SEMI-SUNDE ISPINDE

ispindeJeg er (ret latemover-agtigt) blevet en stor fan af hjemmelavede ispinde efter jeg har fået en snart toårig i huset, der i sommervarmen meget gerne vil have frugt og is ad libitum. Og når de to ting nu kan kombineres på flotteste vis og blive til rimelig sunde ispinde, så er det jo et hit. Jeg laver en pænt stor portion af hvad end frugt, der nu blendes sammen, så vi kan starte med at “drikke” isen, som smoothie, og så de efterfølgende dage, spise den som is.

Mine kombinationer er generelt ret klassiske med alt fra bananer, jordbær, hindbær og melon mikset sammen. Denne gang er de tilmed gjort endnu sundere med lidt rød snackpeberfrugt. Og tænker at det skal udforskes mere med andre variationer, hvor den fine frugt får følgeskab af gode grøntager.

Disse er blendet sammen af en blanding af:

  • frosne jordbær (ca. to håndfulde)
  • frosne hindbær (ca. en håndfuld)
  • en lille rød snackpeber (udkernet og skåret i tern)
  • lidt flydende honning
  • vaniljepulver
  • vand til du har en god flydende konsistens

 

Og frosset natten over. De blev efterfølgende dyppet i smeltet mørk 70% chokolade, der lige fik et kunstnerrisk “sprinkle” af kokosmel eller hakkede usaltede pistacienødder.

PS – ispindene er faktisk også veganske, hvis man er til den slags!
PPS – isformene er købt for ingen penge i IKEA, isen fryser pænt i dem, og der følger sådan en praktisk holder med, så de kan stå op i fryseren.

ispinde2 ispinde3 ispinde4

HVERDAGSHELTEWRAPS – MAD PÅ 10 MINUTTER

wraps02

wraps03

Jeg klapper i mine små hænder, når jeg får lavet et aftensmåltid, som inkluderer godt grønt, smager fortræffeligt og ikke mindst tager meget kort tid. Det er småt med tiden om eftermiddagen, og ofte kommer jeg halsende hjem til Benny, der er blevet hentet af sin far eller vores backing group af bedsteforældre, og så skal der lige bikses noget sammen, mens man også lige får leget og krammet og snakket.

I aften fik jeg lavet sådan en af de der aftenmåltider. Det er så uhyre simpelt, at der ikke er meget opskrift over det, men jeg vil alligevel give tippet videre, da det netop er noget af det, jeg selv sætter størst pris på ved blogs: Inspiration! (Hvad spiser de andre? Nåhja, den ret havde jeg lige glemt.. Putter hun x i y? Nåh, det lyder da ret spændende… osv.) I øvrigt er et andet måltid, der har haft succes på samme parametre, det her. 

 

Til 1,5 person (altså en voksen og et barn) brugte jeg:

  • 1 dåse tun
  • 2-3 spsk græsk yoghurt 10%
  • 2.3 spsk god mayo
  • Lidt citronsaft
  • 3 tortillawraps (jeg brugte nogle med fuldkorn fra Levevis)
  • 2 avocadoer
  • 1 peberfrugt
  • 1/2 fennikel
  • 4 store romaine salatblade

Sådan gør du:   

  • Rør drænet tun med mayo, yoghurt og citronsaft og stil til side. Blandingen må godt være lidt våd i det. Tænk på det som fiskefyld og dressing i ét
  • Varm tortillaerne i ovnen eller på brødristeren. Jeg gjorde det sidste, det fungerede helt fint, når der ikke skulle varmes så mange, og så kan man varme en af gangen og se, hvor mange man kan spise.
  • Imens skylles og snittes alt det grønne. Fenniklen snittede jeg helt fint på mandolinjern, mens resten blev skåret ud i grovere skiver. Salaten behøver du for så vidt slet ikke at skære ud.
  • Ved bordet smøres hele fladen med tunblandingen og det ønskede fyld lægges i. Rul sammen og skær evt. over i to, da det er nemmere at håndtere for særligt de små hænder.

 

wraps01

Her ses hvor dejligt kaotisk grøntsagerne kan serveres på bordet. Lang til, fyld op!

 

Man kan selvfølgelig bruge lige hvad man har lyst til af fyld – og ikke mindst hvad man har i skuffer og skabe. På den måde er det også en udmærket måde at få brugt diverse grøntsags- og kødrester. Varmrøget laks i sådan en fætter skal man heller ikke kimse af.

