NYTÅRSGODT: SALTKARAMELLER MED HAVTORN

karamel05

karamel03

SÅ er det snart nytår! Og jeg er for første gang nærmest nogensinde lykkedes med at lave karameller der hverken er for bløde eller for hårde. Karameller har vist sig at være en af mine madlavningsakilleshæle – sådan en ting, der bare ikke rigtigt vil lykkes. Kender I det? På trods af at man er nogenlunde ferm og vant i et køkken, så er der bare nogle ting, man ikke svinger med. Min gode mor er rædselslagen hver gang hun skal lave risengrød og bage brød. Det er hendes akilleshæle. Én af mine er altså karameller.

Efter at have lavet en stenhård portion på trods af intens målen med sukkertermometeret klagede jeg min nød til Frk. Dronningemad på et billede af nogle labre saltkarameller på hendes instagram-konto (hvis du er til flødeboller og andre søde sager, kan det godt anbefales at følge med). Straks smed hun sin opskrift i hovedet på mig og jeg kastede mig ud i den. Dog med et par tilføjelser, som kommer med her i opskriften.

Karamellerne er tiltænkt nytårsaften, hvor jeg udover lidt godter er blevet udpeget til kransekageansvarlig. Kransekage har jeg aldrig lavet før, men jeg planlægger at bruge denne opskrift og satser på at jeg kan krejle mig igennem på den.

 

karamel04

karamel02

Nu til karamellerne!

Du skal bruge: 

  • 250 g rørsukker
  • 50 g honning – jeg brugte havtornhonning fra Helt
  • 2,5 dl piskefløde
  • 30 g smør
  • 2-2,5 tsk flagesalt
  • 1-2 spsk tørret havtorn (mit er fra mærket Høstet, men en hurtig googlesøgning viser at der er mange andre muligheder)

 

Sådan gør du:

Mål rørsukker, honning, fløde og smør af og kom det i en mellemstor gryde. Varm langsomt op under omrøring og lad massen koge i 10-15 minutter til den begynder at tykne.

Det er her det springende punkt kommer: At få taget gryden af varmen på det rigtige tidspunkt. Der er flere måder du kan finde ud af om du er ved at være der:

  • Hvis du bruger sukkertermometer, skal du op på omkring 125 grader.
  • Du kan også teste karamellens konsistens ved at tage lidt op på en teske og smide den i køleren et øjeblik. Karamellen vil blive hårdere i helt afkølet tilstand, men du kan meget hurtigt mærke når forandringen er ved at ske og karamellen samler sig.
  • Dronningemad beskriver det som, at massen skal have en grødagtig konsistens og det var også tydeligt for mig, at massen ændrede sig og blev mere sammenhængende, da den var ved at være der.

Jeg holdt øje på alle parametre, og det lykkedes mig at få lavet noget fudgy dejlig småblød karamel, som klistrer en anelse fast på tallerkenen, når det ikke længere er køleskabskoldt 🙂

Når karamellen er færdig, tages den af blusset og hældes i en form (jeg brugte en glasbeholder på 20 X 10 cm) foret med bagepapir. Straks efter drysses de tørrede havtorneflager og flagesaltet ud over karamellen. Sørg for at kom godt ud i hjørnerne!

Jeg smed min på køl natten over og tog den ud lidt før jeg skulle skære den i tern. Du kan selvfølgelig pakke dem ind enkeltvis, men jeg kan meget godt lide ikke at skulle mase den fine havtornetop for meget, så de er røget tilbage i beholderen og bliver serveret på et fad nytårsaften.

JULEBAG VOL. 2 – MEYERS BRUNKAGER

brunkager
SPONSORERET INDLÆG

Som Julie har berettet om her stimlede vi på opfordring fra Dansukker sidste søndag sammen til en vaskeægte og virkelig hyggelig julesmåkagebage-dag. Vi var beredte med forproduceret dej og renskurede børn, så der kunne bages julegodter for alle pengene.

I vores køkken havde vi forberedt os med en brunkagedej, som jeg for første gang i år selv har kastet mig ud i. I mange år har jeg haft en rigtig hyggelig småkagetradition med et par veninder, hvor vi hver især har bagt hver sin småkage – og mit speciale udi julebag til det formål har været Anne au chocolats specier. Brunkagerne blev så til gengæld lavet af en af de andre – og altid efter Blomsterbergs opskrift. Inden vi gik hver til sit lavede vi så det store fordelingsshow, så vi fik lidt af hvert med hjem – og på den måde, er jeg tidligere blevet stocket godt op med brunkager uden selv at være brunkage-bagerinde.

