EN RASKMELDING OG EN RECAP

Shit. Det føles sådan helt vildt det her. At skrive på bloggen igen. Efter en meget lang og ufrivillig blogpause for mit vedkommende må man sige. Jeg glæder mig til at skrive om mad igen – hvis jeg da ellers stadig kan finde ud af det – men i første omgang får I lige et recap på, hvad jeg har lavet i stedet for at blogge det seneste halvandet års tid. Så har vi ligesom det af vejen.

I juni 2016 slog jeg mit hovede på arbejdet og fik mig (endnu) en hjernerystelse. Den døjer jeg stadig med senfølger af i dag.

Efter cirka et halvt års fuldtidssygemelding, startede jeg med at arbejde 3 timer om ugen i november ’16. Det har så taget mig et år og en helt masse arbejde at komme op på et par og 30 timer i november ’17. Det har været en sindssygt opslidende proces med mange opture, nedture, frustrationer, små sejre, masser af tilbageslag og rigtigt meget kontakt med “systemet”, behandlere, træning og meget mere. Der har ikke været overskud til at blogge, og jeg valgte faktisk helt at holde mig fra det – både for at vise mit arbejde og min sindssygt seje og forstående boss, at mit fokus lå på at blive frisk nok til at arbejde igen, og så fordi jeg hellere ville være på den sikre side ift. sygedagpengesystemet. Selvom Emilie og jeg selv ser bloggen som en hobby, så tjener vi nogle (små)penge på den via reklamer og et sponsoreret indlæg i ny og næ, og jeg ville ikke ud i en gråzone ift. om et blogindlæg kunne tolkes som arbejde/ekstra indkomst osv. osv.

Men NU er jeg raskmeldt. Raskmeldt betyder ikke rask, men det betyder, at jeg pr. 1. Januar er overgået til en 30 timers stilling på mit arbejde (det er det jeg kan holde til lige nu), og at jeg er ude af sygedagpengesystemet. Selvom jeg stadig bakser med forskellige senfølger, er det en kæmpe lettelse at være ude af systemet.

Forstå mig ret, jeg er meget taknemmelig over, at “systemet” findes. Ellers ved jeg ikke, hvad der var blevet af mig. Men jeg er så glad for, at jeg nu kan få lov til at holde ferie, at jeg kan blogge, som jeg vil, at jeg slipper for at sætte mig ind i regler og paragraffer og skrive mulighedserklæringer, holde møder med min læge og med min sagsbehandler og at have konstant fokus på mine symptomer, evt. fremgang, forværring m.m. Sidst men ikke mindst glæder jeg mig over ikke at have en plan for optrapning hængende over hovedet. En af mine senfølger består i en latterligt lav stresstærskel, og det harmonerer ret dårligt med konstante krav udefra om at kunne mere og mere og mere – så det er virkeligt dejligt at være landet på de 30 timer og kunne få lidt ro på.

Jeg er efter de seneste par års rutsjetur blevet rimeligt skeptisk og måske en anelse pessimistisk omkring fremtiden, men jeg tør næsten sige, at jeg glæder mig en anelse til 2018. I hvert fald tør jeg godt sige, at jeg glæder mig til at blogge igen – når jeg lige er kommet i tanke om, hvordan man gør 😉