I øvrigt mener jeg slet ikke, at man behøver at have et travlt børnefamilieliv for at nyde sådan en wrap hér. Jeg tror, at det er genialt både på forjagede hverdagsaftener, på stille soloaftener og måske som tømmermændsmirakel i weekenden.

Tanker om kræsenhed – og tips til mad for nybegyndere

bennyspis03

Det blev ikke til mange julemadsindlæg for vores vedkommende i år. Men vi håber, at I har fået skøn julemad, hvadenten i er til and, gås eller flæskesteg! I stedet tager vi lige et helt andet emne op, og krydrer det med sensommerbilleder 🙂 Det er måske et af de længste indlæg længe, så hæng i, hvis du kan! 😉 Here goes:

For nylig læste jeg denne artikel om børns kræsenhed. I korte træk refererer artiklen nogle nye danske undersøgelser, som peger på, at kræsenhed ikke handler om genetik (og dermed er forbestemt). I stedet viser forskningen at velsmag i høj grad hænger sammen med genkendelighed. Det vil altså sige, at jo flere gange barnet har smagt en madvare, jo bedre kan de lide den. Jeg synes det er noget så interessant det med vores forhold til mad og de præferencer vi har. Ikke mindst hos børn – og efter jeg har produceret mit eget eksemplar bliver det jo kun mere relevant.

Jeg fik derfor lyst til at give mit bud på, hvad der kan få dit barn til at smage på flere ting. Mit datamateriale er ret småt, da det jo bare er egne erfaringer ud fra hvad jeg har oplevet virker ift. Benny, men det kan jo være at I er nogle der kan bruge det til noget alligevel. Og så kan jeg jo se, at omstændighederne hele tiden ændrer sig. Der er stor forskel på før Benny fik et sprog og efter. Eller det er nok ikke evnen til sproget der gør forskellen, men snarere det at han nu kan huske madvarer og har en idé om hvad de er for nogle.

Og her kan jeg netop se at genkendeligheden, som beskrives i artiklen, spiller en stor rolle: Benny vil meget gerne vide hvad det er for noget han putter i munden. Kan det relateres til noget han kender, er der langt større chance for at han har lyst til at smage på det. For eksempel fik vi fisk for noget tid siden, hvor Benny endnu ikke vidste hvad det var (han kendte måske 10-15 madvarer på det tidspunkt). Han putter det ikke umiddelbart i munden, men søger det han kender. Da jeg siger til ham, at det er fisk og at det er lidt ligesom kød (der har været et stort hit hos ham alle dage), smager han straks på fisken. Og spiser herefter løs. Den anden dag skulle vi have markel i tomat, som jeg valgte at kalde ketchupfisk. To ting, som Benny virkeligt godt kan lide. Straks røg det indenbords og blev godkendt.

Uden at kunne føre bevis for det, føler jeg mig ret overbevist om, at det er vigtigt at have en overordnet hands-off tilgang til ens barns indtag af mad. Ikke forstået på den måde at de kan få havregrød morgen, middag, aften, hvis de gerne vil det (Benny har haft en periode, hvor han højlydt og insisterende efterspurgte pasta/havregrød/peanutbutter hver aften, men han accepterede egentlig hurtigt, at det var noget andet der blev sat på bordet. Jeg tolkede det som at han var sulten, og egentlig bare gerne ville have noget velkendt).

Som forælder har man selvfølgelig ansvaret for, at ens pode får muligheden for at spise varieret og sundt. Det er med andre ord dig der bestemmer, hvad der skal på bordet. Men jeg er ikke så vild med den der tilgang, hvor man som forælder styrer, hvad barnet skal spise: En kartoffel mere, ikke mere kød, du skal spise dine ærter før du må få xxx. Altså nu er min dreng jo ikke særligt gammel, så det kan da snildt være at jeg bliver klogere/ændrer mening senere, men jeg tænker umiddelbart, at for stor indblanding i barnets madvaner det kridter banen op for en kamp om mad. Og det gider jeg ikke.

En artikel der berører to meget forskellige tilgange til mad (måske i en lidt karikeret version?) kan læses her, men også Lola Jensen har været ude med lignende budskaber om at lade børn være lidt i fred under måltiderne, bl.a. her (jeg ved nu ikke om jeg er tilhænger af  den “køkkenet er lukket”-praksis hun anbefaler, men særligt de sidste par tips handler om at afdramatisere børns eventuelle afvisning af maden) og her beskrives til sidst i den i øvrigt ret fine artikel lidt om mad som konfliktstof.

børn og kræsenhedbennyspis01

Vi har praktiseret BLW med Benny (læs mere her, her og her) og det ligger jo ret godt i tråd med hands-off-tilgangen. Jeg er derfor nok også ret obs på ikke at forsøge at overbevise ham om at spise mere/spise XX først osv. osv. Jeg opfordrer ham til at smage på ting og her kan jeg godt “blande mig” for at motivere ham til at prøve at smage noget, men derudover forsøger jeg at lade ham styre løjerne selv. Motivationen kan være ift. at fortælle/snakke om maden, lade maden snakke til ham osv. Forleden var de bløde løg bleve til små orme ligesom dem, vi har kigget på i kolonihaven. Det var tilpas spændende til at Benny godt turde smage på dem.