Vi forsøgte os denne gang med en variation over Meyer’s brunkager, der bestemt også er anbefalelsesværdige. Og så er de supernemme at skære og bage, når først man går i gang, så man på nul-komma-fem, kan få en kæmpe portion, der kan holde til resten af decembers julehygge (hvis man altså ikke har et småkage-monster i hytten, som jeg har. Og nej – på trods af, hvad nedenstående billede måtte signalere, så er det faktisk barnets far, der er småkage-monsteret herhjemme ;).

 photo brunkager02_zpskucwwrmi.jpg

INGREDIENSER:

  • 50 g. god mørk chokolade
  • 250 g. smør
  • 175 g. Dansukker muscovadosukker
  • 200 g. Dansukker muscovadosirup
  • 5 g. friskrevet ingefær
  • Kornene af 1/2 stang vanilje
  • 100 g. mandler
  • 50 g. valnøddekerner
  • 500 g. hvedemel
  • 2 tsk ASA spice brunkagemix (eller et mix af kanel/nellike/kardemomme)
  • Fintreven skal af 1/2 citron
  • Fintreven skal af 1/2 clementin
  • 1 tsk potaske
  • 3 spsk citronsaft
  • 1 mellemstort æg

 

FREMGANGSMÅDE:
Dag 1
Chokolade smeltes i en gryde sammen med smør, muscovadosukker, sirup, ingefær og vaniljekorn til det hele er flydende og der ikke er hverken stykker af chokolade eller muscovadosukker tilbage. Lad blandingen køle af.

Hak mandler og valnøddekerner og bland det sammen med sigtet hvedemel, krydderierne, citron- og clementinskal. Oplæs potasken i citronsaften.

Hæld den afkølede smørblanding, ægget og potasken i skålen med de tørre ingredienser og bland det hele godt. Vores dej var på nuværende stadie næsten det man ville kalde lind – hvilket virkede en anelse mistænksomt, så vi vendte lidt mere hvedemel i, og så funkede det, men dejen er under alle omstændigheder en anelse blødere end almindelig småkagedej. Den færdige dej presses ned i en firkantet flad form. Fx et lille lasagnefad eller en flad condi-boks. I køleskabet med herligheden og så er det bare at vente til dagen efter.

Dag 2
Ovnen tændes på 175 grader varmluft, og så er det ellers bare om at skære dine brunkager ud og bage dem. Det er som sagt sindssyg nemt. Du skærer simpelthen bare dejen ud i firkantede aflange stænger af ca. 5 cm x 5 cm., og så skærer de enkelte småkager ud i tynde skiver med en skarp kniv. De bages i ovnen i ca. 10 minutter – eller hvad der nu passer til din ovn. Det er klart nemmest bare at holde øje.

Skal du også i gang med julens småkagebageri, så kan du finde juleinspiration til alskens gode julekager og andre julede godter henne hos Dansukker. Jeg har bl.a. spottet nogle virkelig lækre chokoladeovertrukne karameller, som jeg tror, jeg skal bruge resten af min sirup og muscovadosukker til at lave hurtigst muligt 🙂

 photo brunkager_zpsp2k0zfow.jpg photo brunkager03_zpsxtynejzt.jpg photo brunkager04_zpsqwdi38xu.jpg photo brunkager09_zpskgbz3w7i.jpg

SUNDE OG FESTLIGE TREATS

fødselsdag vuggestuevuggerfest04

Jaja, Emilie skal jo ikke være den eneste til at give idéer til hvad man kan sende sit afkom afsted med til vennerne i vuggeren. Benny og Ella har nemlig fødselsdag ret tæt på hinanden, så jeg fulgte godt med, da Emilie skrev om, hvad Ella havde valgt at byde på, da hun fejrede sin første fødselsdag. Dog måtte jeg erkende at jeg ikke helt kunne gøre tricket efter, da sukkerpolitikken er noget strammere i vores vuggestue. Der er hverken plads til chokolade (heller ikke mørk!) eller – oh gru – krymmel! Ej, jeg synes nu det er fint nok, men man skal nogle gange lige vride hjernen en ekstra gang, når man gerne vil lave noget, der ser superfestligt ud, men som samtidig ikke må være vildere end en figenstang.

