LØRDAGSMIDDAG MED SOVS PÅ

SCONES MED CHOKOLADE – PERFEKT PANIKBAGVÆRK

 photo scones01_zpsc63c8ea5.jpg

Udover at scones smager fantastisk, så er de så nemme og hurtige at smække sammen, at de udgør det perfekte bagholdsbagværk. Der kan være mange grunde til at der pludselig må tændes for ovnen. Det kan både være uventede gæster eller en seriøs bagværkstrang, der melder sig (jeg taler af erfaring). Det tager vitterligt ikke mange minutter fra tanke til handling og et endeligt resultat, da scones laves med bagepulver og derfor ikke skal stå og hæve – og så udmærker scones sig ved en ret simpel ingrediensliste, som de fleste måske bare har i huset. I hvert fald denne version, som er uden kærnemælk – det havde jeg nemlig ikke, og så må man sno sig.

Fordi scones er lavet med bagepulver i stedet for gær, får de sådan en dejlig “skør” krumme. De er noget af mit yndlingsbagværk, så det er egentlig lidt af et under, at jeg først nu får kastet mig ud i at lave dem selv.

 photo scones02_zps98bcb9d9.jpg

Opskriften her er inspireret af denne og denne – jeg skriver dem, som jeg lavede dem.

Du skal bruge:

180 g hvedemel
2 tsk bagepulver
50 g chokolade (jeg brugte knapper – det giver et fint og ensartet resultat, men hakket kan selvfølgelig også bruges)
25 g sukker
2 store nip salt
70 g blødt smør (hvis der er seriøst tidspres på, kan det kolde smør også bare skæres i små tern, så går det fint alligevel!)
1/2 dl yoghurt (jeg har både brugt tyrkisk yoghurt 10% og yoghurt naturel 0,5%, så det meste naturelyoghurt kan helt sikkert bruges!)
1/2 dl sødmælk (igen, brug den mælk du har)
1/4 dl piskefløde (eller tilsvarende mængde mælk)

Sådan gør du:

Varm ovnen op til 175 på varmluft
Bland mel, chokolade, sukker, salt og bagepulver i en skål
Kom det bløde smør i og nulr det ud i de tørre ingredienser med fingrene
Kom yoghurt, mælk og fløde i dejen, vend det hurtigt sammen (ikke ælte) og form 8 boller, som sættes på en bageplade med bagepapir. De skal ikke være yndige, bare lige formes lidt runde og så bum.
Sæt bagepladen i ovnen og start med at give scones’ne 10 minutter. De er færdige når de er jævnt gyldne på overfladen og gerne lyder rimeligt hule, når du banker dem i bunden – de behøver ikke lyde så hule som gærbagværk, men du skal ligesom kunne høre, at der er blevet bagt lidt luft ind i dem.
Hold øje med dine scones og giv dem fx 3 minutters intervaller, indtil de er færdige.

Lad scones’ne køle lidt af på en rist og nyd med iskoldt smør, flødeskum eller hvad du nu foretrækker.

Vær opmærksom på at alle scones måske ikke er færdige samtidig. Dette kan både skyldes at de ikke er helt lige store, men det kan også være varmefordelingen i din ovn. Derfor synes jeg det er nemmere at holde øje løbende, kigge på dem og banke dem lidt i bunden. Mine skulle have mellem 13 og 20 minutter(!)

 

4 kommentarer

  • Zina

    Hej Julie, hvad er det nu dit stel hedder? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Zina. Mhh hvilket stel tænker du på? Tallerkenen her er fra en kaffebiks i Rom, der hedder Sant Eustacchio, og koppen er fra Marimekko. Skriv endelig igen, hvis det ikke gav svar på dit spørgsmål! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Har de stået for længe i ovnen hvis den går lidt i stykker når jeg skærer den over?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hmm mine bliver også nogle gange lidt skrøbelige i det. Jeg tror det er en god idé at give dem et par minutter mindre næste gang!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LØRDAGSMIDDAG MED SOVS PÅ