Læs i øvrigt de rigtigt gode råd til hvordan du hjælper dit barn af med kræsenheden, der blev udgivet i forlængelse af den første artikel om kræsenhed (som jeg linker til helt i starten). Nogle af mine råd overlapper lidt, men er selvfølgelig bare baseret på egne erfaringer og tanker.

  • Lad være med at tro at dit barn ikke kan lide peberfrugt, fordi han/hun ikke vil spise peberfrugt 3 gange i træk – Min erfaring er, at det ændrer sig løbende. Tag eventuelt en pause fra den enkelte råvare og introducer den så igen.
  • Eksperimenter med forskellige udskæringer. Benny kan godt lide små stykker rå champignon. Men ikke større stykker, han selv skal bide af. Han kan godt lide æbler hele eller skåret i både. Men ikke groftrevet æble.
  • Og i forlængelse af ovenstående: Konsistens er måske lige så vigtigt som smag. Tænk derfor i konsistens, når du introducerer mad til dit barn. Min erfaring er, at broccoliens kogetid snildt kan have betydning for, om dit barn synes det er rart at spise eller ej.
  • Husk på at barnet skal smage på en given råvare op til 15 gange før de har vænnet sig til den. Derfor er det en god idé, at give barnet tid til at lære maden at kende.
  • Nyd selv maden. Det smitter af på dit barn. Børn imiterer det vi voksne gør. Derfor giver det god mening selv at give sig tid til at smage ordentligt på maden, at nyde den og give udtryk for det.
  • Kommentér ikke på barnets spisevaner. Det ved vi godt selv, hvor irriterende er. Små børns appetit er meget svingende, og det hjælper ikke på indtaget, at du fortæller dem eller andre, at de spiser for lidt/for meget osv.
  • Lad børnene være med til at lave maden (hvis de har lyst) eller vis dem maden, mens den bliver lavet – fx hvad der kommer i. Snak også gerne om, hvor maden kommer fra. Vi har fx fået grøntsager fra vores kolonihave, som Benny har været med til at hive op af jorden, og fået fisk, som far har fanget i havet. Ligesom hos os selv kan det give spiseoplevelsen en ekstra dimension, at vide hvor noget kommer fra, ligesom det kan gøre barnet mere “tryg” ved maden, at vide noget om den (igen en form for genkendelighed).
  • Lad være med at operere med “ikke lide”-begrebet. Ved at konstatere at barnet “ikke kan lide grøntsager/kun vil have kød/ikke vil have kød” italesætter du barnets valg som permanente præferencer. Min erfaring er, at det netop ikke er permanent, men meget omskifteligt over tid, hvad dit barn godt kan lide. Derfor er der ingen grund til at kommentere på, hvad barnet kan lide og ikke kan lide, da det kan låse barnet fast i en position. I stedet kan man blot sige: “Du har ikke lyst til xx i dag.”
  • Tænk over hvad du forstærker af følelser hos dit barn. Fx i forhold til is, slik og søde sager generelt. Uden at tænke over det, kommer vi ofte til at signalere til barnet at NU kommer der noget ganske særligt og ummenummenum hvor er det bare lækkert. Hvis man sætter sig i et lille barns sted, så er det altså ret specielt at se voksne mennesker introducere is/kage/guf på den måde. Det får da i hvert fald ikke børn til at slappe af omkring søde sager, når vi voksne gør så meget ud af det.
  • Snak med barnet om, hvordan maden smager. På den måde bliver dit barn god til at afkode maden og koncentrere sig måske også mere om at smage den. Herhjemme har vi snakket meget om surt og stærkt. Og at det nogle gange er godt og nogle gange ikke så godt. En citron kan godt være sur og god. Stærkt kan godt være for stærkt. Den anden dag serverede jeg glögg for nogle veninder og Benny ville gerne smage min. Han kiggede herefter op på min veninde, og konstaterede: Den er sød og stærk! Og ville derefter ikke have mere (hvilket var ret fint, da det ikke var en børnevenlig version)

 

De sidste par punkter kan måske synes en anelse langhårede og småteoretiserende. Men jeg tror nu på, at det betyder noget hvordan vi agerer og taler om mad. Men alligevel må jeg lige følge op med dette “råd” som et passende modtræk:

 

  • Og til allersidst: Slap lidt af (siger jeg også til mig selv). Det er bare mad. Ikke videnskab. Børn gør ofte det vi gør (ikke altid det vi siger). Så nyd din mad, vær nysgerrig og madmodig og forkæl dig selv og dit barn med det I allerbedst kan lide.