En af Bennys pædagoger sagde, at frugt, de ikke plejede at få, kunne være en idé – og den tog jeg til mig. Benny elsker (i perioder, de er sgu uforudsigelige, de små!) bær og melon, så det var det jeg endte på.

Jeg ville gerne have, at det var lidt festligt, men samtidig nemt at fordele og håndtere for de små hænder. Derfor gjorde jeg som følger:

Melonen blev stukket ud med små forme, jeg købte til overpris i Panduro (men cute er de. Må finde på nogle flere formål til dem, så de ikke virker til at have været så dyre ;-)). Vandmelon i stjerner og honningmelon i cirkler. Begge typer melon blev toppet med et bær, hhv. blåbær og hindbær og så fik de et lille flag igennem sig, så man også kunne mærke, at det var fødselsdag 🙂

vuggerfest02vuggerfest03

Vandmelonen, som jeg lagde ud med, voldte mig lidt problemer, da dens tekstur skiftede mellem blød og sprød i hver enkelt skive og jeg var lige ved at opgive projektet. Det lykkedes dog og honningmelonen viste sig så meget nemmere at arbejde med. Den røde farve i vandmelonen er jo bare noget så fin, så måske man bare skal være bedre til at vælge dem ud end jeg.

Vær også lidt opmærksom på hvor tykt du skærer skiverne. Jeg kom til at skære nogle af mine lige vel tynde. Med honningmelonen var det dog nemt at sætte to tynde skiver sammen til én.

Jeg var lidt spændt på om de ville vække glæde, og jeg har ikke bedt om fuld rapport fra vuggestuen, men at dømme efter Bennys reaktion, så har de været et hit. Han blev fuldkommen vild, da han så dem på køkkenbordet om morgenen, og prøvede at stille sig så meget på tæer og gøre sig så lang som mulig for at få grabberne i dem.

vuggerfest05

For at der også var lidt at blive mæt af, havde jeg bagt disse kiks. De har en dejlig mild smag og jeg skruede lidt op for kanelen, som fungerede rigtigt godt. Dog synes jeg, at de er svære at bage ensartet af. Jeg tror, jeg vil prøve at give dem lidt mindre varme i lidt længere tid, næste gang. Lige pludselig går det nemlig hurtigt. En pakke smør og resten af blåbærrene røg også med i kurven, og så var der afgang til vuggeren.

Farmor hentede Benny den dag og de havde guflet stort set alle de tiloversblevne kiks på hjemvejen. Benny havde spist mindst fem, mente hun, så de er i hvert fald også godkendt til børnebrug 🙂

PS. Hvis du ikke lige står og skal give et barn fødselsdagsguf med i vuggeren, så vil jeg da egentlig mene, at de små frugthapsere vil gøre sig godt i voksent selskab også. Måske i en højere, vildere version, fx som en del af et brunchbord eller en buffet.

SUNDE SØDE SNACKS

sundesnacks4
I anledning af mit barns allerførste fødselsdag for et par uger siden skulle vi hitte på noget semisundt, men stadig festligt at medbringe til den nye vuggestue-hverdag. Efter en hurtig og lettere panikagtig gennemrodning af køkkenskabene (og en tur til Netto) landede vi på at lave en omgang sunde havegrynskugler og bananis. Så var der da lidt for enhver smag (og samtidig krævede det ikke det vilde af os, at bikse sammen).

SUNDE HAVREGRYNSKUGLER

Der florerer mange gode opskrifter på nettet på sunde havregrynskugler. Vi fulgte nogenlunde denne opskrift:

  • 100 g tørrede dadler uden sten
  • 50 g svesker
  • 70 g mandler (vi brugte nogle lækre afskallede Marconamandler, der var på tilbud i Irma, men mindre kan også gøre det)
  • 40 g Urtekram kokosmel + ekstra til at rulle i
  • 40 g havregryn
  • en spiseske usødet kakao
  • saften fra 1/2 appelsin

 

