TIPS TIL BLW

JULEBAG – FIVE SPICE SMÅKAGER MED KANDISERET INGEFÆR

småkager jul fivespicesmåkager fivespice julficespice14SPONSORERET INDLÆG

Uhhhh nu er det altså faktisk snart jul. Og jeg glæder mig i år! Også selvom at jeg i år skal fejre dobbelt skilsmissejul i år. Nu er det ikke kun mine forældre, der er skilt. Nu er det også mig selv. MEN samtidig er det i år første jul, hvor Benny forstår lidt af hvad der foregår. Jeg har derfor taget mig selv i at samle juleinspiration, labbe fine pyntebilleder i mig, planlægge julehygge og oppyntning derhjemme og formået at få julepyntet FØR d. 1. december (ja, det er store sager for mig). Når man har et lille barn, der oplever julen sådan rigtigt for første gang, så bliver den altså magisk på ny!

Midt i min juleekstase bad Dansukker Emilie og jeg om at bage nogle julekager med deres produkter og fortælle om det på bloggen. Helt perfekt anledning til at få julehygget og få kastet sig ud i en ordentlig omgang julebag. Der har aldrig været de store traditioner for julebag-komsammen i min familie, men Emilie og jeg er lige blevet enige om at vores lille julebagedag sagtens kan bære at blive en tradition de kommende år!

ficespice13fivespice01fivespice05fivespice06fivespice07fivespice08fivespice11fivespice15

I søndags mødtes vi nemlig med et par forskellige færdigtrørte deje og brugte så formiddagen på at rulle ud, smage på dej, stikke småkager ud, bage, spise æbler, lege med biler, fodre børn af, drikke kaffe, høre julehits og generelt bare julehygge. Det var virkeligt et hit og en rigtigt dejlig måde at være sammen på, både for store og for små. Benny hjalp med at stikke småkager ud og syntes, at det var for vildt at man både kunne lave ræv, pindsvin, egern og tiger (nogle vil mene at det var en bjørn – ikke Benny!) og så fik han da ellers smagsløgene op for kager. Det har ikke hittet så meget tidligere, men Thors pebernødder og de småkager vi eller bagte blev spist med anerkendende blikke og tiggen om mere.

Da jeg skulle finde ud af hvilken julekage jeg ville bage googlede jeg lidt rundt, kiggede i bøger m.m. og ville gerne lave noget rigtigt krydret. Idéen opstod dog da jeg stod og rodede i krydderiskuffen for at se om jeg havde allehånde og nelliker. Det havde jeg ikke, men til gengæld faldt jeg over den lækre fivespice-krydderiblanding jeg har. Clausen havde for nylig brugt den til nogle gulerødder, som jeg egentlig synes blev lige vel søde – og så var det jeg tænkte at krydderiblandingen måske kunne bruges i bagværk! Five spice består af stjerneanis, sechuan peber, cassia kanel, fennikel og nelliker – alle krydderier, der snildt kan forbindes med julen. Derudover havde jeg nogle lækre kandiserede ingefærtern liggende, som jeg hakkede og kom i. Resultatet blev – hvis jeg må være så fri – superlækkert, og jeg er ikke den eneste, der synes det, for dåsen er næsten allerede tom, så mine gæster, Benny og jeg har forsynet os flittigt.

fivespice09

Bag kagerne, hvis du elsker krydrede julekager, og ikke er bange for et lille twist! Egentlig tænkte jeg, at de ville blive ret voksen-målrettede, men Benny er vild med dem, så de duer altså også til børn. Jeg var lidt nervøs for, at det hele ville blive for stærkt, men det blev det slet ikke. Derfor har jeg ved både five spice og ingefærtern angivet mængden, jeg brugte som mindste værdi. Jeg tror sagtens man kan bruge max værdien, hvis man gerne vil længere over i voksenkategorien.

Du skal bruge:

  • 125 g blødt smør
  • 200 g Dansukker lys muscovadosukker
  • 1 æg
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk natron
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk vanillepulver
  • 2,5-3,5 tsk five spice krydderi
  • 350 g hvedemel
  • 15-25 g finthakkede kandiserede ingefærtern

 

Sådan gør du:

  • Tag smørret ud af køleskabet, skær det i mindre tern og kom det i en skål – og lad det stå ved stuetemperatur og blive blødt mens du finder resten af ingredienserne frem.
  • Hak den kandiserede ingefær fint og stil til side – vil du have ingefæren til at smage godt igennem og måske kunne mærkes og ses i dejen, så hak det mindre fint. Hakkes det helt fint, går det i ét med kagedejen.
  • Bland mel, krydderier, bagepulver og natron i en andne skål
  • Hæld nu sukkeret ned til smørret og hak og pisk det igennem til en homogen masse
  • Slå derefter ægget ud i blandingen og pisk igennem igen
  • Hæld mel- og krydderiblandingen op til sukker, smør og æg og ælt det hele godt sammen
  • Stil på køl i minimum en time – jeg lavede min dej dagen før
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  • Rul dejen ud direkte på bagepapiret og stik dine småkager ud
  • Hiv bagepapiret over på en bageplade og sæt den i ovnen – de skal have cirka 11 minutter eller til de begynder at brune i kanten. Hold godt øje med kagerne – og bag evt. et par stykker som en tester.
  • Når kagerne er færdigtbagte, lægges de på en bagerist til afkøling
  • Fortsæt til du har opbrugt al din dej
  • Når kagerne er kølet af, kommes de på en lufttæt dåse og opbevares ved stuetemperatur

 

Jeg har virkeligt fået blod på bagetanden og er bestemt ikke færdig med at bage for i år. Er du også klar på at udforske julekagemulighederne kan du fx gøre det på Dansukkers hjemmeside – der er seriøse mængder af god inspiration til årets julebagværk! Hvis jeg tør, kaster jeg mig sgu ud i den øverste frække julesag med både chokolade og kanel – haaaps!

 

 photo fivespice01_zpsnwg8kb1w.jpg

2 kommentarer

  • Stefanie

    Man o man det ser hyggeligt søde damer og minimand! Dejligt med nye traditioner 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Det var såå hyggeligt – og ja, jeg er helt klar til at lave nye traditioner! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TIPS TIL BLW