på den bølge, men hvor gør vejret altså bare meget bedre og lettere. Skeptisk/realistisk som jeg er, så er jeg ret obs på det vejr, vi har nu, kan blive erstattet af middelmådig regnfuldhed og andre kedelige danske sommertendenser. Derfor har jeg indført, hvad der går under begrebet sommer-yolo, som dækker over, at sommeren er NU, vi ved ikke hvor længe det holder, så det er frem med bare stænger, ud at bade i havet, spise ude, spise nemt, skride på legeplads og bare ud ud ud alt hvad man kan. Og så is selvfølgelig. Og for at det ikke skal stikke helt af for hverken mig eller den 4,5-årige, så holder jeg fast i min gode “vane” med at skrue op for hjemmeisproduktionen. Der bliver også plads til både vaffelis og astronaut-ditto, men det er dejligt at have nogen i fryseren, som er betydeligt sundere end de andre, og som man sådan set kan spise morgen-middag-aften med god samvittighed. Der er endda grøntsager i. Ikke at man kan smage det, men så kan man jo sidde og gnække lidt i skægget over, at man sidder og slubrer blomkål i sig, som blev man betalt for det.

 

Andre gode sunde is, kan findes her på domænet: 

Jordbær-hindbær-is med rød peberfrugt

Mango-lassi-ispinde

Yoghurt-marmelade-ispinde

Choko-peanut-ispinde og blåbær-ispinde

 

isproduktion01

isproduktion02

isproduktion03

isproduktion04

Til cirka 10 ispinde (afhængigt af størrelsen på dine forme) skal du bruge: 

  • 2 mangoer
  • 2 bananer (de skal være godt modne, men husk: jo brunere, jo sødere/desto mere smager man bananen)
  • Et par håndfulde frosne (blancherede) blomkålsbuketter – de er blancherede, hvis du køber på frost.
  • 1 dl yoghurt
  • Saften fra en halv lime
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • En god sjat ahornsirup

Sådan gør du: 

  • Fjern skræl fra mangoer og skær kødet af stenen
  • Fjern skræl fra banan og bræk in mindre stykker
  • Kom ovenstående samt resterende ingredienser i en blender og blend, blend, blend!
  • Smag på smoothiemassen og juster med limesaft og ahornsirup
  • Hæld på forme, sæt pinde i, frys og vent!

isproduktion07

HUSHOLDNING OG SPAREMODE: INDKØB

img_3630

Som jeg skrev tidligere, så er jeg gået på nedsat tid på mit arbejde her i det nye år. Nedsat tid betyder (desværre) også nedsat løn – og selvom jeg er heldig at have en forholdsvis lav husleje, så kan det altså godt mærkes at gå fra 37 til 30 timer.

Oveni min lønnedgang viste mit badeværelse sig pludselig utæt. Min underbo rapporterede om ufrivillig badningsmulighed på hendes badeværelse, hver gang jeg gik i bad og desværre skulle både en del af væggen og gulvet brydes op og bygges på ny. Til sidst konkluderede jeg, at der nok var bedst ræson i at skifte hele mit 1,1 m2 store badeværelse ud i stedet for at lave mærkelige, halve løsninger.

Det har både været sjovt og en anelse nervepirrende at følge med i, men resultatet er blevet så godt! Men det har selvfølgelig gjort et effektivt indhug i min økonomi. Derfor har jeg over det sidste stykke tid af ovenstående årsager gået og tænkt lidt over, hvordan jeg kan bruge lidt færre penge til hverdag, så der stadig kan blive plads til noget af alt det sjove.

Heldigvis er der en del inspiration at finde på nettet. Særligt synes jeg, at der begynder at komme lidt mere fokus på vores ellers endeløse forbrug og det at leve lidt mere simpelt og bevidst – altså tage sine vaner og præferencer op til overvejelse og se på, om det egentlig giver mening for én, som det er nu.