Start med at blend mandler til mandelmel. Giv herefter dine svesker og dadler en tur i blender, food processor eller hvad du nu har. Bland herefter begge dele med kokosmel, havregryn, kakao og appelsinsaft og bered dig ellers på fedtede fingre, for nu skal massen røres sammen! Det skulle nu gerne gå rimelig nemt – og herfra er det bare om at dele massen i små kugler (der er til ca. 25 små kugler) og rulle dem i ekstra kokosmel.

sundesnacks

BANANIS

  • 4 rimelig modne bananer
  • 200 gram god mælkechokolade, fx fra Valrhona eller lign.
  • Kokosmel og “dessertkrymmel”

 

Egentlig er bananis virkelig hurtigt og let at lave, da bananerne ikke behøves at fryse mere end et par timer, men da vi skulle have isene klar til den følgende dag, delte jeg processen op i to. Først blev bananerne skrællet, skåret i mindre stykker (ca 3 stykker af en banan), sat på en ispind og så smidt i fryseren i en tætsluttende plastbeholder.

Morgenen efter smeltede jeg chokoladen og vendte bananerne heri. Du skal være hurtig for det går lynhurtigt med at afkøle chokoladen når nu bananerne er frosne. Lige efter turen i chokoladen blev de drysset med krymmel og kokos og så var det ned i plastikbeholderen igen. Bum. Hurtigt og nemt. Da isene i vores tilfælde skulle holde til eftermiddagshyggen i vuggeren, kom de fryseren igen. Ellers er det sådan set bare at spise herlighederne med det samme:)

sundesnacks3sundesnacks2

(BØRNEVENLIGE) GØR-DET-SELV-IS

ispind04

ispind05

Der var liige et par dage eller to, hvor man tænkte, at NU kommer sommeren da! Vuggeren gav besked om, at ungerne skulle smøres ind i solcreme og have solhat med og jeg overvejede at ordne ben (ja, overvejede..) og den slags. Og så blev det småklamt igen. MEN det havde den positive sideeeffekt, at jeg fik fyldt lidt gør-det-selv-is i fryseren. Og nu kommer sommeren da vist nok, så hurra for “rettidig omhu by accident”. Kom sol, lad os spise is sammen!

Benny har tyvstartet mens det var kedeligt vejr og spist en af de lilla, som tilmed er en farve, han er meget optaget af for tiden, og det var en stor succes. Han har også fået den i flydende/ufrosset form og det røg også lige ned.

ispinde sunde børnevenlige

De er utroligt simple at lave og det er ikke de store indkøb, der skal til. Og så er de uden tilsat sukker, hvilket er ret fedt både for en selv, men måske særligt for små børn, der da slet ikke har brug for mængder af den slags.

Blåbær-is (4 små ispinde)
3/4 banan
3-4 store spiseskefulde græsk yoghurt (10%)
2-3 håndfulde blåbær. Jeg brugte Änglamarks fra frost, som er “rigtige blåbær”. De har godt med smag og farve 🙂
1 dadel (kan udelades)

Blend hele molevitten og hæld på isforme. Lad dem fryse en time og sæt så ispindene i.

Den brune var inspireret af denne klassiker, og da jeg så opdagede at jeg havde en lille rest peanutbutter med kakao, så tænkte jeg på Snickers og besluttede at det var en fin måde for peanutbutteren at ende sine dage. Det gav sådan et nøddecremet touch til isen, som var ret så lækkert. Er man ikke til peanutbutter, så udelad det bare. Og husk at isen kan trække mere kakao end du regner med!

Choko-peanut-is (4 små ispinde)
3/4 banan
3-4 store spiseskefulde græsk yoghurt (10%)
2 spiseskefulde kakao (jeg brugte Valrhonas, den er god og kan købes i Irma)
1 lille spiseske peanutbutter (kan udelades)

Blend hele molevitten og hæld på isforme. Lad dem fryse en time og sæt så ispindene i.

Ispindeformene jeg har brugt er købt på ebay og findes lige her. I dette tilfælde fyldte jeg kun formene 2/3 dele op og udskiftede de medfølgende plastikpinde med træpinde i stedet. Søstrene grene har både ispindeforme (lidt mindre end mine og så nydelige, at jeg måtte slå mig selv fast over fingrene for ikke at købe dem med hjem til samlingen) til sølle 15 kr. De har også adskillige varianter af træpinde til ingen penge.