NY-STYLE BAGELS

SPIS UDE MED BØRN

sticks5

Når jeg fortæller nye mennesker på min vej, at jeg forsøger at opretholde denne her bette blog sammen med Julie ved siden af (vores begges) liv som fuldtidsarbejdende mor/mødre, så bliver jeg ret tit spurgt om det så er sådan en blog, hvor vi skriver om børnemad og børnevenlige steder at spise.

Og selvom vores opskrifter vist er blevet mere hverdagsnemme, der har sneget sig lidt tips til afspisning af (små)børn ind, og der tilsvarende er længere mellem anmeldelserne af de fine steder i byen – siden henh. Benny og Ella kom til, så har vi jo egentlig ikke gjort os helt vildt meget i at gøre bloggen børnevenlig.

En opfordring jeg dog har fået et par gange er, om vi ikke kunne skrive lidt om det der med at spise ude med børn – og i særdeleshed anbefaling af børnevenlige restauranter i byen. Nu er Ella kun lige knap to år, så vi har for det meste forsøgt os med at gå ud og spise, når hun enten sov middagslur eller blev passet af bedsteforældre, men som en start vil jeg gerne anbefale BÆST på Nørrebro og Sticks n Sushi (for vores vedkommende på Gl. Kongevej), hvor vi for nylig har haft rigtig gode oplevelser med at have en knap toårig på slæb.

BÆST 

Skulle man ikke kende til BÆST på Guldbergsgade, så skal man skynde sig at gøre noget ved det. De laver helt fantastiske pizzaer og desuden al deres egen charcuterie og mozzerella samt burrata. Så også selvom du ikke har et barn på slæb, skal du onde dig selv en tur derhen, så kan du jo passende også mæske dig i lidt flere Aperol Spritz drinks end vi gør, og toppe middagen op med en tur i Empire bio eller på en af nabolagets gode cocktailbarer.

BÆST er børnevenligt fordi det (overvejende) italienske personale faktisk synes det er ret hyggeligt med børn i deres restaurant. Og det er jo rart som en start (for det er altså ikke obligatorisk!). Derudover er pizza (og særligt de simple af slagsen) jo som ofte et hit hos de små og mellemstore børn, og BÆST’s pizzaer er så mættende, at du snildt kan dele to pizzaer mellem to voksne og et barn (og sikkert også to børn, hvis det nu skulle være). Til at toppe middagen af, serverer BÆST desuden hjemmelavet softice i fantastisk nuttede små FALCON krus, og er du ikke alt for sukkerforskrækket på dit barns vegne, så kan du jo også passende dele sådan én med afkommet. Det er i al fald et hit hos os.

På den praktiske note har BÆST sådan nogle fikse “foldestole” til børn med seler, der klikkes på sædet på de almindelige voksenstole. Det øger chancen gevaldigt for at du kan sidde rimelig uforstyrret på din egen stol under spiseriet. De har dog ikke pusleplads på toiletterne, men et rimelig stort handicaptoilet, hvor den slags godt kan fikses rimelig tjept.

BÆST har åbent fra kl. 17.30, hvor der som oftest også er ret nemt at få bord, så du kan desuden nå at spise hele familien af og nå hjem igen til godnatputteriet inden barnet går træthedsbananas.

BÆST2 BÆST

STICKS N’ SUSHI 

Har du til gengæld lyst til det japanske/asiatiske køkken, så har vi for nylig også fået øjnene op for Sticks n’ sushi, som et særdeles børnevenligt sted at indtage din aftensmad. Her er der egentlige børnemenuer og få minutter efter ankomst stikkes dit barn overskudsagtigt både et tegnehæfte og farveblyanter i hånden.

Ella elsker ris og edamamebønner, så hun får for det meste en børneboks med ris, bønner og små kyllingekødboller + lidt agurk og gulerod i staver. Boksen koster vist ca. 79 kroner (lidt meget for afspisning af en to-årig, men ret fair for at afspise de lidt større børn). Og der er ALTID for mange kødboller – hun spiser måske max to – og de serverer ca. 9 styks. De smager dog fremragende også for voksne smagsløg, så vi plejer bare at rydde bordet efter hende. Og så får hun til gengæld lov til at smage, hvad end vi spiser af sushi og sticks.

Hos SnS har de også praktiske børnestole. På Gl. Kongevej, der er vores nærmeste filial har de der runde gummeagtige stole, man sætter oven på almindelige stole. De har desuden også et egentlig puslebord på toilettet, så der er tænkt på børnene hele vejen igennem.

Alle SnS’s restauranter er vist mere eller mindre åbne fra morgenstunden, og kommer du rimelig tidligt (hvilket man jo ofte gør med børn), så er vores oplevelse også, at det er forholdsvist nemt at få et bord. Vi valsede i al fald direkte ind fra gaden en fredag kl. 17.30 og fik en plads med det samme, sidst vi var der.

sticks2 sticks sticks4

2 kommentarer

  • Camille

    Har haft Bæst på familiens to do liste – nu må vi se at få det i kalendere 😉

    Kan også anbefale http://www.spaghetteria.dk/, hvor har haft vores to 5-årige piger med – til stor begejstring for alle!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Hej Camille – Spaghetteria står også højt på min liste – så det lader til, at der ingen undskyldninger er for at få testet den af med et barn under armen:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NY-STYLE BAGELS