Jeg har langt fra fundet de vises sten og der er stadig mange vaner, der med fordel kunne tages op til revision, men jeg tillader mig alligevel at dele lidt af de ting, der indtil videre fungerer for mig. Og når jeg siger, hvad der fungerer for mig, så er det fordi, at jeg tror at det er meget personligt, hvilke vaner vi hver især har, og dermed også forskelligt, hvor vi kan sætte ind. Byd endelig ind med jeres tips, hvis I har fundet noget, der fungerer for jer!

Vi lægger ud med indkøb, og så vender jeg tilbage med noget mere madspilds-agtigt en anden dag. 

Først og fremmest forsøger jeg at styre min købetrang og efterkrigs-fouragerings-tendenser, når jeg er ude at købe ind. Jeg må indrømme at jeg lider af noget seriøs forsyningsangst, og vil allerhelst have alt det, jeg potentielt set kunne komme til at mangle inden for rækkevide.

Planlægning. Før i tiden gik jeg ofte bare ind i supermarkedet og begyndte at fylde i kurven efter, hvad jeg havde lyst til og hvad der kunne være dejligt at have derhjemme. Men det er knap så smart at have huset fuld af frugt, hvis Benny er hos sin far, og jeg stort set heller ikke er hjemme. Derfor prøver jeg i stedet at danne mig et overblik over de kommende par dage: Hvor mange dage ville det være smart at købe ind til, Hvor mange måltider skal jeg lave? Er Benny hjemme osv.? Og så køber jeg ind til det. Altså meget specifikt til de måltider.

(Jeg køber ikke ind til en hel uge ad gangen, hvilket jeg ellers har indtryk af, at der er en del, der gør – aka dem der laver madplan. Men det er for lang tid for mig og for uforudsigeligt, hvordan alle dagene ser ud. Hvis jeg købte ind til alle dage, ville jeg helt sikkert ende med en del mad, der ikke blev spist, enten i form af rester eller mad, jeg ikke når at tilberede)

Tilbudsvarer og lager. Derudover forsøger jeg at købe lidt til lager, når der er tilbud på de ting, jeg VED jeg får brugt. Kokosmælk, dåsetomat, pasta, broccoli og spinat på frost og den slags. Jeg skriver ned, når jeg mangler noget/er ved at være i bund derhjemme og har en liste liggende på min telefon, som jeg kan hive frem, når jeg står i supermarkedet.

Rabatdage. Jeg køber så meget økologisk, som jeg kan. Derfor er jeg selvsagt ret pjattet med, at flere butikker er begyndt at have dage, hvor de har rabat på stort set alle økologiske varer. I mit nabolag har Føtex Food 20% rabat på økovarer tirsdag og torsdag, mens SuperBrugsen på Nørrebrogade (som jeg elsker af mange grunde) og nu også den på Finsensvej har 15% på økovarer mandag og torsdag. Så hvis det lige passer, og jeg har mulighed for at lægge vejen forbi, så benytter jeg mig af den mulighed. I Føtex sparer man mere, men min oplevelse er, at de ikke har lige så stort udvalg som SuperBrugsen har. Så det skifter lidt, hvor jeg ender. Og hvis jeg ved, at jeg er ved at være i bund på fx ahornsirup eller vanillepulver, så stocker jeg op på de dage – eller venter til, at jeg kan købe med rabat.

Jeg kunne helt sikkert spare mere ved at rode tilbudsaviser igennem og lave lister og benytte mig meget mere af discountsupermarkeder. Men jeg har hverken tid eller lyst til at være decideret tilbudsjæger, og en del discountbutikker suger simpelthen livsglæden ud af mig med deres udvalg (eller mangel på samme), deres mange supertarvelige produkter, deres rod osv osv. Det handler nok meget om både den enkelte kæde og den enkelte butik – og om ens eget sindelag og økonomiske situation. Hvis jeg var seriøst på skideren, ville jeg selvfølgelig kunne blive nødt til at købe så billigt som muligt!

Mindre kød. Jeg øver mig i at få nogle flere kødfrie, børnerare retter på rygraden. Altså dem, der bare ligger lige der omme i baghovedet og automatisk popper op, når jeg står nede i supermarkedet. Der er altså noget at spare, når kød ikke er omdrejningspunktet.

