KOMPA' 9 OG VERDENS BEDSTE CHEESECAKE

GAMMELDAWS ÆVLEKAGE MED ET TWIST

aeblekage05

Påsken har for mit vedkommende stået på en masse familie og veninde-hygge i diverse nordsjællandske sommerhuse, men der blev heldigvis også lige tid til en enkelt all-in-påskefrokost på Vesterbro med dejlige damer og alt, hvad der hører sig til af snaps, panerede rødspættefiletter, kyllingesalat og gammeldags æblekage. Og sådan en gammeldaws ævlekage smager da altså bare ualmindeligt godt, så da denne uges Ramlösa twist-en-klassiker udfordring (som vi også skrev om her) tilfældigvis var æblekage, jamen så passede mine skumle planer om selv at give mig i kast med en omgang hjemmelavet ævlekage som fod i madhose! Twistet i min opskrift her, er det lille spark frisk ingefær, der kom i mosen og den lidt anderledes crumble, der er lavet på rugbrød, honning og havregryn.

Opskrift til ca. 5 portioner:

Mos
8 æbler
2-3 spsk rørsukker
1 spsk frisk revet ingefær
1 stang vanilje
En lille sjat æble- eller appelsinjuice og en lille sjat vand

Rugbrødscrumble
3 skiver rugbrød
5-6 spsk finvalsede havregryn
1 stor spsk kanelsukker
4-5 spsk akaciehonning

Vanilleskum
2-4 dl. piskefløde pisket med 1/2 stang vaniljekorn

aeblekage04

Æblemosen tilberedes på klassisk forstand – æblerne skrælles, udkernes, skæres i ottendedele – og sukker, væske, vaniljekorn, stang og ingefær tilsættes. Mosen koges langsomt op for medium varme. Hele seancen tager ca. 20-30 minutter. Når mosen er færdig stilles den til afkøling en lille times tid.

aeblekage02

I mellemtiden gøres rugbrødsdrysset klar. Rugbrødet (der godt kan tåle at være daggammelt) gives en tur i en blender, så det bliver til crumble og smides på en pande sammen med havregryn, kanelsukker og akaciehonning. Hvis rugbrødet er forholdsvist frisk skal det evt. ristes lidt igennem for sig selv, inden de øvrige ingredienser kommer på panden. Blandingen ristes på panden for medium/høj varme et kvarters tid, mens du hele tiden rører i det, så det ikke brænder på. Når det er færdigt, er det en god idé at lade det afkøle på bagepapir et par minutter, før du begynder at samle din æblekage. Jeg synes det ser så forbandet fint ud med portionsanrettede æblekage, men er man mere til den store skål, så tilpasser man bare anretningen herefter.

aeblekage03

Jeg piskede flødeskum af ca. 2. dl piskefløde og en halv stang vanilje (vanilje får man aldrig for meget af – basta! ;)), og det blev der til tre portioner af. Skal du have til fem portioner, ville jeg toppe op til 4 dl piskefløde.

aeblekage06

Mine portionsanrettede æblekager blev bygget op af et lag mos, et lag flødeskum og et lag rugbrødscrumble (ad to omgange) – og så var der fine små eftermiddagskager med et twist af ingefær og rugbrød klar til teen!

Du kan selv deltage med din egen twistede æblekage i Ramlösas konkurrence – denne uges præmie er et knivsæt fra Rosendahl og hovedpræmien er en aften i Timm Vladimirs Køkken for 4 personer.. Sejt!

PS – tror også at rugbrødscrumblen vil gøre sig ret godt som topping til en omgang græsk youghurt eller lignende!

Dette indlæg er sponsoreret, men er 100% udtryk for vores egne holdninger:)

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KOMPA' 9 OG VERDENS BEDSTE CHEESECAKE