 

VOKSNE I KØKKENET

 photo bennykoslashkkenskriver_zpstkfokapq.jpg

 

SPONSORERET INDLÆG

Hvis du undrer dig en lille smule over overskriften på dette indlæg, så er det nok meget normalt. For det er jo primært os voksne, der regerer bag gryderne, når aftensmaden skal på bordet (og det som regel i en fart). Trods gode intentioner om at inddrage børnene kan det glippe lidt en gang i mellem. Måske fordi det skal gå stærkt eller måske fordi det er en liiille smule uoverskueligt at have – særligt små – børn meget tæt på knive, sakse og gasblus eller varme kogeplader. Med en dreng på to år, som jeg tit er alene med om eftermiddagen og aftenen, skal jeg da gerne indrømme, at det langt fra er altid, at jeg lige orker at inddrage ham i madlavningen, fordi det simpelthen bare går hurtigere uden ham.

Ikea har i deres “Life at home report” kastet sig over emnet mad og børn, og set på hvad der afholder os fra at tage vores børn med i køkkenet, i hvilke opgaver vi inddrager dem osv. Undersøgelsen er foretaget i en række storbyer verden over, og det er faktisk ret sjov og oplysende viden, hvis man interesserer sig lidt for mad og vaner omkring maden.

Jeg er jo bidt af en gal madelsker, og synes derfor det er helt vildt vigtigt, at give viden om og glæde over mad videre til mit eget afkom (og også gerne andres). Vi snakker rigtigt meget om maden og hvad det smager af eller hvor det kommer fra, når vi spiser. Og Benny er rigtigt god til at rose maden: “Uhmm, den er god!”, “Den er dejlig”, “Jeg smager den”, “Den er ikke sur/stærk!” og “Mums filibaba” er nogle af de herlige udmeldinger, han kommer med under maden. Clausen er helt vildt god til at inddrage Benny i madlavningen, og jeg kigger med og lurer lidt tricks. Forleden dag fandt jeg ud af, at det fungerede rigtigt godt bare at have Benny siddende på køkkenbordet og hapse lidt grønt/frugt og se på, hvad jeg laver. Så fik vi lige kigget lidt nærmere på en porre og snakket om den, mens jeg hakkede den i småstykker.

Et dansk studie, der for nylig blev offentliggjort, viste at genkendelighed var den vigtigste faktor for om børn havde mod på at smage/spise mad. Genkendeligheden kommer selvfølgelig af at have set madvaren (mange gange) før, men netop det at vide hvor den kommer fra, hvordan den ser ud i rå tilstand osv., tænker jeg er med til at øge genkendeligheden – og forhåbentlig dermed også madmodet.

I den lille video ovenfor kommer den supercute dreng med 5 råd til os forældre, om hvordan vi bedst har vores barn med i køkkenet. Jeg synes både at videoen er sjov og faktisk også med nogle rigtigt gode pointer, man kan tage med sig i køkkenet sammen med sine børn. Overordnet handler det jo om at sætte sig i barnets sted og ikke bare tro, at de nødvendigvis har samme agenda eller formåen som os.

Som supplement til drengens gode råd, vil jeg sige, at det for mig også virker ret godt at tænke madlavningen som en hyggelig aktivitet, man laver sammen. I stedet for at skynde sig at jappe noget mad sammen, så man kan nå at tegne eller se Gurli Gris, så kan madlavningen være det, der er sat tid af til. Sådan forsøger jeg i øvrigt også at have det med afhentning i vuggestue og turen hjem: Nogle gange er de der dagligdagsaktiviter altså ikke bare bedst hvis de overstås hurtigt. Min erfaring er i hvert fald at Benny mest af alt gerne vil være sammen med mig, og meget tit hellere vil trampe i vandpytter eller vise mig legetøjet i fællesrummet i vuggeren end at haste hjem for at lege med en bil.