Frugt og grønt på frost. Før havde jeg et ret anstrengt forhold til særligt grønt på frost. Jeg associerede det med de der blandinger af vaflede gulerødder, blomkål og bønner eller hvad det nu var. Men nu bruger jeg det flittigt selv. Jeg har altid spinat og broccoli i fryseren til en af vores favoritretter, som er noget ala denne, til greenies m.m. Blomkål har jeg også gerne liggende til blomkålssuppe eller til at smide i smoothies (det kan ikke smages og cremer faktisk ret godt). Ved at have ovenstående grønt i fryseren og pasta i skuffen eller boller i fryseren kan jeg altid lave et ok aftensmåltid uden at forlade hjemmet. Det er sgu fedt. Derudover har jeg altid blåbær og hindbær, som vi rører i morgengrøden eller laver smoothies på. Superlækkert og det er dejligt lige at kunne spiffe morgenmaden lidt op. Det fede ved frost er (muligvis helt unødvendigt at sige) at man kan stocke op, når der er tilbud, fordi det kan holde sig, og at man kan forlænge sæsonen. Mht blomkål i smoothies er det også meget nemmere at købe det frossent, da det så allerede er blancheret og dermed bliver lækkert cremet.

Madspildsvarer. Jeg tjekker altid lige kølemontren for madspildstilbud. Særligt kød, som jeg så enten tilbereder asap eller fryser ned med det samme. For ikke længe siden faldt jeg over et par Meyers måltidsportioner for 15 kr./stk. Der blev i hvert fald til 4 portioner ud af de to (med lidt pasta eller ris). Udmærket!

Poser. Jeg forsøger så vidt muligt at lade være med at købe plastikposer. Enten har jeg en rygsæk med, et stofnet eller en gammel plastikpose. Læste I også, at man skulle bruge sin mulepose af øko-bomuld 20.000 gange, før den var et bedre valg end en (ny) plastikpose? Jeg gjorde. Bagefter læste jeg så, at forskeren bag indrømmede, at pressemeddelelsen var vinklet lige lovligt kækt. Og herefter læste jeg denne kritik af selve undersøgelsen. Desværre var den “nyhed” knapt så stort slået op i medierne. Så vær sød at dele den viden. At sende en pressemeddelelse ud, som nærmest giver carte blanche til konsekvent at købe nye plastikposer, som så er baseret på noget gammel forskning og herefter vinklet meget meget skarpt, synes jeg simpelthen er så frækt.

Min største udfordring. Slik. Udover den generelle forsyningstrang, så er slik min store fristelse. Jeg kan gå og være nok så dydig med mine indkøb, lige indtil jeg når til slikket og så falder for et eller anden 2 for 35 tilbud. Så overbeviser jeg mig selv om, at jeg jo bare kan have det her slik i riiigtigt lang tid. Og det passer så aldrig. Overvejer at forsøge mig med appen Spenderlog for at få nogle tal på, hvad jeg faktisk bruger på forskellige varegrupper, herunder slik.

Det var vist det for nu. Det blev da også en ordentlig smøre! Kom gerne med tips eller links til gode artikler eller lignende, hvis I ligger inde med den slags 🙂

MOR-HACK – BOLLER I BLOMKÅLSKARRY

bollerikarry01

Jeg elsker boller i karry. Og det gør mit afkom heldigvis også. Så det kommer ikke så sjældent på menuen herhjemme. Oprindeligt var boller i karry lig torsdage hos min mormor, når mine forældre arbejdede til sent. Det var med de bedste kødboller (jeg nåede aldrig at lure hendes tricks af, ærgrer mig stadig!), opbagt karrysauce og parboiled ris – og jeg spiste, til jeg var ved at segne.

Men nu er det altså mig (eller min mor), der laver boller i karry her i firmaet. I min egenskab af at være ene forælder på matriklen, og samtidig have dage uden barn, har jeg flere gange helliget noget uden-barn-tid til at få fyldt fryseren med kødboller og kogevand. På den måde er halvdelen af den ellers lidt omstændige procedure allerede fikset, og boller i karry kan uden stress og sved på panden præsteres på en ganske almindelig hverdag.

