HAKKEBØF MED VRIIINSK I

 photo hesteboslashf01_zpse69d90bd.jpg

Dette indlæg er ikke nogen decideret opskrift, men jeg må alligevel lige dele et lille gastronomisk eventyr med jer. Mens vi var i sommerhus i august, brugte vi en regnvejrsdag på at tjekke lokale gårdbutikker og slagtere ud. Vi havde på noget madmesse smagt en prægtig lammerullepølse, som vi gerne ville opdrive igen.

Vi fandt den hos Kurts Økokød (og hurra for det, for den var sgu god!). Og mens vi var der, kunne vi jo lige så godt snuse lidt rundt i Kurts kummefrysere (der var en del). Der var mange gode sager iblandt. Mine øjne faldt dog særligt på en pakke hakkekød. HEST stod der sgu. Vi blev hurtigt enige om, at det blev vi nødt til at smage. Tænk et dyr man slet ikke har smagt. Jeg er godt klar over, at mange nok ikke vil have særligt lyst til at spise hest, men jeg har aldrig været tæt knyttet til de store prustende dyr og synes egentlig at køer er lige så søde. For ikke at tale om lam! Nåh, men altså som tænkt så gjort: Vi hapsede en omgang hakket økohest med hjem sammen med lammerullepølsen.

Samme aften blev der lavet en omgang hestehakkebøffer – det var ligesom den bedste måde at få smagt kødet rent på. Det blev til et par dejligt saftige bøffer. Smagen var lidt en blanding af oksekød, vildtkød og lever. Helt i orden faktisk!

På grund af den lidt leveragtige smag, blev vi enige om at bruge resten af kødet til at lave en bolognese. Ofte er der kyllingelever i bolognese opskrifter – og med hestekødet kan man sige, at man slår to fluer med et smæk 🙂 Bolognesen blev herlig, jeg syntes dog ikke at hestens særegne smag slog så meget igennem.

 photo hesteboslashj02_zps26958cdc.jpg

Bemærk lige prisen.. Jeg tror der var 500 g. Ikke dyrt for økologisk kød, synes jeg. Har du smagt hest eller har du lyst til det?

Kurts økokød kan i øvrigt anbefales!

 

 

TA’ TIL HIGH TEA PÅ NIMB

highteanimb
PR-foto: Anders Bøggild

Nårh ja, men altså bedst som jeg gik og troede, at baby ville blive i maven i evigheder, så ville hun da gerne ud til os alligevel, og i skrivende stund udnytter jeg, at vores én uge gamle baby sover idyllisk i sin vugge til at tjekke ind i blogland. Og det faktisk for at dele en ualmindelig god nyhed med jer, hvis I spørger mig.

Nimb i Tivoli har nemlig afsløret, at de fra i dag af byder indenfor til Afternoon High Tea alle eftermiddage mandag – lørdag. Og det er ikke med en hvilken som helst te på menuen – næ, nej – det er  nemlig med den fantastiske te fra te-kompagniet The Wellness Group (TWG) i Singapore, som jeg opdagede på min Singapore-tur sidste efterår. High Tea på Nimb Bar indeholder udover et stort udvalg af forskellige te-sorter, små sandwichs, hjemmebagte scones, petit fours, chokolader og sæsonens frugt og grønt.  Desuden kan man tilkøbe ginger shots, champagne og hjemmelavet limonade.

Der kan derfor kun lyde de største anbefalinger herfra til at tage veninden, moderen, tanten, søsteren eller andre te-glade mennesker du gerne vil hygge dig med, under armen og afprøve Nimbs te-fest. Jeg tager mig indtil videre til nøje med en omgang TWG te hjemme i sofaen, mens jeg kigger forelsket på min lille pige, men satser stærkt på at tage revanche og opleve the real deal når baby-rutinen har indfundet sig 😉

verdensbedstete3
babyella

High Tea på Nimb Bar serveres alle dage mandag – lørdag kl. 13:00 – 16:00. Pris pr. person er kr. 250.

DEJLIG DÅSEMAD

 photo da30A0semad02_zpsb9982db1.jpg

 photo da30A0semad04_zps2c8b1b24.jpg

Normalt er dåsemad måske ikke noget man forbinder med delikate serveringer. Ikke at jeg ser mig for fin til dåsemad i dagligdagen: Jeg er særligt fan af makrel i tomat og tun i olie.. og torskerogn og den slags. Grænsen sætter jeg ved deciderede retter på dåse. Det bliver altså nej tak fra mig.

Med hjem fra Paris havde vi diverse gode sager fra supermarkedet. Bl.a. denne kæmpedåse med confit de canard. For de uindviede kan jeg afsløre at der her er tale om and (andelår) kogt i deres eget fedt og derefter proppet på dåse. Helt perfekt at have stående på hylden til en dag, hvor man har lyst til virkeligt lækker og superhurtig mad.

 photo da30A0semad01_zps477abfaa.jpg

Det havde vi den anden dag og inviterede derfor vores gode venner til dåsemad. En salat af majs, feta og kål blev bikset sammen, en sennepsdressing blev rørt. Andelårene blev stegt hurtigt på panden for at give lidt varme. Og æbler fra kolo’en blev stegt i lidt af andefedtet.