Nåh, det var et sidespor! Se lige videoen og fortæl meget gerne hvordan I inddrager jeres børn i køkkenet, når I altså gør. Jeg vil også meget gerne vide, hvornår jeres børn er begyndt på hvad i køkkenet. Her tænker jeg fx på at håndtere knive, vaske grøntsager osv. Jeg kan godt synes, det er lidt sketchy at have Benny stående på en skammel og ordne ting på køkkenbordet som det er nu.

(I øvrigt skriver Huffington Post lidt om Ikeas video og uddyber rådene lidt, hvis man er interesseret i mere læsestof ;-))

SUNDE OG FESTLIGE TREATS

 photo vuggerfest02_zpsonjmexw0.jpg

 photo vuggerfest03_zpsjrjopjbs.jpg

Jaja, Emilie skal jo ikke være den eneste til at give idéer til hvad man kan sende sit afkom afsted med til vennerne i vuggeren. Benny og Ella har nemlig fødselsdag ret tæt på hinanden, så jeg fulgte godt med, da Emilie skrev om, hvad Ella havde valgt at byde på, da hun fejrede sin første fødselsdag. Dog måtte jeg erkende at jeg ikke helt kunne gøre tricket efter, da sukkerpolitikken er noget strammere i vores vuggestue. Der er hverken plads til chokolade (heller ikke mørk!) eller – oh gru – krymmel! Ej, jeg synes nu det er fint nok, men man skal nogle gange lige vride hjernen en ekstra gang, når man gerne vil lave noget, der ser superfestligt ud, men som samtidig ikke må være vildere end en figenstang.

En af Bennys pædagoger sagde, at frugt, de ikke plejede at få, kunne være en idé – og den tog jeg til mig. Benny elsker (i perioder, de er sgu uforudsigelige, de små!) bær og melon, så det var det jeg endte på.

Jeg ville gerne have, at det var lidt festligt, men samtidig nemt at fordele og håndtere for de små hænder. Derfor gjorde jeg som følger:

Melonen blev stukket ud med små forme, jeg købte til overpris i Panduro (men cute er de. Må finde på nogle flere formål til dem, så de ikke virker til at have været så dyre ;-)). Vandmelon i stjerner og honningmelon i cirkler. Begge typer melon blev toppet med et bær, hhv. blåbær og hindbær og så fik de et lille flag igennem sig, så man også kunne mærke, at det var fødselsdag 🙂

 photo vuggerfest04_zpsfyzvbthp.jpg

Vandmelonen, som jeg lagde ud med, voldte mig lidt problemer, da dens tekstur skiftede mellem blød og sprød i hver enkelt skive og jeg var lige ved at opgive projektet. Det lykkedes dog og honningmelonen viste sig så meget nemmere at arbejde med. Den røde farve i vandmelonen er jo bare noget så fin, så måske man bare skal være bedre til at vælge dem ud end jeg.

Vær også lidt opmærksom på hvor tykt du skærer skiverne. Jeg kom til at skære nogle af mine lige vel tynde. Med honningmelonen var det dog nemt at sætte to tynde skiver sammen til én.

 photo vuggefoslashds01_zpsr0du8vm5.jpg

Jeg var lidt spændt på om de ville vække glæde, og jeg har ikke bedt om fuld rapport fra vuggestuen, men at dømme efter Bennys reaktion, så har de været et hit. Han blev fuldkommen vild, da han så dem på køkkenbordet om morgenen, og prøvede at stille sig så meget på tæer og gøre sig så lang som mulig for at få grabberne i dem.

 photo vuggerfest05_zpsix0vuxya.jpg

For at der også var lidt at blive mæt af, havde jeg bagt disse kiks. De har en dejlig mild smag og jeg skruede lidt op for kanelen, som fungerede rigtigt godt. Dog synes jeg, at de er svære at bage ensartet af. Jeg tror, jeg vil prøve at give dem lidt mindre varme i lidt længere tid, næste gang. Lige pludselig går det nemlig hurtigt. En pakke smør og resten af blåbærrene røg også med i kurven, og så var der afgang til vuggeren.

Farmor hentede Benny den dag og de havde guflet stort set alle de tiloversblevne kiks på hjemvejen. Benny havde spist mindst fem, mente hun, så de er i hvert fald også godkendt til børnebrug 🙂

PS. Hvis du ikke lige står og skal give et barn fødselsdagsguf med i vuggeren, så vil jeg da egentlig mene, at de små frugthapsere vil gøre sig godt i voksent selskab også. Måske i en højere, vildere version, fx som en del af et brunchbord eller en buffet.