Der findes jo en del forskellige stilarter eller religioner inden for boller i karry. Opbagt sauce vs. jævnet sauce, kødboller kogt i saucen vs. kødboller kogt i vand osv. Jeg er gået helt væk fra at koge bollerne i saucen. Alt for ofte synes jeg de bliver for usammenhængende og smuldrende. Så det er slut nu. I stedet gemmer jeg kogevandet til at lave sauce ud af.

Mht. saucen har jeg i en periode kørt med opbagt sauce, og synes egentlig at det smager ganske forrygende (aka lidt som mormors). Men. Det kan godt blive en kende tungt. Og det er tæt på at være totalt grøntsagsløst, hvilket plager mit lille helsemor-gen. I denne boostede version (med grønne kødboller) har jeg både porrer og æble i, hvilket giver rigtigt dejlig smag til saucen, men den er stadig opbagt.

Derfor har jeg gået og brudt min hjerne med, hvordan jeg kunne snige lidt mere grønt ind i boller-i-karry-konceptet og lette foretagendet en anelse uden at skulle gå på kompromis med den klassiske comfort-food følelse (jeg gider ikke sådan noget wannabe-mad, som bare ikke smager, som det er meningen – så hellere skifte boller i karry ud med en blomkålssuppe en gang i mellem i stedet). På et tidspunkt kom jeg til at tænke på al den frosne blomkål, jeg har liggende i min fryser. Jeg har indkøbt en pose med ikke mindre en 3 kg foranlediget af smoothieopskrifter med blomkål hos Vanløse blues. Her har jeg erfaret, at VB simpelthen har ret, når hun påstår, at man kan putte blomkål i sin morgensmoothie, uden at det kan smages.

Og hvorfor så ikke prøve samme trick med boller i karry?! Det fik jeg endelig gjort alvor af, og projektet er altså godkendt! Både af mig og af barnet (Der som 2,5-årig resolut skubbede den bønnepasta, jeg havde serveret for ham, væk fra sig med ordene: “Det er ikke rigtig pasta”. Ergo: drengens smagsløg fejler ikke noget). Denne sauce blev slubret ind med samme fornøjelse som min salige mormors opbagte version. Succes! Jeg vil sige, at har man en decideret blomkålsfobi, så kan det godt være, at den ikke går, men det var en meget, meget diskret blomkålssmag, der lå under karry, kødboller og ris. Jeg tror måske, at en skefuld mangochutney eller noget æble i saucen kunne eliminere blomkålen helt. Men det må jeg prøve af næste gang. I hvert fald blev det så godt, at jeg ikke har tænkt mig at vente med at dele opskriften med jer. Tydeligvis heller ikke til, at jeg har fået taget et flot billede af maden. Det var enten at poste med grimt iphone billede eller ikke at poste. So bear with me.

bollerikarry02

Til 2 personer skal du bruge: 

  • Kødboller (jeg bruger som oftest Valdemarsros opskrift som rettesnor – denne gang havde min mor efterladt et parti. Bless her!)
  • 1 lille løg
  • 3 håndfulde blomkål (jeg brugte blancheret, frosset. Er sikker på at friskt er ligeså fint, men det skal muligvis koge lidt længere)
  • Karry efter smag
  • Kogevand eller grøntsags/kyllingebouillon (jeg brugte nok 0,75-1 l)
  • 1 dl piskefløde
  • Soya, salt og peber
  • Evt. lidt stødt gurkemeje til at farve saucen lidt gul
  • Ris

Sådan gør du: 

  • Start med at lave/tø kødbollerne op
  • Kog risene efter anvisningen på pakken.
  • Pil og snit løget og svits det klart i fedtstof
  • Tilsæt din blomkål og lad det varme godt igennem
  • Tilsæt karry og svits af
  • Tilsæt kogevand/bouillon og fløde og lad herligheden koge til blomkålen er mør
  • Hæld saucen i en blender og blend, blend, blend til saucen er glat. En stavblender kan også bruges, men pas på det ikke sprøjter og hav lidt tålmodighed.
  • Hæld saucen tilbage i gryden og juster smag og farve. Skulle saucen være blevet for tyk, så tilsæt mere kogevand/bouillon. Er saucen for tynd, så jævn den evt. med maizena
  • Smag til med salt, peber, soya, evt. lidt sukker. Og juster evt. farven med gurkemeje.
  • Kom bollerne i saucen og kog igennem
  • Servér!