Det blev et virkeligt skønt luksusmåltid, perfekt til en sommerregnvejrsdag i kolonihaven!

 photo da30A0semad03_zps685a4bdb.jpg

Andefedt er superlækkert at stege i, fx løg, æbler eller kartofler. Så de gyldne dråber blev selvfølgeligt gemt og bliver nu brugt til at give smag, saft og kraft til lynstegt grønkål og meget andet. Haps!

Er der anden dåsemad i kan anbefale?

 

SAFT, DEN PRESSER MAN DA SELV…

aarstiderne3
I forrige uge var vi på G&G inviteret til lancering af initiativet DM i saft og juice, der løber af stabelen her d. 7. september. Invitationen kom fra Wilfa (der bl.a. producerer saftmaskiner) og Aarstiderne – og turen gik til sidstnævntes gård i Humlebæk.

Som den barslende dame jeg nu er, passede det ganske fortræffeligt med en lille udflugt til det Nordsjællandske, selvom jeg må indrømme at jeg drog afsted med en anelse skepsis i tasken. For det første fordi, at jeg lidt har gået og synes at den der sund-juice-og-saft-hype, hvor du blender alskens fjollede grøntsager, som kål og spinat og pastinakker, forekom mig en kende “sundhedsfreaket” (nu skal vi også huske, at jeg inderligt elsker kulhydrater og flødebaserede pastaretter, så er RET forudindtaget på det her punkt:)). For det andet, fordi jeg simpelthen ikke orkede at lukke flere husholdningsmaskiner ind i mit hjem – og en saftpresser er nu engang nødvendig for at lave sin egen saft og juice!

Nå, men altså – man har heldigvis et standpunkt til man tager et nyt, og efter en to timers tid i selskab med Aarstidernes Søren Ejlersen på Krogerup Avlsgård og små to ugers tid med en Wilfa-juicer i mit hjem, må jeg nok erkende, at jeg begynder at blive en lillebitte smule omvendt.

aarstiderne4

Det var nemlig sindssygt inspirerende at høre Hr. Ejlersen fortælle om sine visioner for at få danskerne til at spise mere grønt, nedbringe CO2 udledningen fra vores kødfortæring og bare helt generelt oppe vores sundhed. Og så – hvilket er alpha omega i min bog – smagte alle de grønne, orange og pink safter og juicer vi smagte hos Aarstiderne (inkl. de ultrasunde med grønkål og mandler;)) alvorligt godt, uden man fik fornemmelsen af at drikke flydende råkost fra 80’erne.

Faktisk røg den fikse Wilfa-juicer, som vi var så heldig at få med hjem fra dagen, fluks op på køkkenbordet allerede selvsamme eftermiddag, og min kæreste, der heldigvis er lidt sundere i sine madvaner end jeg er, har stort set hver dag siden, bikset alskens frugt og grønt sammen til os til morgenmad. Når jeg også får taget mig sammen til at tage et par pæne billeder af vores safter, følger garanteret flere indlæg med opskrifter.

I første omgang vil jeg dog dele et par tips, der indtil videre har fået de sunde safter til at glide nemt ned hos en sundhedshype-skeptiker som jeg selv:

  1. Husk frugt! Æbler giver f.eks. en god sødme, der får gulerødder og selleri til at glide langt nemmere ned
  2. Husk det syrlige eller stærke! Ingefær, peberrod og/eller citron giver et rigtig godt kick til det meste grønt og vækker smagsløgene (og dig, hvis du har brug for det:))
  3. Prøv dig frem – og prøv noget nyt. Selv grøntsager, som man normalt har det lidt svært ved (i mit tilfælde rødbeder) kan afprøves. I rå og flydende form – og afbalanceret af ovenstående sødme/syre/skarphed kan de få en overraskende anderledes smag!
  4. Husk at du kan gøre noget godt for miljøet – og mindske madspild – ved at bruge resterne fra saft/juicepresseriet (f.eks. gulerødder/rødbede/selleri/spinat) til at smide i en god kødsauce til aftensmaden!

Nå – men hvis du vil inspireres og have endnu flere tips og tricks til hjemme-safteri, så afholder Wilfa og Aarstiderne som nævnt danmarksmesterskaberne i saftpresning d. 7. september i Politikens Hus. Udover selve konkurrencen kan man f.eks også høre Søren Ejlersen fortælle om alt det gode, som frugt og grønt, gør ved dig, der vil være et stort område, hvor man selv kan prøve at presse sin egen saft og så vil Politikens Hus i dagens anledning blive udstyret med en lille gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad safthjertet kan begære af bøger, maskiner, redskaber og ingredienser.

aarstiderne

Undertegnede i fuld gang med at smage og dokumentere de sunde sager

    Newer posts