 

Som sagt skal jeg forsøge mig med lidt æble næste gang. Det vil jeg skære i tern og tilføje sammen med blomkålen. Mangochutney vil jeg tilsætte til sidst under tilsmagning. Jeg kan se, at Emilie bruger sød chilisauce til samme formål i denne opskrift.

.

BUDAPEST NOTER – RESTAURANTER OG RESTEN

Så rykker vi videre til anden og sidste del af mine Budapest noter, denne gang med restauranter i fokus. Første del handlede om morgenmad og kaffe og kan læses lige her.

Først aften endte vi lidt spontant på Nobu. En japansk kæderestaurant, der har michelinstjerne. Og hvorfor så lige japansk, når man er i Budapest? Well, jeg er ikke helt sikker. Vi ville bare ude og have noget god mad og flotte os lidt. Det er umindelige tider siden, at Nina og jeg har rejst sammen. Vi har både været i Kina og Indien og en masse mindre eksotiske steder sammen, men med børn, hund, arbejds- og voksenliv samt en hjernerystelse eller to, så er det jo ikke lige noget der sker hver dag. Så vi havde aftalt, at vi godt måtte give den lidt gas!

Egentlig ville vi have været hjemme og skifte tøj og slappe lidt efter “the spa experience”, men endte med at tage direkte derover i store sweatre og støvler og med halvvådt hår. Efter lidt usikkerhed omkring hvorvidt vi matchede stedets fancyness, blev vi enige om, at hvis de syntes, vi var upassende påklædt, kunne de jo egentlig bare sende os ud igen. Der var jo ingen grund til, at vi smed os selv på porten på forhånd, og vi havde intentioner om at betale på præcis samme vis, som de lidt mere nydeligt klædte gæster gjorde 🙂 Der var så absolut heller ingen problemer, så det var bare ind i varmen med os!

På tjenerens opfordring valgte vi at tage de to store omakasemenuer, de havde på kortet. Den ene består af signaturretter – deres mest populære retter på tværs af deres restaturanter. Den anden stod køkkenchefen på denne restaurant for. Ved at dele de to menuer kunne vi komme vidt omkring på kortet og smage lidt af det hele. Set i bakspejlet, skulle vi nok hellere have holdt os til at bestille sushi a la carte. Der var nogle fabelagtige serveringer, men anden halvdel af menuerne blev ret tung og kødfuld og slet slet ikke så mindblowing, som første del havde været.

Vi kom af med cirka 2000 danske kroner for de to menuer og et par glas vin og en cola. Turens dyreste måltid by far! Og næsten lige så dyrt som vores to retur-billetter 🙂

billede-23-02-2018-19-21-22

billede-23-02-2018-19-38-55

billede-23-02-2018-20-03-32

Et par af highlightsene fra Nobu. Fantastisk sashimi og nigiri. Altså på den måde, hvor man (eller i hvert fald jeg) uhmmer højlydt under indtagelse.

Innio

Innio stod på den liste, jeg fik stukket i hånden på kaffebaren. Og var det eneste sted, vi havde booket hjemmefra. De beskriver deres mad som New Hungarian fine bistro. Maden tager udgangspunkt i Ungarn, men er bl.a. inspireret af det nye skandinaviske køkken. Billederne af maden på hjemmesiden var smukke og bekræftede bare, at her skulle vi hen.

billede-24-02-2018-19-35-24 billede-24-02-2018-19-27-06

Det var hands down det bedste måltid på turen. Så er det sagt. Stedet var smukt indrettet med en spøjs blanding af plankegulve, rå murstensvægge, lædersofaer, kunst med kød og David Bowie og noget new yorker feel. Og dejlig betjening. Vi stødte, som nævnt i første indlæg, på en del ret traurig betjening, men her blev vi mødt af en smilende tjenerinde, der var så hjertelig og fin. Resten af holdet var lige så søde, og den eneste småreserverede tjenerinde, blødte op i et kæmpesmil, da vi sagde, at det var det bedste sted vi havde spist i Budapest (selvfølgelig rimeligt nemme point på dag 2 i byen, men jeg tror hun fornemmede vores begejstring).

billede-24-02-2018-19-31-05

billede-24-02-2018-19-40-43

Der var hapsere til at begynde med. En skål lavet af skallen på en jordskok, fyldt med skum på marv og med rogn på toppen. Totalt himmeringsmundfuld. Næsten stadig mætte fra vores 7-retters-ridt gennem Nobu dagen før valgte vi 4 retter hver samt vin og vand. Hverken Nina eller jeg kan stå for østers, så vi startede begge ud med østers, der var grillet et sekund eller to, abild/skovæble og en peberrodsdashi (så vidt jeg husker) samt noget røget/tørret spæk eller lignende. Virkeligt forbidabel ret, som vi slubrede i os.

billede-24-02-2018-19-52-10Herefter peakede min aften med en uhørt delikat foie gras-servering. Jeg elsker foie gras, og har nok en ret høj fedt-tærskel, men i denne servering fra foie gras’en høvlet (sikkert i frossen tilstand) i silketynde spåner ud over helt, helt tynde skiver pære. I mellem spånerne gemte sig enkelte havtorn og små rosenkål (nok de bedste jeg nogensinde har fået). Alle smagsindtryk gik op i en højere enhed, og lige der som jeg sad med lukkede øjne og smagte henført på en bid med lidt af det hele, følte jeg mig som mig selv igen. Det lyder måske lidt wierd og passer muligvis ikke ind i en madanmeldelse. Men det var et virkeligt vigtigt øjeblik. Den hjernerystelse har virkeligt slået mit liv ud af kurs. Og pludselig sad jeg dér og kunne huske, hvorfor det var jeg elskede at gå ud at spise. Ja jeg havde muligvis hjernekriller og musikken var for høj og jeg burde ikke drikke det 1,5 glas vin, for min hjerne lukkede mere eller mindre ned, da vi ramte lejligheden. Men fuck det. Foie gras, pære, rosenkål og havtorn lavet af nogen, der går op i det, og nydt med en, man godt kan lide – det er livet!

billede-24-02-2018-19-52-04

Nina fik en lammeterrine med umodne ferskner, hvor særligt fersknerne var superdelikate, men lammeterrinen druknede lidt i min foie gras-mund.

billede-24-02-2018-20-25-10

Min hovedret var lam med aubergine, hvor lammet var vanvittigt mørt og lækkert, men hvor tilbehøret måske ikke i sig selv var nogen overvældende oplevelse. Sammen gjorde elementerne dog helt klart noget godt for hinanden.

billede-24-02-2018-20-25-02

Nina fik udbenet poussin, som også modtog roser.

billede-24-02-2018-21-06-28Desserten var en chokoladeganache med svineblod og rødbede samt en kvædeis og noget crumblehalløj. Ingen af os kunne dy os for at bestille desserten med blod i – det er da ikke hver dag man kan få den slags serveret! Blodet gav en jernagtig smag til chokoladeganachen, der i sig selv godt kunne virke en anelse overvældende. Men i kombination med kvæden udgjorde det en virkeligt lækker og interessant dessert.

billede-24-02-2018-21-23-44

billede-24-02-2018-21-38-39

Efter desserten fik vi serveret noget klassisk ungarsk bagværk med blommekompot i. I stedet for smør i dejen var der brugt svinefedt, hvilket efter sigende skulle gøre det endelige resultat endnu mere sprødt. De smagte ret så fantastisk! Og så fik vi kaffe. Fra Coffee Collective. Morede mig ret meget over at tage til Budapest for at drikke kaffe fra min nabokaffebar derhjemme.

For 4 retter hver plus diverse hapsere (som også talte friskbagt brød og hjemmelavet friskost) og 4 glas vin endte vi på cirka 800 kr.

 

Dobrumba

Dobrumba var også en anbefaling fra kaffevennerne og her nåede vi et sidste måltid inden vi skulle i lufthavnen. De sidste par timer var præget af den der følelse, at nu skal du nå det sidste på den her tur. Klemme citronen helt. Samtidig med at man selvfølgelig ikke skal stresse. Kender I det? Det gælder måske særligt på korte ture, men jeg følte mig slet ikke færdig med turen og ville vildt gerne have været forbi Espresso Embassy, men kunne faktisk ikke drikke kaffe. Og jeg var sulten, men gad ikke bare spise et eller andet random, når nu det var sidste måltid på turen.

Derfor endte jeg med at slæbe Nina væk fra det Ramen-sted, vi lige havde besluttet os for at spise på, for at få hende til at traske til den anden ende af hovedgaden og spise på Dobrumba. Hun var muligvis en my træt af mig lige der, men det var heldigvis den meget kolde vandretur værd.

Dobrumba er sådan et ret herligt sted, der ikke kører et stramt koncept, men som serverer mad fra alle mulige steder i verden. De skriver selv noget om mellemøsten, middelhavet og kaukasus – men det må også siges at være rimeligt bredt. Vi gav den rimeligt godt gas trods begrænsede tid, men tjeneren fangede den og sørgede for at vores hovedret kom kort efter vores snack-attack, så vi kunne nå at spise det hele, inden vi måtte haste mod vores lufthavnsbus.

billede-25-02-2018-16-24-24

Virkeligt fin og hyggelig indretning, med kæmpe “udsigt” på endevæggen.

billede-25-02-2018-16-36-20

Snack-attack med jordens bedre hummus med auberginesnask (jeg tænker stadig på den!), nogle spinat/rødbede-feta-kugler, oliven, ristet blomkål med tahin-sauce og en syrisk rød peber-valnødde-granatæble-mush. Og så varm citron-ingefær-limonade til at tackle to meget kolde korpusser.

billede-25-02-2018-16-49-28

Shakshuka med lammekød. Virkeligt lækker og fyldig ret, hvor kødet agerer topping. Vi var mere end mætte efter sådan en omgang her!

Priserne på Dobrumba og generelt i Budapest er yderst rimelige. Shakshukaen her kostede 60-65 kr og jeg tror vi endte på 280 kr for måltidet i alt.

 

Steder jeg gerne ville have været – restauranter og resten

Bock Bisztro

Jeg har læst godt om Bock Bisztro flere steder, og søndag morgen forsøgte jeg at bestille et bord til frokost. Der var booket et par dage frem, så det lod sig ikke gøre. Næste gang!

Konyha

Konyha var også dukket op i søgninger, men havde ikke lige sat sig fast. På samme sidste gåtur, hvor vi spottede Blue Bird, så vi også Konyha, der også havde et vibe, der gjorde, at jeg havde lyst til at gå ind af døren. Nu har jeg læst mig frem til at deres trademark er utraditionelle retter i uformelle omgivelser. Det både lyder og ser godt ud, så det er også på listen.

Tasting Tables

Vinbar med fokus på ungarske vine. Vi  kom forbi på den sidste dag, hvor vi havde (desperat) brug for frokost – og absolut ikke brug for alkohol. Men stedet så indbydende ud og havde også en masse lækre snack-tallerkener, som vi savlede lidt efter. Men altså, deres fokus er på vinsmagninger, så det nåede vi altså ikke i denne omgang.

Costes

Costes blev anbefalet af en sød løser på første Budapest-indlæg, og nu har jeg virkeligt lyst til at tage tilbage og spise der.

Derudover er der god inspiration at hente i Gastromands guide til Budapest, hvor jeg særligt gerne ville have været forbi Hungarikum Bisztro og ikke mindst Borkonyha, som jeg også fik anbefalet andre steder fra.